MENING s FULDT
Afhængig af hvor vi er født og hvem vi er, har ordet mening, hver sin betydning. Mening er bygget på informationer, erfaringer og/eller opfattelser som er individuelt bestemt. Nogen søger den, andre mener at have fundet den, andre igen, lever som Jonathan Havmåges artsfæller; for at overleve. Det ikke leve udelukkende for den side af livet, frigiver plads til tanker. Tanker som for mange skaber spørgsmål, men kun stumme svar. For hvad er meningen, kan vi begribe og hvis og i fald, griber vi det så rigtigt an? Skal vi fortsætte som hidtil eller stoppe og bede om en pause? Undlade at løbe længere eller hurtigere, men bare sidde, lade os stimulere og inspirere for igen at rejse os, muligvis med mindre materialisme, men rigere på meningen med,
Det er formiddag på savannen. Enkeltstående buske og træer bryder billedet af den gulnede græssteppe og varmedisen vidner om dagens tiltagende stærke solvarme. En rød-klædt slank masai sidder under et akacietræ, en parasol af skygge, mens han vogter sit kvæg. Med sig har han sin hyrdestok og som han sidder der, iført de karakteristiske klæder og traditionel tankegang er ikke meget forandret, siden de første beskrivelser af hyrdesamfundet der ærer deres kvæg, ca. 200 f.Kr. Masaierne er selvtilstrækkelige, stolte og til stede.
Masai livet er styret af solopgang og solnedgang, de skiftende årstider samt søgen efter grønne græsgange og vandkilder til kvæget. Mænd og drenge drager afsted i morgenlyset, mens kvinderne bliver i lejren, reparerer hytterne af flettet strå og tætner med tørret kokasse, henter vand og brænde, laver mad, malker køer og ser efter børnene.
Velvidende og vanefast, udfører hver det, der giver mening for slægten og stammesamfundet, men også for os alle sammen.Masaier overdyrker ikke jorden, de efterlader ingenting når de forlader et område for at flytte til et andet og hverken jagter eller slagter vilde dyr. De lever i harmoni og balance, videregiver viden, skikke og ceremonier, kendskabet til krydderurter og til kunsthåndværk, alt sammen noget, der for dem giver mening.
Få dage efter, en formiddag på Manhatten. Skyskrabere skygger langs Skyline og kun ved middagstid når solens stråler ned mellem murstensklodserne. Mangfoldige menneskemængder er på vej, til og fra, ud og ind, op og ned. Alt er i bevægelse, en særegen bevægelse, hvor ingen kigger op, men ind i lyset fra en skærm. En reklame, bøjet i neon på Times Square informerer om, at 86% af den amerikanske befolkning vil være overvægtig i 2030, men ingen ser op og New Yorkerne er selvtilfredse, selv centrerede og uopmærksomme.
Deres liv er styret af klokken for spise- transport- og arbejdstid. Mænd, kvinder og børn drager afsted, før det bliver lyst, afleverer børnene i institution og skole, chekker ind, køber ind og kører hjem for at forenes med familien i nogle timer inden tiden taler for, at man må i seng så man kan passe hver sit. Sirener og alarmer, fløjter, horn – 24/7 – højde og hastighed, løb og larm. Menneskelignende masser maser sig sammen og udfører det, der giver mening for … Forbrug, forurening og efterladt emballage, kemisk fremstillede medikamenter konsumeres og coaching og konsulent bistand er til salg i håbet om hastig forandring.
Tirsdag forlod jeg Afrika, torsdag stod jeg i New York. I metroen, klemt op i et hjørne blandt bukkede hoveder, tikkede tanken om mening spørgsmålet op igen. På savannen var der længde og vide, her er der trængsel og travlhed. På savannen var der udlevelse og nærvær, her er der ubehag og fravær. På savannen var der harmoni og interaktion, her er der mental overbelastning og dis- samfundsfunktion.
Og måske vi bare er og skal være – uden mening, uden at kunne forstå eller have et formål, andet end at give sig hen og være i det, afhængig af, hvor man er født. Jeg tænker om de oprindelige, de første af vores art, at de havde så uendeligt lidt og alligevel så umåleligt meget og i det vil jeg verificere min mening.
//Nan
