Kaffe brygget på kærlighed

Kaffe brygget på kærlighed

Refleksion er ”en aktiv vedvarende og omhyggelig granskning af den eksisterende viden, og af forholdet mellem det vi tænker og det der sker i virkeligheden”

John Dewey (1933)

Vi ved det godt  …at det er vigtigt at reflektere, at tænke efter og betragte tingene lidt på afstand. Hvorfor gjorde vi det?  Hvad satte det i gang? Overså vi noget undervejs? Hvad har vi lært og er der noget, vi kan gøre anderledes? Det vigtigste i processen må være at forsøge at besvare de spørgsmål der dukker op og lære af dem undervejs …. udvikle sig, lære og forstå. Meget af al den information vi dagligt indtager som tør- husmands- eller fuldkost bliver tygget og fordøjet uden yderligere overvejelser. Det er først, når blandingen af ingredienser og sammenfald eller det, at man bliver introduceret til noget endnu ikke hørt eller prøvet, at man giver sig tid, til at spekulere og deliberere.

Det er  1 1/2 år siden, at jeg fandt de bønner jeg havde lyst til at brygge let love rule på og jævnligt tænker jeg  over, om den fortsat smager, om temperaturen er for høj eller for lav, om blandingsforholdet er bekvent og doseringen dækkende.

Let love rule begyndte som et alternativ til den ikke reflekterede sprogbrug, de mange manifesterede meninger skrevet med tegn fra tastaturet jeg ikke kender eller anvender og ender med markør !!!  småskør og i dårligt humør. Play,- optag – rewind – play – optag – pause ….. desværre  uden at kunne finde hverken fast forward eller erase knappen. Jeg hev båndet ud og satte mit eget på. Et af dem med troen på og håbet om, et  af dem med poetiske øjeblikke man kan lægge nakken tilbage til og smile ad. Et som rammer det sted, hvor man sænker skuldrene og får øje på fællesskabet og frigiver endorfiner..

Siden jeg var ganske ung ,har jeg arbejdet for frivillige organisationer. Det har betyder meget for mig, men også for dem, som har taget imod. Det har været en sund social forpligtelse, hvor man tilbringer mindre tid med ærgrelse over egen elendighed og mere energi på samhørighed . Mens jeg læste retorik, som jo er “kunsten at overtale”, brugte vi tid på at fange og forstå “vir bono”. Teksterne skulle udspringe af et godt hjerte, for ikke misbruge retorikken til at få andre, til at mene det samme som en selv., på et uærligt grundlag  Og så er der naturligvis min barndom og min ungdom. Jeg er jo vokset op med en mor (Pia Kjærsgaard) som er:

blevet karikeret – parodieret

Og tegnet til uigenkendelighed

som er blevet hånet – spottet

Spyttet på

Latterliggjort – afgjort nedgjort

fremmedgjort

Afluret – udspioneret

Røntgenfotograferet

Jeg tror, at de har haft til hensigt

At latterliggøre – såre – krænke

Af det, har jeg lært at møde andre mennesker med respekt

På og med den trilogi baggrund vil jeg blive ved med at skrive, ud fra ønsket om at deltage og med tiden og lidt held, gøre en forskel. Drivkraften er den overvældende dialog let love rule har sat i gang. De små øjenåbnere eller genkendelser som kan nedbryde etablerede strukturer og få flere til at rekonstruere , evaluere ….reflektere…… Åh ja, det var det der satte det hele i gang. Livet har nuancer og det er svært at tænke, hvis man ved, at man altid har ret. Det er her let love rule har sit afsæt. De første trin op ad trappen, er baseret på tro, uden at se hverken længere eller højere.Let love rule er mit bidrag, til den opadgående spiral, der gør sit bedste for, at tale Verden op. Vi bliver alle påvirket af nogen eller noget og det behøver ikke at smage hverken bittert eller brændt – tværtimod. Duften af kommende generationer  er uimodståelig. Vi har ikke blot arvet den dyrkede jord fra vores forfædre, vi låner den af vores børn. Til dem vil jeg skænke den kaffe af forandring, jeg selv ønsker at se.

Jeg må hellere sætte vand over  …..  Det føles godt at have noget at byde på.

//Nan

Noget at leve for – øjenkontakt for eksempel

Noget at leve for – øjenkontakt for eksempel

D. 17. oktober er FN`s internationale fattigdomsdag.

På Rådhuspladsen i København står Verdens største globus. Her kan man blive oplyst om, hvordan man gør en klimaforskel. På de sociale og traditionelle medier eksploderer hashtagget #metoo hvor kvinder over hele Verden fortæller om seksuele krænkelser og på Nytorv i København, markerer man, “Hjemløsedagen”. Her samles freds- og hjemløse, landstrygere, landevejsriddere, vagabonder og vandringsmænd.

