Ja….det var mig siger jeg og holder mig for øjnene.
“Vi fødes uden evnen til at leve et fejlfrit liv”
I et, om muligt ubemærket øjeblik, vovede hun sig væk hjemmefra og de fik øjenkontakt. Det var i baggården, at de begyndte at tjatte og tumle og være frække og fjollede i en vilkårlig hvalpe-leg. Det var ikke planlagt, nærmest tilfældigt, men tiltrængt og sammen voksede de og det sig større og stærkere. Hun blev over tid jævnligt mindet om, at hun var bundet i en snor til krogen derhjemme. Alligevel lykkedes det hende oftere og oftere at virre og vriste sig fri af halsbåndet og snige sig væk. Side om side stak de af – undersøgende og videbegærlige. En dag rev krogen sig fri af væggen derhjemme og uheldigt og måske alligevel ikke helt tilfældigt, fundet af den hun sammen havde skruet den i væggen med. Han samlede den op og fulgte snoren til halsbåndet … og til hende, som ikke længere var hvalp, men en kvinde som med halen mellem benene, forsøgte at finde det sted, hunde ligger begravet. Måske, hun ryger i det hul hun har gravet og møder katten og kan spørge:
‘Ville du ikke være sød at fortælle mig, hvilken vej jeg skal tage herfra?’
‘Det afhænger en hel del af, hvor du skal hen.’ sagde Katten.
‘Det er sådan set ligegyldigt -‘ sagde hun.
‘Så er det også ligegyldigt, hvilken vej du går,’ sagde Katten.
‘- bare jeg kommer til et eller andet sted,’ tilføjede hun som forklaring.
‘Åh, det kan du være helt sikker på,’ sagde Katten, ‘hvis bare du går langt nok”’
Mennesket er uperfekt og de færreste kan sige sig fri for at have stået med fingrene i kagekassen, være blevet taget på fersk gerning eller med bukserne nede om knæene. Jeg prøvede det senest, da jeg sammen med en veninde skulle skrive en artikel til et dameblad. Kommunikationen med redaktionen var, synes vi forkølet, på grænsen til det influenza lignende. De hostede og snøftede sig igennem forløbet og min veninde og jeg sendte utallige rednings pudseklude. Da vi var, troede vi, tæt på at være færdige med den raske artikel kom der endnu et nys. I frustration over det langvarige sygeforløb ville jeg videresende mailen fra redaktionen til min veninde og samtidig lige proppe lidt usmagelig medicin ned i den også. I emnefeltet skrev jeg: “Du tror, at det er løgn – de bliver aldrig helbredt på …”. Kort tid efter var det i stedet mig der var blevet smittet og måtte sygelægge mig. Blodet løb fra hovedet da jeg dagen efter modtog en mail fra redaktionen med et: “Denne skulle vist ikke have været sendt til os?” Samarbejdet ophørte og patienten omkom. Erase and rewind – point of no return – død og begravet – riposi in pace.
Historien er blevet fortalt om og om igen som et led i en masochistisk terapi. Hver gang, må jeg holde hænderne for øjnene præcis som min veninde gjorde det, da hun fortalte om sit baggårds træf ( hvad det så egentlig gør godt for? ) Subjekt = uperfekt > socialobjekt. Errare humanum est – selv for grafitti malere – fred eller fersken ?
//Nan
