Fruentimmere, folkehold, fattige, forbrydere og fjolser var ikke en del af Grundloven
Du er en hyggefeminist – mest i lige uger og aldrig i regnvejr
Denne gang var det Cathrine som satte sig. Inviteret og dedikeret tog hun forsigtig fat med begge hænder, løftede og bød ind med sine betragtninger. Jeg støttede kun vagt da jeg mærkede, at bordet begyndte at vakle. Det stod ellers ok solidt, med masser af bordben, som gennem et halvt liv var blevet skubbet ind under for at stabilisere, men aldrig hamret fast med syvtommersøm, Så længe pladen ligger nogenlunde stabilt, skal det der holder den, kun vikariere så man kunne variere, når noget ikke duer mere. For man kan tro og mene noget – længe – men så dukker én eller anden op, puffer lidt til benene under bordet og man tvivler, lader det bestående komme an på en prøve, sætter sig igen og mærker, om det føles mere trygt; Om man er bedre tilpas.
Jeg kan godt lide når nogen sætter sig. Særligt dem der står sammen, dem der har forsamlet sig, dem der holder i og stiller op, dem der funderer og reagerer. Dem der lader sig udstille og udspørge, dem der argumenterer og diskuterer, Måske fordi det er så velkendt.
Sådan er jeg vokset op. Sådan er mit bord blevet bygget, med fast skrog og løse dele der kan skiftes.
kke to mennesker er ens. Der har nok aldrig eksisteret og vil aldrig eksistere to mennesker, som føler, mener og tænker fuldstændig det samme om det samme. Det kan være både betænkeligt, betagende og berigende. 
Det, at vi er så forskellige er det, der gør os til de mennesker vi er, og forskel er i det hele taget det, der gør os til mennesker. Tilgangen til bordet, mit møde med to mennesker og ønsket om at skifte et ben eller to, blev for mig et øjeblik identisk. På den ene side fandt jeg, en fællesnævner mellem to kvinder som muligvis kan enes uproblematisk om det jævne, men som som på den anden side er vidt forskellige individualister, med ikke ubetydelige forskelle. Ønsket om at synge selv og ikke nøjes med at lave larm i baggrunden, er et nagelfast ribben hos dem begge.
- Glistrup! Min mor støttede oprøret og følte det forfriskende. Hun er kvinde og var dengang mor til teenagere, ville ikke længere nøjes med at lytte og se på, omend mændende havde det anderledes. Hun skulle bruges som blikfang og netop til at se på og lytte til når hun blev bedt om det: “Op til valget i 1981, spurgte Glistrup om jeg ville deltage i partiets valgudsendelse sammen med ham ……. Jeg spurgte Glistrup hvad jeg skulle sige og han svarede på syngende Bornholmsk: Du skal ikke sige noget, du skal sidde og se sød ud. Men hvis jeg prikker dig på låret under bordet, må du gerne svare……Men jeg havde fået smag for politik og det gjorde mig farlig”. Det er over 30 år siden.
- #Metoo! Cathrine støtter oprøret og det er forfriskende. Cathrine er kvinde og mor til teenagere. Hun vil ikke længere nøjes med at lytte og se på og mændende må omsider forstå, at vi vil det anderledes. Vi vil ikke bruges hverken som blikfang eller have besked på, hvornår vi må tage del og svare. Den process har været i gang i over 100 år siden kvinderne stod op for sig selv og fik valgret – siden da, har det været en daglig øvelse i at blive set på, som menneske.
Jeg er fuld af beundring og har rekordstor respekt for de mennesker som tør sætte alle brikker på det demokratiske spillebræt, Dem der går til bordet, ikke for at tage det de bliver budt, men dem der byder ind med det de har. Uanset politisk overbevisning, er jeg er stolt af og glad for, at nogen før mig turde tage kampen, så jeg kan afgive min stemme på tirsdag.
//Nan