Rådet for Socialt Udsatte vurderer, at tallet for hjemløse ligger mellem 10.000 og 12.000. Ifølge Projekt Udenfor, der hjælper hjemløse i København, er den typiske hjemløse en mand, der oplever mange sociale problemer på en gang. For eksempel både arbejdsløshed, psykiske problemer, ensomhed og manglende kontakt med familien. Det er langt fra alle hjemløse, der kommer fra de socialt dårligst stillede familier. En del bliver også drevet ud i hjemløshed på grund af omsorgssvigt, følelsesmæssige eller psykiske problemer.

Min onkel, min mors lillebror, passede perfekt ind i Projekt Udenfors kategori. Han var periodevis hjemløs og døde som  følgerne af et langt alkoholiseret liv, i E-huset i De gamles By. Som ung var han en meget smuk mand med mange endnu smukkere kærester, som han senere succesivt, skiftede ud med flasken, arbejdsløs- og ensomheden. Han mistede sin bolig, boede på gaden, under broen, på bænken. Af og til røg han på hospitalet, enten fordi han havde fået tæv eller fordi han var faldet voldsomt i en brandert. De ophold undte vi ham. En seng, et bad, mad og mennesker der spurgte til ham.

Måske på grund af min morbror, banker mit hjerte stædigt og særligt for hjemløse. En hjemløs savner alt det vi andre dagligt, tager for givet. Basale livgivende banaliteter. I flere år arbejde jeg frivilligt for Røde Kors og ikke langt fra hvor jeg underviste, lå et sted hvor man kunne få et gratis måltid mad. Det var et godt sted at komme, ikke bare for dem der skulle spise, have sig et par sko eller en sovepose, men også for mig, som kunne bidrage lidt med livet “indenfor”. At lytte og tale sammen for at bekræfte, at ingen behøver at være alene. Vi skal give de hjemløse noget at leve for. Vi kunne starte med øjenkontakt for eksempel.

Ved min onkels begravelse sad vi, en lille skåret og såret familie, på første række i De Gamles Bys Kirke. Et stykke inde i begravelsen, går kirkedøren op og vi hører lidt tumult af mennesker og plastikposer med flasker. De kom. De har gaver med. Kviste og grene som de har fundet eller plukket, men også blomster de har købt, bliver lagt på kisten,.Blandt de hjemløse er der nemlig en meget stor omsorg og omtanke for hinanden. Der er en særlig sårbar solidaritet imellem dem og slægtsskabet mellem dem og min onkel blev udtalt, da  bilens døre med kisten skal til at lukke og køre væk.  En af vennerne tager hatten med pelshalen af og råber: “God tur Henrik”.  Og midt i mindeligheden og sorgen, mærkede vi omsorgen fra dem vi så som skrøbelige og livets forunderlighed skiftede atter kostume.

//Nan

Min mor er blevet karikeret og tegnet til uigenkendelighed, men jeg er ikke vred

Min mor er blevet karikeret og tegnet til uigenkendelighed, men jeg er ikke vred

Interview med letloverule.dk – blogger på 5. måned

 

Hvorfor ?

De sociale medier bliver alt for ofte brugt til at lufte ikke ventilerede vendinger, fast forankrede livs-anskuelser og antagelser. Primært, fastlåst i en nedadgående spiral hvor man deler dårlige budskaber som så efterfølges af en gul smiley ?? med en grønlig vædske ud af munden. Kommentar felteterne bliver herefter drypvis fyldt med ord jeg kender, men sjældent bruger og aldrig offentligt. Jeg undrede mig over sproget og tænkte: “Er det det, vi kan samles om – jeg kender til så meget andet”. Jeg savnede at blive suget ind i en positiv, opadgående spiral hvor man møder hinanden med respekt,. http://letloverule.dk  er et forsøgt på at fortælle hvor meget vi bør sætte pris på det vi har, få mine  medmennesker til at blive nysgerrige på hinanden og livet, men først og fremmest at gøre en smilende forskel. Jeg vil lægge hånden under hagen og sige: “Op med ho`det min ven – det er jo ikke så slemt”.

Natasja “Op med ho`det”

Hvad er din baggrund og dit håb?

Jeg har læst retorik, er skolelærer og har lært at tekste film. Jeg ved, at sprog kan skabe virkelighed. Derudover bekymrede det mig, da  Dansk Ungdoms Fællesråd i en undersøgelse fandt ud af, at den hårde tone i særlig den politiske debat på de sociale medier får hele 56,5 procent af danske unge mellem 16 og 26 år til at gemme tastaturet væk og holde deres meninger for sig selv.  En anden undersøgelse viser, at samme aldersgruppe henter de fleste af deres nyheder fra netop de sociale medier Jeg har selv to voksne døtre og ønsker, at de skal vokse op med håb og troen på, at demokratiet nytter, at man sagtens kan være uenige, men respekterer hinanden ved at lytte, læse og deltage.

Hvem?

