af talverdenop | jul 21, 2019 | MIG
“Jeg begynder altid dagen med en banan og en hytteret” siger min kollega. “Det er blevet en god og fast vane.” Mere skal der ikke til. Jeg er i gang med mit næste indlæg.
Jeg er stewardesse og har fløjet i snart 30 år. Mit arbejdsliv er omskifteligt og omstilleligt og både besætninger, destinationer, passagerer og procedurer, er forskellige fra forrige gang jeg var på arbejde. Det er ikke en ulempe … snarere en “forlempe” at arbejdslivet er foranderligt og fleksibelt. Hverdage og weekender skaber man selv, da jobbet kalder uanset højtider og helligdage eller timer på døgnet. Søvn og spisning afhænger af flyets afgang og fly har sin bedste tid på vingerne i vinden – uanset.
Denne eftermiddag er der afgang fra København til Tokyo. Vi flyver hen på eftermiddagen og efter ca. tre og en halv time, er det spisetid og hviletid for besætningen. Hver især har vi mulighed for en pause på den 10:45 timers lange flyvetur og nettop nu sidder jeg i mørket og bør hvile velvidende, at det er den eneste hvile jeg kan få denne nat. Om lidt er det mine kollegaers tur, om lidt er natte omme og når vi lander i Tokyo om yderligere nogle timer, er det årle formiddag. Jeg lukker øjnene og dér bag øjenlågene, begynder månedens film.
Vi er i begyndelsen af juli. Jeg er netop stået af toget i Williamsburg, New York. Jeg drejer 180 grader for at orientere mig og forsøger at opfange hvert et tegn om at dreje mod højre eller venstre – et menneske, en facade, et blomsterbed. Det er den indre dialog impulsiviteten og improvisationen det viser vejen – der er ikke noget mål.
Min kjole er ikke længere grøn, men gul og jeg er ikke længere i New York, men er ankommet til Chicago. En somalisk taxachauffør har netop sat mig af i Bucktown. “Èt barn kunne han brødføde i USA mod de 12 han har i Somalia”, siger han. Jeg går under jernbanen og de grafitti dekorerede facader – det var dagens mål.
Nyklasissistiske huse i pastel og brostensbelagte bakkede gader. Min kjole er ikke længere hverken grøn eller gul, men blå og jeg er i Washington. Jeg scanner QR koden på løbehjulet og kører mod aftensolen. J. F. Kennedy er malet blandt blomster, frodigheden langs kanalen er kolossal og menneskemængderne driver, drikker og indånder livet som det inviterer til denne aften. Solen sænker sig og jeg ville gerne være blevet lidt længere – det bliver mit næste mål.
Det er tid til at bytte vagt og jeg træder ud af mørket og gør klar til at lande i Tokyo. Klokken er 9:25 lokal tid og jeg tænker atter på min kollega og det lille morgen ritual, banan og hytteret. De små faste holdepunkter i en omskiftelig, uforudsigelig og evig foranderlig hverdag. Den lille genkendelighed af noget der minder om og ligner, en indledning til det der senere skal blive dagens sætning, et udgangspunkt, en struktur og et system ….. Jeg breder armene ud …..Balance …. balance ….. balance ……
//Nan
af talverdenop | okt 15, 2018 | Den positive debat
Afhængig af hvor vi er født og hvem vi er, har ordet mening, hver sin betydning. Mening er bygget på informationer, erfaringer og/eller opfattelser som er individuelt bestemt. Nogen søger den, andre mener at have fundet den, andre igen, lever som Jonathan Havmåges artsfæller; for at overleve. Det ikke leve udelukkende for den side af livet, frigiver plads til tanker. Tanker som for mange skaber spørgsmål, men kun stumme svar. For hvad er meningen, kan vi begribe og hvis og i fald, griber vi det så rigtigt an? Skal vi fortsætte som hidtil eller stoppe og bede om en pause? Undlade at løbe længere eller hurtigere, men bare sidde, lade os stimulere og inspirere for igen at rejse os, muligvis med mindre materialisme, men rigere på meningen med,
Det er formiddag på savannen. Enkeltstående buske og træer bryder billedet af den gulnede græssteppe og varmedisen vidner om dagens tiltagende stærke solvarme. En rød-klædt slank masai sidder under et akacietræ, en parasol af skygge, mens han vogter sit kvæg. Med sig har han sin hyrdestok og som han sidder der, iført de karakteristiske klæder og traditionel tankegang er ikke meget forandret, siden de første beskrivelser af hyrdesamfundet der ærer deres kvæg, ca. 200 f.Kr. Masaierne er selvtilstrækkelige, stolte og til stede.
Masai livet er styret af solopgang og solnedgang, de skiftende årstider samt søgen efter grønne græsgange og vandkilder til kvæget. Mænd og drenge drager afsted i morgenlyset, mens kvinderne bliver i lejren, reparerer hytterne af flettet strå og tætner med tørret kokasse, henter vand og brænde, laver mad, malker køer og ser efter børnene.
