Vi kommer videre i nye udgaver af os selv
Kæreste
Det er første gang, at jeg er i denne situation og må derfor dele mine tanker. På en måde havde jeg jo forudset og forberedt det, men da det kom, var jeg forholdsvis uforberedt og fuld af følelser båret af frygt. Men også en prekær lettelse over, at ventetiden for jer, var forbi. Vi vidste jo, at der var kort tid igen og, at når telefon ringede, var det fordi, at min ældste venindes mor var sovet ind.
Den ringede allerhelgenens aften, den aften man mindes de døde. Den ringede samtidig med børnene som kimede på døren for at råbe “slik eller ballade”, den ringede med kirkeklokkernes som slog for at fejre 500 året for reformationen.
Jeg er en slags søster i sorg og føler mig både langt væk og utrolig tæt på.
Det sværeste forsøg jeg har gjort, på at sætte ord på mine tanker:
Ingen ved hvad det vil sige at føle sig let, hvis ikke man har prøvet at føle sig tung. Sådan er det både i krop og i sind. Det er en del af livet at skulle tage afsked, at blive mindet om, at livet ikke er lig med evighed. Derfor skal livets lykkelige øjeblikke ses som et privilegium og den svære afsked med dem vi elsker minde os om, at vi ikke hverken har været eller ville have været foruden. Vi har været en del af et andet menneskes liv og de en del af vores, i dette tilfælde, være en af grundene til. Der er meget at være taknemmelig for.
Før eller siden, skal vi alle sige et fysisk for evigt farvel. Derefter skal vi sørge og mindes, men også opdage, hvor stor glæde vi i vores eget levede liv har af, at de der har været og fortsat vil være. Hvis vi er lydhøre og nærværende nok, opdager vi med tiden og hele tiden, at de har indtaget en del af det der også er os, noget brugbart og lærerigt, noget vi kan videreføre og genfortælle, noget iboende og noget vi til enhver tid kan genkende.
Processen mod afskeden med livet kan være så svær, at døden er kærkommen. Det var det i din mors tilfælde. Hver dag tager vi afsked i håbet om et gensyn – en dag vil det være et far vel. Intet er altid. Det smukkeste jeg kan komme i tanke om, er en sætning fra “Historien om en moder” af H. C. Andersen. Det er en smuk fortælling om det smertelige i at miste, en mor og døden som er kommet for at hente: : “Jeg er hans urtegårdsmand! jeg tager alle hans blomster og træer og planter dem ud i den store Paradisets Have i det ubekendte land”. Det, og så naturligvis din mors ord om at ville spredes over Vesterhavet, fordi der er så mange steder hun vil nå at besøge.
Jeg håber, at du ved, at når du tænker på din mor, tænker jeg med dig.
Ære være min vidunderlige venindes moders minde.
// Nan
