Lyden af et blad der falder

Lyden af et blad der falder

af | okt 30, 2019 | Den positive debat, Poesi og sproglige finurligheder

Nogen foretrækker at holde ferie og fri ved at vende tilbage til det de kender,  genkendelsens glæde, siger man. Få gange er jeg vendt tilbage til steder jeg har været før, men primært er jeg rejst til byer eller lande, jeg ikke kender eller ved meget lidt om. En betjent på Christiansborg anbefalede os at tage til Slovenien, hans hjemland som han kaldte: “Den solrige side” eller “Europas gemte perle”, hvor naturen er overvældende og klimaet mildt, på denne tid af året. Omkring halvdelen af landet er dækket af skov, der er orienterings afmærkede stier i alperne, mad og vin ligger tæt op ad grænselandet Italiens og efterårsfarverne forbilledlige og forførende.  Vi ankom derfor til Ljubljana i onsdags.

 

 


Slovenien er et storslået lilleput land med blot to millioner mennesker på et areal, halvt så stort som Danmark. At bevæge sig rundt der, er som at træde ind i et velordnet maleri fra romantikken. Toppen af Triglav toner frem som det højeste af de Julliske alper, en af de mange bjergkæder som omkranser landet. Der er bjerg- og skovsøer, kilder, vandfald og floder, grønne græsenge, dale og sletter og så er der mangfoldige marker og dyrefold i mindre flokke frit “bjældende omkring” i landskabet.  I dalene ligger små velordnede hytter eller huse med Perlagoner i usete størrelser foran vinduerne og skodder med hjerter slået op. Foran husene er der træ-konstruktioner med plads til traktor og trillebør, arkitektbyggede brændestakke og vilkårligt anlagte nyttebede. 

Slovenerne er afdæmpede, uprætentiøse, foretagsomme, religiøse og med stort hjerterum og et dybfølt ønske om at forstå og imødekomme. De svarer gerne på spørgsmål, er meget behjælpelige og kommer med forslag, men beslutningen om, hvad du vil spise, hvilken rute du vil tage eller om du vil gå højre eller venstre om, vil de ikke træffe for dig.  Forståelsen for hvorfor, indfinder sig når man bevæger sig op i højderne (vi besteg ca. 2,5 km bjerge) eller ned,  (vi roede kajak i en nedlagt mine i 700 m. dybde), Tanken bag er at, “naturen er lige her – brug den med omtanke. Hvorhen og hvordan? Valget er dit”.

 



 

Vi har været ude i en uge, i omgivelser hvor hvert sving, hver op- eller ned stingning har taget vejret fra os og ordet bjergtaget, fået bogstavelig mening. Slovenien er fortryllende og eventyrligt, magisk og mageløst og selv om plæner er anlagt og marker er dyrket er mestendels ikke menneskeskabt, men af moder natur selv. Vi så hende iklædt sin prægtigste kollektion. 

 

 

//Nan

 

Solen kigger frem bag en alpetop. Bjergsøen er blank og alt omkring bliver spejlet. Vi sidder i en omsluttende stilhed og lytter til hinandens åndedræt “Hørte du det”, spørger jeg. “Der er noget der pusler”.

“I denne Verden er der kun os”, siger Nikolaj og “så det blad der faldt gennem grenene og lagde sig sammen med de andre”.

 

Jeg bøjer mig ydmygt i livet

Jeg bøjer mig ydmygt i livet

af | okt 23, 2019 | Den positive debat, MIG

 

Da jeg var barn var regelen, at vi skulle være udenfor og “få noget luft” som det hed sig,  mindst en halv time om dagen. Ofte blev det til mange timer, hvor vi legede skjul, gravede efter gamle potteskår, skød til måls eller opbyggede nye uudforskede universer. Der skulle sjældent meget til. “Hjælp”, råbte en, ” vi er strandet på en øde ø”, og så var legen i gang.  Alle årstider kunne bruges, alt kunne omsættes og anvendes på barndommens Mælkevej. 

Naturen var vores friheds felt.  

Om efteråret samlede vi brogede brune blade som vi trak på snor, konstruerede kastanje dyr, spejdede efter vandpytter i gummistøvler eller lå på maven ved mosen og fangede haletudser. Om foråret såede vi ærter og spirede kartofler, vi plukkede blomster og bandt kranse eller lå i græsset og søgte efter insekter og firkløvere. Om sommeren  samlede vi hul sten eller bare sten og malede på dem og muslingeskaller vi fandt på stranden. Om vinteren drømte vi om at lave igloer, men som regel blev det kun til en skramlet snemand og så skøjtede og kælkede vi naturligvis til og fra og op og ned.

Fra naturen både både fik og brugte vi energi. 

 

Jeg har været stewardesse i 30 år og fungerer fortsat som sådan. Mindst en gang om ugen flyver jeg til en ny hovedstad og bliver bjergtaget, betaget og beæret over at se solen stå op over Manhattan eller se den gå ned over Bund i Shanghai. Køre med fløibanen i Bergen eller på cykel blandt millioner af kinesere gennem Peking. Vandre gennem Gamla Stan i Stokholm eller ad Verdens længste rullende fortov i Hong Kong. Klemme mig ind i Shinkansen i Japan eller gennem de små gyder i Amsterdam. Jeg ønsker ikke at være noget af det foruden, men vel hjemme igen er jeg både sulten og tørstig efter det oprindelige. Det som ikke er bearbejdet af menneskehånd eller præget af nogens kultur. Det virkelige eller måske i virkeligheden, virkeligheden? Det helt og aldeles grunlæggende, fundamentale fundament, det uforstyrrede. 

 

 

 

 

 

Måske er det barndommens erindringer, måske er det arbejdslivets spektakel og ståhej, men der er en voksende længsel efter at være tættere på duften af bark og bondens mark, bladenes raslen og elvens rislen, den gyldne muld og den mørke himmel fuld af stjerner, man kan drømme om at løbe efter.  Jeg er på vej til Slovenien, kaldet Europas grønne hjerte hvor jeg skal mindes om hvor godt det er at blive mæt, når man har været sulten, hvor godt det er at få varmen, når man har været kold og hvor godt det er at få hvile, når man er rigtig træt.

Ydmyghed og taknemmelighed…taknemmelighed.

jeg glæder mig, giver mig hen og bøjer mig dybt Moder Natur.

 

//Nan