Jeg traf et valg i foråret med de midler findes og de evner jeg har. Jeg vil invitere og synliggøre det fine ved livet. At undlade det er en skam, men naturligvis også et valg. Med lidt held, kan jeg måske give nogen lysten tilbage eller i det mindste, gøre nogen i godt humør. I min ungdom og senere i mit voksenliv, har jeg måtte se min mor (Pia Kjærsgaard) parodieret og tegnet til uigenkendelighed. Jeg har hørt hende blive hånet, spottet og spyttet på. Hun er blevet latterliggjort, nedgjort og for mig, fremmedgjort. Hensigten med det har måske været, at “sparke til hjørne” – “sætte (eller helst banke) på plads” – “give igen af samme skuffe”, håne, afstå og afslå. Af det har jeg lært, er være stærk, men først og fremmest, ikke at blive “som dem”, men at tale pænt til og om andre.

Hvordan?

Ord er min måde at “se og opfatte” Verden på. Gennem de ord jeg kender og hele tiden tilegner mig. De giver mig en fornemmelse og forståelse af hvad og hvordan jeg kommunikerer. Jeg er et meget priviligeret menneske og det forpligter. Ingen hensigt uden handling. Jeg tænkte, at blogge var en metode at byde sig til og indenfor og derigennem blive bevidst om måden vi taler med og til hinanden på. Håbe,   at de unge igen får lyst til at blande sig og deltage i demokratiet – også på de sociale medier. Det handler nemlig ikke om mig.  http://letloverule.dk  er et ventileret alternativ, hvor vi ser hinanden i øjnene, taler ordentligt og møder hinanden. Man behøver ikke at være enige, men selv er jeg er opmærksom på, ikke at blive “grim, dum og primitiv” som dem jeg ikke er enige med. Hverken Verden eller vi bliver kønnere af, at være vred; Hverken udenpå eller indeni.

Hensigten er at så mange som muligt deler det gode budskab, at vi bliver flere – det er målet. Jeg kan ikke alene, men med lidt hjælp og dialog fortsætter jeg. Lad os gøre os umage og hjælpes ad med at tale Verden op igen.

//Nan

 

 

 

 

Alle er vi sønner eller døtre af nogen

Alle er vi sønner eller døtre af nogen

Mine døtres initialer er tatoveret omkring mit håndled. Et C og et O. Det føles rart og trygt at have dem der, at have dem tæt på. Alle er vi sønner eller døtre af nogen. Selv, er jeg datter af Pia Kjærsgaard. Det er en ulastelig og ufraviellig kendsgerning. Hun er en del af mig og jeg af hende – uanset. Der har været misforståelser, mistænkeliggørelse og miskredit, men også masser af omsorg, gode manerer og manøvredygtige svar på klar, parat start spørgsmål. Næ, det har ikke altid været let, men med årene, er det blevet lettere til trods for, at hun netop i dag fylder mere.

Min mor er Hovedgaden. Færdselsåren som leder og fordeler og trafikken. Man kører igennem den dagligt. Det er man nødt til. Den er ikke til at komme uden om. Den skal passeres for at komme hjemmefra. Det kan tage en voldsom tid, men før eller siden sker det. Jeg kender kvarteret godt. Alle kender Hovedgaden og jeg plejede at kende alle smutvejene. Men af og til, bliver der bygget om og forandret og uden, at jeg har lagt mærke til det, er der kommet en ny stikvej som render ud eller ind i Hovedgaden.Tidligere var jeg selv en af dem der luskede rundt i miljøet for at finde andre veje, men byen udvikler sig og det har jeg accepteret. Der vil altid være hovedåre. Det er helt fint at køre igennem, ned ad eller op til, men ikke over. Der skal være en vis respekt for, at der er flere på vejen, omend kun én Hovedgade – hadet og elsket.I dag skal vi fejre 70 års fødselsdag. Jeg vil iføre mig den kjole min mor faldt for på en familietur til Ribe i sommer. Hun kunne ikke selv passe den, men jeg fik handlet den i smug for at overraske hende. Jeg vil synge en sang for hende og holde en tale. Og så vil jeg læse et digt så hun ved, at vejen er beklædt med det blødeste græs en barfodet datter kan betræde. Alle er vi døtre af nogen. //Nan

Det er måden du går ned ad trappen på

Der hvor den ene fod hænger frit i luften

Inden den rammer næste trin

De små lyde du frembringer

Uden at åbne munden

Det lange host i albuen

Måden du skærer brød på

Og går i stå

Forsvinder

Og skærer igen

Den lille malkeskammel ved telefonen

Og den håndskrevne telefonbog

I vindueskarmen

Din ulæselige håndskrift

På den sløjdlavede

”Husk at” træpind med

en strimmel af papir

sokkerne i sandalerne

og slåbrokken løst omkring

på den lille stigestol

i hjørnet af køkkenet

ved siden af Melissamaskinen

stakken af aviser

og madame blå

det våde hår der er redt stramt tilbage

inden det bliver føntørret

og krøllet til den frisure vi alle kender

og folk tror, at de ved at tegne den frisure

ved hvem du er?