7 – 9 – 13
Mine damer og herrer. De næstkommende indlæg er en trilogi – en trilogi om tro. Det første begynder i barndommen, handler om en lille tilfældig piges barndom og om overtro. Det andet indlæg handler om en ung mand, en helt tilfældig ung mand, og om mistro. Det tredje indlæg handler om at tro og vigtigheden i at formode og forudsætte, i livet som en helt vilkårlig voksen. Indlæggene kan naturligvis læses uafhængigt af hinanden; det er jo blot beretninger i tre dele, der hver især udgør en afsluttet helhed, men som beskæftiger sig med et fælles tema. I dette tilfælde ….. tvivl.
Hun var barn i starten af 70´erne og voksede op i en forstad til København. For at komme op til huset hun boede i, skulle man gå gennem en låge og op ad en lang stenbelagt flisegang til det gul pudsede hus. Foran huset, en græsplane med en lille bakke som gik jævnt nedad. De dage hun var alene og i eget selskab, lagde hun sig på græsbakken med den ene arm under hovedet og iagttog det lille liv. Bænkebidere, ørentviste og græshopper, Humlesneglebælg, Bellis og Hvidkløver. Hendes morfar havde fortalt hende, at hun skulle se særligt efter firkløver, den sjældne og afvigende art, som bringer lykke. Mange timer gik med at ligge der på bakken og søge efter det lille lykke symbol og gennem hele sin barndom lykkedes det hende at finde to. Henrykkelsen var himmelhøj og begejstringen blev ikke mindre, da hun med stor anerkendelse fik de to små lykkebringer tørret og presset, i en af de gamle bøger med guldskrift på ryggen.
Og sådan var der så mange små hemmeligheder, den ældre generation, indvilligede hende i, mens hun voksede op. Der blev banket under 
bordet, når nogen kom med en forudsigelse, paraplyer blev slået op udendørs, da det ellers ville bringe 21 dages uheld at slå den op indendørs. Sko måtte aldrig sættes på bordet, da det kunne betyde dødsfald og så man en sort kat krydse vejen, skulle man spytte over venstre skulder. Stiger skulle man gå uden om og ikke under, da det betød, at der var fare på færde og hvis man ønskede sig noget, skulle man krydse fingrene. Var man 13 til bords, skulle man dække op til nummer 14. da en i selskabet ellers ville omkomme, inden året var omme. En hestesko var derimod enslydende med lykke, hvis buen bare hang nedad og kunne gribe lykken eller buen opad så lykken kunne komme ind i den…..Syv var et lykke tal og gav rytme i livet.
Hun troede på det meste, hun havde jo heller ikke grund til andet …. De mange huskeregeler blev flettet ind i lege som hun selv fandt på, som fx ikke at træde på stregerne i fodgænger feltet og så naturligvis ønsket, om at eje den hvide sten og hedde Fie og have en ven med navnet Hambus. Hverdags magi for et barn, som jo blot skulle skærme det, mod at blive for overmodig eller bare, beskytte det ….. de små ritualer gjorde jo ingen fortræd og kostede ingenting. Hun voksede op og tog lidt af det uforklarlige med sig og bevarede det eventyrlige i at være til. Det føltes rart at slå korsets tegn eller tilkalde en skyts engel eller spytte efter nogen og ønske dem “knæk og bræk. Der var blevet skabt et frirum, med plads til accepten af, at der findes noget større. Standse det antagelige og rationelle og istedet lade tankerne få frit løb og med lidt held, mødes……Prøv at se op – Kan du se det?
Her er hun så. Virkeligheden er, hvad vi står for, men de fleste mener at vide, at der er så meget mere. Nogen af og til, de fleste hele tiden. Alt det vi ikke kan forklare, men måske er det det, der er det fine. Måske vi skal genfinde den lille pige og blot acceptere, at det for nogen, føles fantastisk at tro på undere og mirakler og at det for dem er et faktum.
//Nan
