Lov er noget man bliver enige om …

Lov er noget man bliver enige om …

“Drugfree school zone” står der på skilte på mindre villaveje i New Jersey, New York. “Selvfølgelig”, tænker jeg, “drugs” og “school” har man da aldrig kunne sætte et lighedstegn mellem. Måske tænker jeg også, at det er en anelse amerikansk at lave labels, skrive skilte og illustrere eller nedfælde letlæselige procedurer for at sikre sig mod sagsanlæg, anklager og retssager. Et forsøg på at gennem tænke alverdens scenarier for at skærme tilbyder, udbyder og faldbyder, forbrugere og forbrugssvarer – eller bare dig og mig. På den ene side, tænker jeg, fratager og frisiger det, det enkelte menneske for at agere og bruge et “voksent øjeblik” på selv at finde svar men, tænkte jeg også, er det på den anden side er utvivlsomt og bydende nødvendigt med retningslinje. Moralske og lovmæssige regler og reglementer for at sikre en demokratisk konsensus og en vellykket klang mellem  til- ud- og faldbydere, arbejdsgiver og arbejdstager, voksne og børn, medborgere – eller bare dig og mig. Det er sådan et demokrati hænger sammen og sådan vi sammen kan leve et fælles folkeligt liv, det giver god mening for langt de fleste af os…..og så er der dem der fjerner sig fra fællesskabet og de bilaterale beslutninger, moralske som lovmæssige fordi de besidder det middelalderlige ord “magt” som benyttes til at tvinge eller som forskeren Robert Alan Dahl beskriver det:

“En aktør der kaldes A, har magt over en anden aktør, B, i det omfang, A kan få B til at gøre noget, som B ellers ikke ville have gjort”

De seneste minutter, de seneste uger, måneder og år har primært kvinder, forsøgt at få primært mænd, til at opføre sig, som det står skrevet, nedfældet og vedtaget mens vi i selvsamme sekunder, ser skeletter og spøgelser, rasle ud af skabene. Samtlige cirkulærer og nedfældede kodeks bliver igen støvet af og endnu engang må man minde om, at gensidig etikette bør følges op af ideologien, ordentlighed. Ordentlighed kan man ikke skrive sig ud af. Ordentlighed er en form for følelse, en følelse  i forhold til en selv, men i lige så høj grad og måske i højere grad, overfor ens medmennesker. Ordentlighed er evnen til at give plads, holde igen og tøve. Er man i stand til det, kan man nemlig nå at se sagerne fra en anden synsvinkel end ens egen. Den egenskab er uvurderlig og uundværlig, når man har magt og dermed formår og kan. Med magt følger ydmyghed, etik og moral, egenskaber som er forbundne med den tillid kvinder og mænd, os alle, du og jeg overgiver os til, ved at tilkende enkelte andre “råderetten”. Det er et almenkendt ansvar som enhver som bestiger bjerget må vedkende sig og leve op til .

“Selvfølgelig”, tænker jeg igen og begynder at forstå, skiltenen og de små opråb rundt omkring på de mindre villaveje i New Jersey. Noget er fat, noget er begyndt at skride og beborene/borgerne beder om forandring. De vil ikke at “drugs” og de der står bag, skal tage magten over deres børn og unge. Derfor har de stiftet en organisation i samarbejde med politi, skole og forældre som hver især handler på ordene “drug free school zone” og med stor succes. I begyndelsen var ordet … men der skal mennesker bag. Mennesker som beslutter sig, som besidder og er bevidste om en uomgængelig ordentlighed og kender selvbegrænsningens stilarter.

I et villakvarter handler det om penge og om børn og risikoen ved at få børnene til at gøre noget, de endnu ikke selv, kender konsekvensen af. I et lille land handler det  om magt og om kvinder og om mænd og misbrug og misforhold  nogen nu har taget konsekvensen af. Er der en fællesnævner tænker jeg, mellem drugdealers og magtmisbrugere, børn og forurettede? Der er i alle tilfælde en ubalance og en skævhed hvor ligeværdet er forsvundet og almindelig sund fornuft, omtanke og respekt er noget man forsøger at skrive sig ud af. De mennesker som skriften henvender sig til, skal desværre endnu engang mindes om, at statements skal følges op af god gammeldags ordløs ordentlighed.