Velvidende og vanefast, udfører hver det, der giver mening for slægten og stammesamfundet, men også for os alle sammen.Masaier overdyrker ikke jorden, de efterlader ingenting når de forlader et område for at flytte til et andet og hverken jagter eller slagter vilde dyr. De lever i harmoni og balance, videregiver viden, skikke og ceremonier, kendskabet til krydderurter og til kunsthåndværk, alt sammen noget, der for dem giver mening.
Få dage efter, en formiddag på Manhatten. Skyskrabere skygger langs Skyline og kun ved middagstid når solens stråler ned mellem murstensklodserne. Mangfoldige menneskemængder er på vej, til og fra, ud og ind, op og ned. Alt er i bevægelse, en særegen bevægelse, hvor ingen kigger op, men ind i lyset fra en skærm. En reklame, bøjet i neon på Times Square informerer om, at 86% af den amerikanske befolkning vil være overvægtig i 2030, men ingen ser op og New Yorkerne er selvtilfredse, selv centrerede og uopmærksomme.
Deres liv er styret af klokken for spise- transport- og arbejdstid. Mænd, kvinder og børn drager afsted, før det bliver lyst, afleverer børnene i institution og skole, chekker ind, køber ind og kører hjem for at forenes med familien i nogle timer inden tiden taler for, at man må i seng så man kan passe hver sit. Sirener og alarmer, fløjter, horn – 24/7 – højde og hastighed, løb og larm. Menneskelignende masser maser sig sammen og udfører det, der giver mening for … Forbrug, forurening og efterladt emballage, kemisk fremstillede medikamenter konsumeres og coaching og konsulent bistand er til salg i håbet om hastig forandring.
Tirsdag forlod jeg Afrika, torsdag stod jeg i New York. I metroen, klemt op i et hjørne blandt bukkede hoveder, tikkede tanken om mening spørgsmålet op igen. På savannen var der længde og vide, her er der trængsel og travlhed. På savannen var der udlevelse og nærvær, her er der ubehag og fravær. På savannen var der harmoni og interaktion, her er der mental overbelastning og dis- samfundsfunktion.
Og måske vi bare er og skal være – uden mening, uden at kunne forstå eller have et formål, andet end at give sig hen og være i det, afhængig af, hvor man er født. Jeg tænker om de oprindelige, de første af vores art, at de havde så uendeligt lidt og alligevel så umåleligt meget og i det vil jeg verificere min mening.
//Nan
af talverdenop | okt 10, 2017 | Hverdagstanker og drømme
“Føler du dig fri?” spurgte den ene.
Spørgsmålet kom uventet eller rettere…..hun havde den senere tid spekuleret over om hun var fri, men at blive spurgt så højt og direkte, dét var det uventede. Hun lod som om hun tænkte, selv om hun havde gennemarbejdet svaret og forblev tavs længere end nødvendigt. Konklusionen lød nogenlunde sådan her: “Når jeg er i mit eget selskab føler jeg mig helt fri. I selskab med andre, er jeg bevidst om den frie vilje og udfaldet af det valg jeg træffer og deraf den måde jeg vælger at opføre mig på, men også, at jeg kunne have opført mig anderledes. Som jeg ser det, er det flere måder at anskue det at være fri på”.
Den anden ville vide, om det betød, at hun følte sig ufri, i selskab med andre?
“Jeg tror snarere, at jeg føler en menneskelig afhængighed; et ansvar. Og hvis man på den måde af forståelsen knytter bånd, venskabelige som ægteskabelige bliver friheden jo begrænset, men friheden til at lade være, er i sagens natur intakt. Det er et tveægget sværd. En intersubjektiv intuition. At indgå, udgør også gerninger som vi ingen reel indflydelse har på og til tider stiller det os overfor opgaver vi ikke hverken forstår eller umiddelbart magter at overtage. Det er en livsbetingelse som frihed, ikke står til at ændre. I de situationer, kan man føle sig fanget og længes efter den frihed, man så sjældent værdsætter.
For at være en del af samfundet, samværet og sammenhængskraften, tager jeg tøj på, går på arbejde, betaler husleje, holder til højre når jeg ser en komme gående imod mig og bliver nudget til venstre, når jeg handler (har du lagt mærke til det? ), mod uret. Disse dagligheder (for) binder os. Der er noget vi skal, bør, skulle have gjort, burde gøre osv. Alligevel føler jeg ikke, at det er forbandelse, snarere en folkelig friheds forpligtelse”.
“Mener du ikke en forbandet fængslende forpligtelse? ” Spørger en tredje
Og hun svarede voksent: “Nja, nok nærmere en befriende bekræftelse på at være en del af noget, være en del af nogen ….. Jeg tror, at jeg vil reducere det til at være.” Det var en lettelse at nå dertil. Nærmest en befrielse.
Og roen falder omsider på mit lille indvendige selskab, en nat mellem klokken 03 & 05 på et hotelværelse i New York.
