Glem ikke at dufte til de blomster du passerer
“Vil du se efter min plante mens jeg er ude at rejse?” spørger min ældre nabo og få dage efter, står hun foran vores hoveddør med et lille granatæbletræ.i favnen. I bunden af krukken ligger olivensten og blandt de kortstilkede blade, vokser røde blomster.Planten syner ikke prangende eller sjælden dekorativ, men fordi min nabo har fået den af floristen Tage Andersen, en af hendes gode venner, er den af største betydning.
Det er 15 år siden, at vi flyttede til Ole Olsens Alle. Jeg havde passeret huset hun bor i adskillige gange dog uden at se hende. Det er et smukt gammelt hvidkalket hus med tegltag og roser som blomstrer det meste af sommeren. Vi havde fået hund og da hun fik hund (igen) mødte vi ofte hinanden på de tidlige morgenture. Hun var meget privat og jeg forsøgte, ikke at trænge mig på, men gennem årene lærte vi hinanden langsomt bedre at kende. Særligt en morgentur, gjorde en forskel. Jeg fortalte, at jeg var stewardesse og hun fortalte, at hun havde fløjet en del, da hendes mand, som ikke længere lever, var en efterspurgt professor Verden over. Hun kunne godt lide at flyve, dog havde hun været lidt betænkelig én gang, engang de skulle lande på St. Thomas VI, hvor landingsbanen er meget kort. “Har du været der?”, spurgte hun.
Fra 1988-1989 arbejdede jeg som au-pair på St. Thomas VI og svarede derfor: “Ja, jeg har været der”. Hun glædede sig over svaret og spurgte, om jeg mon tilfældigvis havde mødt en familie ved navn Paiewansky? Også her kunne jeg svare, “Ja”, for deres barnebarn tilbragte jeg megen af min tid med mens jeg boede der. Vi smilede ad tilfældigheden og den kommende morgen havde hun medbragt en digtsamling, skrevet af Isodor Paiewansky, det ældste familiemedlem. I den havde han skrevet: “To Birgitte from Isidor”. Jeg spurgte om hun havde et øjeblik og hentede selvsamme digtsamling, den gamle Isodor havde skrevet og hvor han på føste side i min version havde skrevet: “To Nan with best wishes /IP”. Fra da af, har vores naboskab været som et slægtsskab, et forbilledligt venskab.
Flere gange om året, kører min nu 75 årige nabo mod Frankrig. Hun kan godt lide at køre, for der er altid så meget hun ønsker sig og kan tage med sig og så kan hun lide friheden i at køre og “lægge til”, hvor hun synes. Hun overnatter gerne i bilen på vejen ned og hjem og medbringer altid, ud over franske fristelser, nye fortællinger om hvem hun har mødt og hvor hun har været. Mens hun rejser vander, passer og plejer jeg hendes højt skattede plante. I går blev forplejningen udvidet da hun inden ferieafgang bankede på døren.
“Vil du passe mine planter mens jeg er på ferie?” Udenfor står hun med planten jeg kender så godt og i den anden hånd står hun, med en plante jeg forærede hende i maj til hendes fødselsdag. Jeg kunne ikke ønske mig nogen større kærlighedserklæring.
//Nan
