af talverdenop | jun 3, 2018 | Hverdagstanker og drømme
Det er virkelig tankeløst at tisse i en port eller foran et plankeværk
Det er oprigtigt uansvarligt at smide tomme plastik krus og andet affald på gaden
Det er ubetænksomt at spille høj musik og så ovenikøbet på en hverdag
Det kan være irriterende at trafikken må gennes ad omveje da et par hovedårer er spærret i nogle timer
Men sådan er livet jo også og måske er det netop derfor, at man bliver tiltrukket af gadefesten, Distortion. For lige som livet kan vise tænder, svine, rode, være beskidt, holde en hen, være hensynsløs, så varer det ikke hele livet, men kun et øjeblik eller nogle timer. Det forsvinder igen og det genkendelige tager over og trafikken kører igen, menneskene fortsætter deres færden og larmen (eller musikken) er forsvundet.
Distortion er en musik- og gadefest, der fandt sted første gang i 1998 i København – I år fejrer Distortion 20 års fødselsdag. Hver dag i løbet af de fem dage gadefesten varer, regner man med at se 120.000 gæster .
Det er en begivenhed begavet med masser af musik, mennesker og muligheder for at té sig, være tosset og tage København i brug på en anden måde. Et orkestreret kaos som indtager de ellers befærdede gader og stræder, vandrer, danser, dasker…. 
Nogle timers frirum som forandrer København fra sin genkendlighed til knap så kendt, hvor politiet bliver omfavnet og stiller op til utallige selfies, hvor flaskesamlere organiserer sig med plastiksække og indkøbsvogne og hvor butikker enten barrikaderer sig eller bruger situationen til at øge omsætningen. Formålet er at måske at hylde København og byens ånd, men også at lytte til europæisk avant-pop/rave og hylde gadefesten.
For hovedpersonerne bag opstod idéen “Just for fun” og det er det formål jeg læner mig op af.
Men som med livet, skal man passe på det og ikke misbruge det. Det skal holdes om og fyldes med empati, omtanke, respekt og taknemmelighed. Livet bliver så meget lettere at være i, hvis man giver slip uden at miste og holde fast, men også husker hvad man holder fast i, før man giver slip. Og som med livet kan det være gratis at deltage, men investerer man (i et gadearmbånd fx) bidrager man, ikke blot til egen overlevelse, men også til kommende generationer ( og gratis gadefester) Man kan ændre meget for få, ved at ændre sin indstilling eller blot ved at tage stilling.
//Nan
af talverdenop | maj 17, 2018 | Hverdagstanker og drømme, Poesi og sproglige finurligheder
Det er længe siden, at nogen har trådt mig i hælene så skoene falder af, bevidst. Det er længe siden, at nogen er kørt ind foran mig på cykel, så mit forhjul har ramt deres baghjul, med overlæg. Det er også længe siden, at nogen er gået ind foran mig, for at afskærme den køreplan eller den forside på Metro Express jeg er i gang med at læse ….. hvis nogensinde. Der er masser af måder og metoder at færdes i det offentlige rum på; langt de fleste fungerer formidabelt og det er ukompliceret og ubesværet at holde til højre, når to gående skal passere hinanden eller lade én komme ud af en butik, før man selv træder ind. Nå ja, det er måske lidt gammeldags, men det er solidt og socialt og peger i retning af et mere bekræftende og positivt samvær. “Jeg ser dig!”. Holder man albuerne lidt ind til kroppen, er der basis for at kommende generationer også lærer hensynsfuldhed at kende og at “old school” kan blive “the new tool”
På Nørreport Station, under jorden ved metro stationen, står vi mange og venter. Idet metroen ankommer, flokkes folk om dørene og kun få træder til side, så de der er inde, kan komme ud. Vi maser os forbi hinanden og kigger hastigt, til både højre og venstre for at se om det lykkedes os, at komme ind og få en siddeplads. Det lykkes sjældent og ærgerlige, stiller vi os tæt, dog uden at røre hinanden, og balancerer os frem til destinationen. Skulle nogen rejse sig undervejs, så der bliver en ledig plads, er der pludselig ingen af os, som er interesserede længere. “Bare tag den – jeg skal ikke i forlegen karambolage om en siddeplads”, synes de fleste nu at tænke.
I køen i supermarkedet, har de fleste sat deres kurv på gulvet foran sig. De har fundet deres telefoner frem, mens de utålmodigt skubber til varerne, dog uden at kurven rammer den foran. Andre står med korslagte arme og vurderer køens længde, om det mon kan svare sig, at tage køen ved siden af? 
En kunde nærmer sig kassen bagfra og folk kigger op fra telefonerne og hænderne som før var korslagte, bukker sig for at tage fat i kurvens håndtag da hun spørger: “Åbner I en kasse mere”. Kassedamen trykker på en knap og en stemme beder en flink medarbejder, om at komme til kassen. Kunden forsøger at regne ud, hvilken en af kasserne, der mon vil åbne og stiller sig mellem to, istedet for at gå bag en af de allerede eksisterende køer, som alligevel, lige om lidt, vil gå i opløsning.
Ved security i lufthavnen bliver passagerene guidet gennem reb og bånd, men kun til et vist punkt. Herfra kan man gå både til højre og venstre. På netop det sted, er der altid en vis tøven….højre…..venstre? Nogen går et par skridt til venstre, men fortryder og vælger istedet højre. Andre er mere målbevidste og har allerede ved båndets start, regnet den ud, men kun lige indtil de når frem til det sted, hvor bælter, computere og små plastikposer med væsker i 100 ml. størrelser skal frem. Ikke alle har fået telefonen eller småpengene ud af lommerne og fortrydelsen og skuffelsen over at vælge den forkerte retning, får de bagved stående til at slå ud med armene og ryste på hovedet.
Daglige scenarier som de fleste af os ser os igennem. Øjeblikke, hvor nogen vinder et par minutter, mens andre må lade et par minutter gå. Sådan er livet jo også, men i de øjeblikke det står på, bliver det let til ufravigelige og utilgivelige minutter, som vi stjæler fra hinanden. Jeg er vokset op eller måske opdraget med, at måtte vente til det blev min tur, ikke at mase, at lade fadet gå rundt før jeg selv måtte tage, rejse mig for et ældre medmenneske i de offentlige transportmidler, at tale pænt og at smide skrald i affaldsspanden. Senere forstod jeg, at man naturligvis ikke parkerer på en handicap p-plads, medmindre man er handicappet, at man tager en pose med til sin hunds efterladenskaber og at holde den i snor, hvor det er påbudt samt at hilse på sine naboer og undlade at slå græs efter klokken 20:00. Det har aldrig været kompliceret, men en daglig fornøjelse at give plads, tillade og tilgive. Det er let at undvige, stikke ud og stikke af fordi man kan, men man kan også undlade det og gøre det lettere for flere ved at indgå, med lidt fornuft og forstand. Det handler om hensyn, omtanke eller omsorg. Menneskelige værdier som vi til stadighed, bør holde fast i, videregive og udveksle med hinanden.
//Nan