//Nan
“
af talverdenop | aug 5, 2017 | ALT
Fredag d. 4. august 2017
Kære dagbog
Denne morgen vågnede jeg kl. 3:43 New York tid, som så mange morgener før. Jeg stod op,lavede kaffe, fandt avisen og satte mig tilbage i sengen, som så mange morgener før. Jeg så på telefonen og åbnede computeren, lukkede ned igen og tog løbesko på, som så mange morgener før. Solen sov endnu og mørket ude skræmte mig så jeg tog elevatoren til hotellets fitness rum og her, kære dagbog, begynder en dag, jeg endnu ikke ved, om har fundet sted.
Løbearrangementet bød på et stort panel af muligheder for et forprogrammeret, et individuelt eller en robotificeret træner som vil… tale til mig? Jeg kan regulere højde og hastighed. længde og løberute alt imens, tusindevis af TV kanaler kæmper om min opmærksomhed.
“Putin sends Trump a message: “Don´t mess with us”” ….. Har du også dårligt hjerte? Hej, mit navn er doktor xxx. Jeg har i mange år haft hjertesorger, men så fik jeg anbefalet…… Og vi skal over til vejret og vejene. Hvordan ser det ud? Skaaat – har du set de mange gode tilbud de har ned i xxx “Time for talk is over: Trump grapples for new approach on North Korea” Mit navn er xxx og dette er CNN. Døjer du også med økonomiske vanskeligheder? Så er xxx det måske noget for dig. “A young man was shot this morning, outside a Seven Eleven in Queens”. Jeg er xxx og i alt for mange år, levede jeg uden at kunne høre. Takket være xxx, kan jeg igen nyde mine børnebørns pludren. Mange mennesker, får ikke den medicin de har brug for. Det koster bare 1 $, at ændre dette. Donér i dag. “Trump about RAISE act: “This competitive application process will favor applicants who can speak English, financially support themselves and their families, and demonstrate skills that will contribute to our economy”” Står du i en krise? Ring gratis på 1-800 xxx og få gratis rådgivning. Her i studiet taler vi alle engelsk – ha ha ha – mit navn er xxx og du har tunet ind på CNN.
Informations- og hastighedsniveauet eskalerer. Stigningen intensiveres procentvis fra brise til kuling, i tungt sand og angsten for tabt terræn. Min kropstemperatur og mit tankesæt nærmer sig en inopportuns tinde. Som et hæfte man bladrer alt for hurtigt i, tumler tanker, arme og ben, pulsen pumper, hjertet jamrer, fødder og hænder – KLUDDERMOR!
Den virtuelle virkelighed er skiftet ud med det uforfalskede USA og jeg tømmer tankerne og trækker vejret. Ben og hovede koordinerer en ikke destineret eller defineret, civiliseret spadseretur. Forældre med duften af nyvaskede børn i klapvogne, arbejdere med Carhartt Caps og Caterpillar boots, Chai Chi udøvere ved torvet, motionister med musik, som løber fra et venekateter på armen til ørene gennem små hvide ledninger , business-mænd&kvinder på benarbejde til stationen, ældre ægtepar på silence slentretur og hundeluftere – Fred, frihed og frimodighed.
af talverdenop | feb 7, 2017 | MIG
foto af Rikke Rask Mylius
Jeg er stewardesse. I 27 år har jeg fløjet tusindevis af passagerer Verden rundt. Det er et arbejde fyldt med uforudsigelighed, skiftende arbejdstider og forskellige kollegaer. To gange om året afholder vi stand-by af hver 14 dage af gangen. Det står på i 10 timer om dagen, hvor vi skal være tilgængelige hvis der skulle blive brug for os og i løbet af 80 minutter skal vi kunne stå i uniform i lufthavnen.
Min stand-by line begyndte her til morgen kl. 6.
De næste 14 dage har jeg ingenting kunne planlægge, intet kunne skrive i kalenderen. Jeg har ikke den fjerneste idè om, hvor jeg er hvornår. Det vil altid og hver gang, være en overvindelse, ikke at vide, hvor man skal hen, hvem man skal arbejde sammen med eller hvornår man er hjemme igen. To blanke uger som jeg ingen anelse har om, hvad vil bringe. Omvendt, er uforudsigelighed og impulsivitet vel en af livets største mangelvarer. Det vi ofte efterspørger og savner. Det vi har alt for lidt af i vores tit tilknappede og nystrøgne liv. Hvor ofte har vi ikke lyst til at stryge pressefolden ud og overlade tilværelsen til tilfældighederne? Bare lade sig rive med, gøre det der falder os ind og ikke på forhånd vide, hvad morgendagen bringer?
Sådan er det at have stand by. Man må overgiver sig. Lade sig føre og lægger hånden blidt på skulderen af den der indleder samtalen og lader sig invitere og involvere. Det er uvant og usædvanligt for det moderne menneske med både kontrol, kalender og kampklare programmer. Med mit arbejde lægger man det hele til side mens man venter på et opkald og ofte bliver uforudsigeligheden brudt, kort efter, at den er begyndt.
Denne morgen blev jeg budt op kl. 6:48 og bedt om at flyve til New York. Klokken er nu ved at være 19:30 lokal tid og jeg siger tak for en planløs dag.