//Nan

 

Noget har vi med os

Noget har vi med os

Kylle Kofoed kunne formulere sig. Hun lagde vægt på modtageren og, at man forstod hvad hun sagde. Hun gjorde sig forståelig. Hun talte ikke meget og kun sjældent om sig selv, men om Verden omkring. Hun boede i Gustav Adolfs gade på Østerbro. En stor stuelejlighed med karnap med farvede glasmosaikker. En lang fordelingsgang ned til køkkenet med gasblusset placeret på et kakkelbord. I køkkenet sad jeg på det lille skuffedarium med klædebørster og skocreme og lyttede til den lille spinkle dame, med det let blånende hår fra fikseringsvæsken; vandonduleret af frisøren en gang om ugen. Hun lavede varm kakao af kogechokolade og sødmælk og når den var klar, gik vi til opholdsstuen hvor jeg blev sat i sofaen, fik en serviet i skødet og skænket en kop varm chokolade af porcelænskanden med de blå blomster. Selv, satte hun sig i lænestolen ved siden af og sørgede for, at den plisserede lette nederdel som var skåret under knæet, lagde sig pænt. Om det ene håndled havde hun et guldarmbånd formet som små mursten, på det andet var lænken mage til, men smallere og i midten sad et mikroskopisk lille ur. I håndtasken fandt hun mintkarameller. Én til hver og når vi sagde farvel, fik jeg af og til en mønt. Til fødselsdage, lå der en hvid kuvert fra hende, påklistret et lille Dannebrog og med klein krøllet håndskrift. D. 22. april 1972 tog hun mig i hånden med til København for at se den sidste sporvogn køre.

Kylle var min oldemor. Jeg havde hende til jeg var 27 år gammel.

 

Vores døtre kan formulere sig. De er optaget af det de har på hjerte og bliver ærgerlige, når ikke jeg fanger hvad de siger – første gang. De er ivrige når de taler og bruger ikke meget tid på at gøre sig forståelige. De taler ofte om sig selv. Vi bor i hus i Hellerup med et stort køkken alrum (hedder det stadig det?) Når vores døtre er på besøg, sidder de på køkkenbordet og fortæller om venner og veninder, hvor de er på vej hen eller lige er kommet fra. Deres hår er langt og lyst og bliver vasket hver dag, føntørret og tilført en hel del produkter. Vi drikker kaffe af kopper uden hank. Jeg maler bønner og brygger og skummer minimælken, drysser kanel på toppen. Vi hænger i køkkenet, mens vi drikker den og tager et stykke papir fra køkkenrullen hvis vi skulle spilde. Vores døtre har sportstøj eller jeans på. De bruger ikke ur, men har tre eller fire huller i ørerne og tatoveringer. De åbner skuffer og skabe og finder mandler&rosiner, skærer frugt&drysserkokos eller brækker af 70%mørkchokolade&lakrids. Når de har fødselsdage skriver vi på bagsiden af et farverigt postkort med store blokbogstaver og når de går, overfører jeg af og til på Mobilpay. D. 3. september 2017 så jeg og vores døtre på foto og jeg fortalte om deres tipoldemor.

Kylle var oprindeligt gift med en bokser med hvem hun fik Tutte. Kylle ville skilles og giftede sig istedet med Ras, en håndværker. Datteren Tutte blev gift med Poul, indehaver af en farvehandel. Ham forlod hun for at blive gift med en af hans venner. Inden da havde de fået Pia som giftede sig med Henrik, forsikringsassurandør, forblev gift,men stiftede også et parti. Og så kom jeg, Nan. Jeg er gift med Nikolaj snedker og så længe jeg kan huske, har jeg kunne formulere mig og gøre mig forståelig. Vores førstefødte hedder Carla. Hun er soldat og praktiserer fred i Verden. I fem generationer, er pigen den førstefødte.

En har fortalt, at et menneske lever videre, syv generationer frem, Kylle var viljefast og handlekraftig, holdt på sin ret, men altid med respekt og ordentlighed overfor andre, Det spor er trukket gennem nu fem generationer af kvinder med meninger og mod og på hver vores måde har vi forsøgt og forsøger at give udtryk og gøre indtryk, være opmærksom på fortiden for at gøre blot en lille forskel i fremtiden. Min inspiration begyndte med Kylle Kofoed og i går indså jeg, at hun lever og har leveret sine ærlige og kampivrige dyder, som i femte generation er dybt funderet i Carla.

//Nan