Nå, så det sådan ud – livet
Min første dagbog fik jeg af min morfar og hans kone. Gennem årene stødte flere dagbøger til. De første var med hård ryg og blødt omslag, derefter rakte et kasseret, linjeret simpelt stilehæfte. Det var ikke daglige opdateringer af barndommens begivenheder snarere, en hemmelig ven man af og til kunne trække frem og betro sig til. Her kunne jeg stille utallige ubesvarede spørgsmål og selv forsøge at svare eller blot give mig hen til indfald eller betragtninger Jeg rettede blikket indad, dykkede ned, mens nye sider af samme sag dukkede op. En praksis som jeg i mange år praktiserede og som jeg i dag, fortsat finder forklaringer og fortidserindringer i. De perspektiverer min nutid og former.måske min fremtid.
Den og så mit første fotoalbum med mine egne fotos sat på pap, adskilt af pergament. Fastlåste situationer af øjeblikke, betænkeligheder, tilfældigheder og festligheder. En opretholdelse af en tid der var. Et tilbageblik og brudstykker af min barn- og ungdom som for de fleste vil være uvedkommende, for mig både meningsfuld og altafgørende. Et livsdokument fra en tid, en stil, mit tilfældigt levede liv som forklarer og besvarer lidt af hvem, hvorfor og hvornår.
De to re nu smeltet sammen til en. Jeg skriver og supplerer med et foto fra den signede dag. Til forskel fra tidligere, er fotografierne samlet i et album på Instagram hvor håndskriften ikke længere er banal og jeg skal bladre digitalt.Jeg tilføjer et foto hver dag, forsøger at fange et at nuets utallige øjeblikke til fremtidig retrospekt. Modsat før, har jeg rettet blikket udad. Det handler ikke længere udelukkende om mig, men om at indgå og eksistere i et fællesskab. Om at fokusere og få øje det nu, som jeg ser og som om lidt forsvinder. Om at kysse, gribe og fange det satans liv, som TV2 synger. Bevare blot en lille bid af en tid, som om lidt er forevigt forandret.
Livet er lineært og cirkulært. Det er flygtigt og alligevel så stillestående. Det har de seneste måned vist og det har givet anledning til at genlæse, gense og gennemgå. Jeg forstår nu, hvor jeg ser tilbage og selv om alt er forandret fra jeg var barn til jeg var ung, fra jeg var single til jeg blev gift, fra jeg var og til jeg blev mor og igen for blot nogle måneder siden da jeg var til koncert, gik på udstilling, kom hjem fra rejsen til Marrakech eller landede fra min seneste flyvning til Tokyo, er det også kontinuerligt. At selv om tiden for en stund er statisk, vil den om nogen tid være tæt på magisk. Det fortæller min forbundne fortælling gennem flere årtier, forankret i stillestående stunder. Det er det fotografier og dagbøger kan, de kan bringe os steder hen vi ikke kontinuerligt kan huske, men let kan komme i tanke om. Måske derfor dokumenterer og strukturerer jeg min nutid, for at skabe eftertanke i frem- og eftertid. Især og særligt i denne så sære tid, så ….
Kære Dagbog …..
//Nan
