For god ordens skyld…
Det begyndte vel i AIDS-Fondet eller måske før i virkeligheden? Der er nogle erindringer om, det der med at finde det ekstra overskud og den ekstra tid det er, at give en hånd med ligger langt tilbage, men overvejelserne om, hvorvidt jeg skulle fortælle hvem jeg er datter af eller ej, ligger endnu længere tilbage. I forbindelse med studierne måske? Jeg husker ikke længere helt hvornår. Som frivillig i AIDS Fondet var det let. Her handlede ingenting om politik, men udelukkende om mennesker. Det var tilbage i starten af 90´erne og vores opgave var at oplyse, for at mindske fordomme og diskrimination.
Fra AIDS-Fpmdet fortsatte jeg som frivillig hos Institut for Menneskerettigheder i informationsafdelingen. Det blev straks sværere. Interessen for at hjælpe og sikre konventioner og menneskets ret, var fortsat intakt – det var ikke i den retning overvejelserne gik – det var den politiske del af det. Som barn af en politiker, dukkede tanke vanskelighederne op. Burde jeg fortælle direktøren, hvem jeg min mor er eller kom det egentlig ikke min indsats i instituttet ved. Men hvis de nu troede eller mistænkte mig for…..Jeg endte med at fortælle det.
Nogle år efter begyndte jeg at arbejdede som frivillig underviser hos Hovedstadens Røde Kors. Min opgave bestod i at informere om HRK og at rekruttere nye frivillige. Heller ikke her, var politik et tema…. lige indtil vi blev venskabsfamilie, som del af et integrationsprojekt, med en herboende etiopisk familie. Det blev vi mere eller mindre samtidig med, at min mor overlod sin formandspost til en af sine yngre kollegaer og den avis, der ikke fik historien først, satte mig på forsiden med ordene; “Pia i dyb splid med datteren”. Her blev eksemplet med voresvenskabsfamilie brugt, for at “understrege” hvordan jeg tilnærmelsesvis forsøgte at provokere eller lege Rasmus Modsat i forholdet til min mor. De spurgte aldrig mig, for så var den historie aldrig blevet til noget.
I dag, er jeg frivillig i Danmarks Radios Dialogforum og dilemmaet er blusset op igen, i virkeligheden tror jeg, som det gør hver gang jeg træder ind i en ny sammenhæng, studiekreds eller organisation. Medieforliget skal inden længe forhandles på plads og mens jeg lytter til diskussionerne om hvilke politiske meldinger og overvejelser de forskellige har gjort sig, vender mine følge-tanker tilbage. Skulle jeg for god ordens skyld lige nævne, burde jeg, ikke for min, men for deres måde at tale om…….fortælle….hvem min mor er? Ikke for, at der skal tages nogen former for hensyn, nok mere for at ingen efterfølgende, behøver at tænke igennem, hvad de fik sagt.
Det er et livsvilkår og det er helt i orden. Jeg har fundet en vej i det, både i skolen, ungdomslivet, forskellige job og uddannelser og i vores døtres liv, i deres vuggestue, børnehave skoler, konfirmationsforberedelse og uddannelses institutioner og de har fundet deres vej. Det er vi ikke de eneste der har. Mange børn og senere børnebørn, måske endog oldebørn og efterkommere, vokser op og er, eller har været, i familie med nogen, nogen kender, nogen ved hvem er og/eller nogen har en mening om. Det bliver lettere med årene og man bliver bedre til at finde rundt i det verbale landskab. Og man må gerne spørge og jeg svarer, men har nok allerede selv fortalt det. Jeg gør det ikke for at virke interessant, beskytte eller undskylde mig selv, men for, at afsenderen af et ikke sjældent gennemtænkt udsagn, efterfølgende, behøver at slå øjnene ned og forklare sig, når først de finder ud af…. at jeg jo i bund og grund, er mig.
Tilbage til udgangspunktet for letloverule – Det handler om øjenkontakt, mødet med mennesker og den gode dialog.
//Nan
