af talverdenop | aug 2, 2017 | Poesi og sproglige finurligheder
Prolog
Når NORDKORE – og AMERI kanere flyver højt og sætter freden over styr
Må man søge jordforbindelse og fortælle flere eventyr.
Han voksede op i den syvende kartoffelrække. Dem fra rabarberkvarteret omtalte ham som et stort brød, men trods sin opsigtsvækkende rummelighed, var han ikke en hård banan, men blød som smør. Det lettere grove udseende, havde han fået ind med modermælken. Æblet falder ikke langt fra stammen: Et kålhoved, med en stor kartoffel tud og stikkelsbærben. Hans størrelse gjorde, at der skulle arbejdes for føden, når der skulle sættes blomst.. Ironisk nok, var han sin mors mindste, den sidstlagte, rosinen i pølseenden. Her var aldrig nogen sure citroner og med moder mulds varme arme om sig, havde han det som blommen i et æg.
Hun, som står ikke langt derfra, er født med en sølvske i munden. Auberginefarvet og med ferskenhud. De sundeste æblekinder set denne sommerstund og med den sødeste rødeste kirsebærmund. Hendes forældre har båret og hun, høstet frugterne og skummet fløden. Andre ville være grønne af misundelse over den solskins gule appelsin der er landet i hendes turban. Og hun ved, at hun sidder på den grønne gren, at hun er en heldig kartoffel. Det har sjældent været stridens æble. Hun trives og har aldrig overvejet, hverken at pakke sydfrugterne eller flytte ned hvor roer eller peber gror.
Tæt på de to, har en bi har dette forår, tomatrød i hovedet, fløjet, samlet og spredt støv. Været på bestøvningsbesøg hos både ham og hende og flittigt fløjet fra blomst til blomst. Hos herren har den hentet og til fruen har den bragt. Og uanset den enes skønhed og den andens mindre kønhed, har de begge budt på naturens nektar og den for os, livs vigtige pollen.
Bien er velforberedt, går ingen i bedene eller træder i spinaten. Så længe den er på stikkerne falder støvet falder i god jord. Arbejdsom er den lille honningproducent, men den tåler mosten.
Og hvem nyder ikke, både det rå, det søde og det sprøde. At nå og nippe og klippe. At dufte og nyde, dufte og byde, dufte og fryde. Vi sætter frø og høster ærteskud, æblerøver Royale Gala og knækker Kong Gulerod. Massevis af mangfoldige mirakler – naturen i en nøddeskal.
//Nan
Epilog
Da 37.000 spejdere tog hjem fra spejderlejren i Sønderborg, forlod de pladsen, præcis som da de kom. “Man skal efterlade naturen med to ting, Ingenting og et tak”
Mr. Trump – Mr. Kim Jong-un; Jeg ville ønske, at I havde været spejdere og lært den ridderlige holdning om venlighed, hjælpsomhed, ærlighed og fair play, Men nu hvor det ikke lader til at være tilfældet, vil vi forsøge at holde begge ben på og i jorden. For uanset hvor umage I gør jer, vil naturen klare sig – ja, måske bedre – uden os.
af talverdenop | jun 6, 2017 | Den positive debat
Portræt af min bordherre:
Ved en stor fest forleden, hed herren på min venstre side, Jens Bjerre. Jeg har truffet ham før, men denne aften akkompagnerede vi hinanden i mere end fem timer – hvilket livs indsigtsfuldt privilegium. Jens er født i 1921. Han har rejst til de fjerneste afkroge af Verden siden han var 26 år gammel. Han har oplevet Verden som den så ud. og det har han dokumenteret i bunker af bøger og fantasillioner af film. På hans visitkort står der “Eventyrer og globetrotter” og så er han medlem af Royal Geographical Society i London, som også huser Livingstone, Shackleton og Darwin.
Den første ekspedition han foretog, var til Sydafrika i 1947. Han ville møde buskmænd i Kalahari ørkenen. Med hjælp fra en missions station, fik han mulighed for at køre gennem det 500.000m2 store ørken område og møde naturfolket. Tolken de havde med fortalte buskmændende, at Jens kom med fred og at han havde gaver med. Hver især fik de en håndfuld salt og Jens opbyggede yderligere tillid ved at have medbragt penicillin og øjensalve, som kurerede eller lindrede nogle af de betændelses tilstande, flere af dem døjede med. Kærligheden mellem Jens og San-folket var gensidig og han blev i første omgang boende i otte måneder, men vendte tilbage flere gange i sit liv.
“We are visitors on this planet. We are here for one hundred years at the very most. During that period we must try to do something good, something useful, with our lives. If you contribute to other people’s happiness, you will find the true meaning of life.”
Dalai Lama
“Med buskmændende nåede man ind til essensen i det at være et menneske. De kaldte mig Djabaldab som betyder: “Manden med de lange bukser der er smøget op”. Selv, bar de lændeklæder og masser af smykker, som de blandt andet lavede af strudseæggeskaller. De var ikke i bad fra de blev født til de skulle dø. De levede det simple og harmoniske liv i pagt med naturen. Og så havde de behov for stor nærhed – hud mod hud. Om aftenen ved bålet var det vigtigt, at sidde så tæt, at man rørte ved hinanden.
Under middagen sagde Jens også: “Det går den forkerte vej med forståelsen mellem folk. Fred mellem lande begynder med fred mellem folk og fred i sindet, og det svigter. Jeg ønsker, at du skal videreleve disse idealer: Tag ansvar for dig selv, men bær også ansvaret for andre. Vis dem kærlighed og husk, at et smil er ens på alle sprog”.
Kære Jens – Jeg lover dig, at gøre mit ypperste.
//Nan
Epilog
Jens inviterede mig i Cinemateket for at se filmen “Blandt buskmænd og kanibaler”. Da vi ankom, kom Mette, en kvinde på 75 år os i møde. Med sig havde hun en bog Jens havde skrevet tilbage i 1959, “Kalahari – atomtidens stenalder”. Hun havde fået den i flidspræmie i gymnasiet. Hun var kommet for at møde sin inspirator og idol og bede ham signere bogen, hun havde gemt alle disse år. Mette uddannede sig etnolog og viede en stor del af sit liv til nomaderne i Niger.
