Stationær og drejeskive
I slutningen af 1800 tallet havde Antonio Meucci og senere Alexander Graham Bell, fat i noget. Den lange- eller måske nærmere, den korte ende; Telefonen. Over de næste 150 år udviklede apparatet sig fra en stor tung sag som hang på væggen til en lille let sag, man kunne have i lommen. I 1950 havde ca. 60.000 mennesker telefon, mange stod på venteliste til at få en. Udviklingen og funktionen af telefonen eksploderede i starten af 1990 og i 1995 ejede, én million danskere, en mobiltelefon. I dag ejer ca 60% af Verdens befolkningen en mobiltelefon; det er en større procentdel end mennesker på jorden, der ejer et toilet. Som oftest er der tale om en smartphone, som har erstattet den ene af vores håndflader, blevet en uundværlig kropsdel og en forlænget arm til både den lokale og globale. Der er ikke længere nogen der råber: “Jeg tager den”, når telefonen ringer fra samme sted i huset eller sætter sig godt tilrette i lænestolen og gør tegn til, at ungerne skal komme med smøgerne, når faster fra Falster er i røret. I dag er telefonen ikke længere et rør, ikke længere en fast forbindelse, et stik i væggen eller et apparat vi deles om i hjemmet. Mobiltelefonen er er hvermands eje og mens vi ikke længere taler så meget i telefon, bliver der kommunikeret mere end nogensinde før..
Og det ER smart og imponerende, hvor mange egenskaber den lille sag, kombinerer med andre enheder. Når vi skal finde oplysninger, købe billetter, parkere, følge og opdatere virtuelle venskaber. Når vi skal betale regninger og overføre penge for kaffen, en anden har lagt dankort til. Når vi tager fotos og optager og uploader videoer, tjekker vejret, tjekke ind. Og når vi streamer nyheder, musik og film. Når vi læser bøger statuser og nyheder.Og når vi holder kontakt med forlængst glemte klassekammerater og nyopståede bekendtskaber. Bruger regneark tekstbehandling og præsentationsprogrammer, vække- og stopur og opdager hvordan vi har sovet eller hvor mange skridt vi har gået….. og jo jo, jo …..det ER da smart.
Men også forstyrrende: “Undskyld, jeg skal bare lige se hvem det er, der sms`er” eller “Jeg bliver lige nødt til at tage denne her” er forlængst implementeret adfærd i én generation, mens det at spille eller surfe i en vennegruppe, er velintegreret i en anden. Den spredte opmærksomhed er fuldt ud acceptabel i den yngste gruppe, mens den er direkte uhøflig, i en den ældre. 
Og da én generation ikke forstod hvordan man kunne lytte til både LP`er og lave lektier på samme tid, skal en anden eller måske selvsamme generation, vænne sig til, ikke længere at være afhængig af Lademans 20 binds leksikon, krakkort og telefonbøger, for ikke at tale om printede rejseplaner, boarding-kort, biograf- eller busbilletter…. og jo jo … DET er da smart.
Og udviklingen fortsætter og generationer vil blive forskrækkede, fascinerede og forført når vi om lidt udvikler wearable – en elektronisk enhed – en tatovering i printet bladguld, der får teknologi og krop til at smelte sammen. Eller når smartphonen i fremtiden mere ligner en Amulet som man har om halsen og som transmitterer et billede ud på en væg eller bare ud i luften foran personen, i stedet for en skærm. Og jeg forstår, at jeg har generationer bag mig og foran mig og får akut brug for fysisk nærvær og øjenkontakt. Bare et øjeblik at gøre sig fri af den virtuelle Verden og ind i den uperfekte, komplekse og rodede offline Verden hvor man ser opad og udad, men først og fremmest, ser dem der går en i møde, Og åh jo, det er måske nok både udrangeret og antikveret og alt for sent at gøre sig uafhængig, men ingen andre end jeg vil nogensinde opdage, den kortvarige kortslutning af kredsløbet, den kortvarige afkobling efter at have fulgt, liket, snappet, chattet og postet. …… Sådan – Slukket og lagt væk……ahhh pokkers! Nu fik jeg ikke slået lyden fra….. Jeg kobler lige på igen……Jeg er jo nødt til at oprette en begivenhed for at høre, om nogen har lyst til at at være sammen, altså sådan rigtigt ? Det er nu altså`alligevel ret smart.
//Nan
Klokken er 8:13 og jeg går mod toget. Venter ved vejen indtil manden bliver grøn og deler et sekund op i, at jeg skal til at gå, men stopper da en cyklist passerer forbi mig i høj fart. Yderligere et sekund deles op i at registrere hjerteslag og cyklisten med øjnene, imens jeg igen indstiller mig på at gå. To bag mig venter ikke yderligere sekunder og bakser uden om mig, med hænderne i lommerne, blikket ufokuseret og hvide høretelefoner i ørene. Klokken 8:23. Toget til tiden. Det kører på skinner og fordi jeg har bagage med, går jeg ind i cykelkupeen hvor vi står tæt med pakkenelliker og daggamle aviser. Med kropssprog, bliver der signaleret, at nogen skal ud, andre ind og vi rykker rundt uden ord, som brikker på et skakbræt. På Hovedbanegården bliver der mere plads og jeg sætter mig ved siden af en ung mand. Overfor mig sidder, det der skal vise sig at være en russisk talende dame. Toget sætter i gang og nu taler den unge mand med, hvem jeg formoder må være hans kæreste og den russiske dame taler …. med en. For et øjeblik siden var jeg en lykkelig mus med en stor gul ost. Nu opdager jeg, at osten har ligget i en fælde. Jeg overvejer flere gange at vove flugtforsøget, men ved godt, at det ikke er et spørgsmål om at blive fri, snarere hvilken samtale jeg hellere vil høre. Jeg må transcendere. Den unge mand ser sit eget spejlbillede i ruden og jeg ser med, for ikke at få øjenkontakt med den russiske dame, som jeg ikke tror, taler til …. mig? Den unge mands telefonsamtale er ved at udvikle sig til et drama der lige så godt have været en skilsmissescene i en Ingmar Bergman film. Den russiske dame har høretelefoner i, ser ligefrem og ser igen ud som om hun taler til …. mig? Hun taler højt. Som om hun vil råbe nogen op i Moskva eller…. mig? Mine ører forsøger at lægge sig fladt ned langs kinderne sammen med blikket, der forsøger at finde udgangen i buret. Da toget stopper i Københavns lufthavn stiger jeg af og får desværre ikke slutscenen med den unge mand og hans kæreste med.
