Usandt om fordomme er at tro, at vi ikke selv har nogen…
Dette her indlæg handler ikke om mig, men om os. Det handler ikke om den enkelte, men om alle. Det handler både om det der var og det der er. Om det at betragte nogen udefra for at finde ud af og finde frem til … sig selv. Det handler om de forskellige forestillinger vi gør os om hinanden som kan forandre, frem for at forsætte og fastslå. Dette her indlæg handler om om mennesket i al sit primordiale, geniale væsen.
Uanset hvor jeg befinder mig, registrerer og noterer jeg mig hvem jeg er i blandt, men hvis nogen spørger mig om jeg er fordomsfuld, vil jeg prompte svare, nej. Sandheden er nok snarere, at jeg dømmer på forhånd og har fordomme, et menneskeligt vilkår som er svært at sige sig fri for. Vigtigst er det dog, at de sjældent foringer, men sædvanligvis forbedrer. De umiddelbare Indtryk jeg får, bliver ikke fastholdt, men er for evigt foranderlige. Gennem livet har jeg øvet mig i at forblive videlysten og er vedvarende optaget af hvem vi og i sidste ende, hvem jeg selv er. For ved hjælp af min identificering af andre og særlig dem, jeg i min forestilling ikke ligner, får jeg en finere fornemmelse af mig selv.
Opfattelsen af min identitet, bliver altså sat i forhold til hvem andre er eller rettere, mine evner til at forstå og fortolke dem jeg færdes i blandt. Dagligt udfordres disse dogmer eller doktriner og det er nok her at man afkoder, om noget har givet grobund og/eller om andet giver anledning til at frafalde sine forbehold. Som oftest samarbejde med imødekommenhed, indrømmelser og smidighed. Hvert øjeblik, skal man være i stand til at sige: “Undskyld, jeg tog fejl”.
Fra måske urtiden har vi grupperet os, fundet sammen med andre, socialt anlagte som vi er. Hvor store eller hvor små grupper, bestemmer vi selv. Forrige fredag var jeg sammen med mennesker jeg har mødt forskellige steder i mit liv. Vores uligheder er umiddelbart slående: To har én dansk forældre, en har ikke og en har kun. Vi bærer grundstammen fra fire forskellige religioner, opdraget af fire uden tvivl, forskellige mødre. Tre er mørkhårede, en er bleget, en er fraskilt, tre er gift, tre har børn, en har ingen og så havde vi hvert vores virke…. men det er ikke ulighed der fjerner os fra hinanden – det er det der forsoner.
Jeg ser, at vi er forskellige. Jeg klassificerer, inspicerer, fejlplacerer, verificerer, specificerer, typificerer for at balance mig gennem livet, men de forestillinger om andre jeg gør mig, både justeres og reguleres. Det er en erkendtlighed med iboende tilgivelse. Ikke af andre, men af en selv.
Man er jo blot et menneske
og under tøjet er vi alle nøgne
//Nan
