Klokken er 8:13 og jeg går mod toget. Venter ved vejen indtil manden bliver grøn og deler et sekund op i, at jeg skal til at gå, men stopper da en cyklist passerer forbi mig i høj fart. Yderligere et sekund deles op i at registrere hjerteslag og cyklisten med øjnene, imens jeg igen indstiller mig på at gå. To bag mig venter ikke yderligere sekunder og bakser uden om mig, med hænderne i lommerne, blikket ufokuseret og hvide høretelefoner i ørene. Klokken 8:23. Toget til tiden. Det kører på skinner og fordi jeg har bagage med, går jeg ind i cykelkupeen hvor vi står tæt med pakkenelliker og daggamle aviser. Med kropssprog, bliver der signaleret, at nogen skal ud, andre ind og vi rykker rundt uden ord, som brikker på et skakbræt. På Hovedbanegården bliver der mere plads og jeg sætter mig ved siden af en ung mand. Overfor mig sidder, det der skal vise sig at være en russisk talende dame. Toget sætter i gang og nu taler den unge mand med, hvem jeg formoder må være hans kæreste og den russiske dame taler …. med en. For et øjeblik siden var jeg en lykkelig mus med en stor gul ost. Nu opdager jeg, at osten har ligget i en fælde. Jeg overvejer flere gange at vove flugtforsøget, men ved godt, at det ikke er et spørgsmål om at blive fri, snarere hvilken samtale jeg hellere vil høre. Jeg må transcendere. Den unge mand ser sit eget spejlbillede i ruden og jeg ser med, for ikke at få øjenkontakt med den russiske dame, som jeg ikke tror, taler til …. mig? Den unge mands telefonsamtale er ved at udvikle sig til et  drama der lige så godt have været en skilsmissescene i en Ingmar Bergman film. Den russiske dame har høretelefoner i, ser ligefrem og ser igen ud som om hun taler til ….  mig? Hun taler højt. Som om hun vil råbe nogen op i Moskva eller…. mig? Mine ører forsøger at lægge sig fladt ned langs kinderne sammen med blikket, der forsøger at finde udgangen i buret.  Da toget stopper i Københavns lufthavn stiger jeg af og får desværre ikke slutscenen med den unge mand og hans kæreste med.

Klokken er 14:17 lokal tid, en arbejdsdag senere i New York. Jeg begiver mig mod toget for at komme til Manhatten. Vi venter civilicerede i kø ned ad rulletrappen som fragter os under jorden. De der vil transporteres står til højre, de der får rulletrappen til at køre, går til venstre. I toget sidder vi tæt. Alle de blå plastiksæder er optaget. Der er stille. Hver især, optaget af deres device, bog eller avis og nogen har høretelefoner i ørene. Man står af og på, myldrer op og ned og ind og ud og hvis nogen har mere travlt end andre siger de “excuse me” idet de passerer. Det gør man også I de små trange gader omkring boulevarderne. Man passerer hinanden, men ikke uden at gøre opmærksom på det. Jeg opfatter det som: “Jeg har set dig”. Klokken15:54 i en større butik stiller jeg mig i en længere kø. Ingen spørger, om de vil åbne en kasse til, men  da det bliver min tur, spørger ekspedienten mig, om vejret stadig er dejligt? Jeg svarer, at det er det. Hun siger, at hun først har fri kl. 20 og derfor har medbragt et tørklæde og jeg siger, at det da var fornuftigt. Udenfor holder bilerne stille hver gang jeg nærmer mig et kryds uden lys. Vi har øjenkontakt og jeg løfter hånden som tak når jeg går over. Ved et andet kryds med signal, venter vi på at manden bliver grøn og en menneske-mand til højre for mig siger, at han er vild med mine sko. Jeg takker og siger,, at jeg også er rigtig glad for dem. Tilbage i toget sidder vi tæt. En hoster lidt og dørene går op og i – mere er der ikke. Life, Liberty and the pursuit of Happiness.

Klokken er 7:44, hjemme igen og jeg hopper på metroen i lufthavnen. Jeg står op langs væggen med udsigt til otte sæder. En voksen mand taler i telefon. Han holder telefonen på det ene lår og ser rundt på de øvrige, mens han færdiggør en hushandel. Tre unge mennesker sidder med ansigterne i det violette lys fra deres telefoner, mens en fjerde fotograferer sig selv, med for mig, ukendte ansigtsudtryk. Herren overfor manden der taler om hus-handler, har en Ipad på skødet. På sædet ved siden af ham står en mulepose, hans jakke og en mappe. Måske med mad og nøgler. På det sidste sæde sidder en dame med Metro Expressen. Hun ser flygtigt på manden med hus-handlen som nu har ringet sin partner, eller er det en fra banken, op. På Nørreport skifter jeg til S-toget. Vi går og står til højre og venstre på rulletrappen som skal føre os op på perronen. Det vrimler med arme og løse håndled der støder hinanden og min rullekuffert kører over nogens fod og jeg vil sige undskyld, men foden på benet er væk mellem andre heste i hastigt trav. Fordi jeg har bagage med, går jeg gennem dørene til cykelkupeen. Jeg opdager en plads mellem to læsende mennesker i stillekupéen. Jeg kiler mig hurtigt ned som et øksehug i et stykke brænde. Håndtasken har jeg på skødet og jeg drister mig til et blik på damen til højre hvis sko jeg  synes er smukke. Lyden fra manden der sidder på den anden sides høretelefoner er skruet højt op og vi hører The Weeknd. Jeg husker at chekke ud på Bernstorffsvej Station og mærker morgenkulden. Nogen skulle måske have husket mig på, at jeg skulle have haft et tørklæde med.

//Nan