Min datter er soldat
Der findes ingen manual. Intet opslagsværk eller nogen encyklopædi som kan beskrive de mange udfordringer, livet beder os om at tage stilling til. Der findes ikke det skrift, hvor man kan slå op på fx side 247 for at finde svaret på hverken hint eller dette. Mange af de begivenheder, hændelser, konstateringer og spørgsmål som opstår undervejs, er livsvilkår. Man må bøje og sno sig, vende og dreje, give tid og tanke. Og i takt med at solen står op og solen går ned, lærer og lytter man til den indre monolog og den ydre dialog og giver plads til, at livet er besynderligt …. forunderligt, men også vidunderligt. At det er sårbart, spinkelt og sørgerligt, men også stærkt, stort og smukt.
At blive forældre forstærker følelser man kun har kendt i unikke lykkelige øjeblikke i det, man byder et lille menneske velkommen i og til livet og man lover, at man vil yde sit ypperste, gøre sig umanerlig umage, beskytte dem, elske dem og lære dem empati. Lære dem, at der ikke kun er et “jeg”, men også et “vi” , lære dem at interessere sig for andre og være parat til at hjælpe. Lære dem at håbe og ikke frygte, men tro på, at de får tre chancer og at de, når man har brugt dem, får tre nye. Sådan ca. tænkte vi da vi blev forældre. Vi ønskede for vores døtre, at de skulle føle sig som en del af flokken og blive i stand til at bygge bro og broderskab.
Vores ældste datter er soldat. Det var både overraskende og overvældende, at hun tog det valg – et valg jeg aldrig selv ville have truffet eller troet mulig, for en af voers piger. Jeg ledte efter en manual, et opslagsværk og havde et bestandigt behov for at slå op på side 247 i det forsvundne skrift for at finde svaret. Svaret jeg søgte, kom fra hende selv: “Jeg bekymrer mig om flokken; Verdensflokken. I har lært mig, at jeg er i stand til at bygge både bro og broderskab. Håbet er en del af mig og selv om jeg har respekt, har jeg sjældent frygtet. Jeg vil til hver en tid gøre mig umage og yde mit ypperste. Jeg er jeres førstefødte og føler mig forpligtet til at beskytte, ikke bare min søster eller dem jeg elsker, men også dem jeg ikke har mødt endnu. Det er noget med indlevelse og empati. Mit liv består af vi og sjældent af jeg. Vi kan jo ikke skabe fred alene, men må invitere hinanden med. Jeg har grebet en chance for at hjælpe hvor det er nødvendigt og jeg ved jo, at når jeg har brugt den chance, viser der sig en ny. Var det ikke det du sagde ? Hvordan kan du så være overrasket ? “
Jeg forsøger at holde fast i hendes svar, men vælter omkuld og siger, at ingen unge skal risikere ar på hverken sjæl eller legeme og at de krige der føres ude i Verden, ikke er vores krige. Men som en anden helgen svarer hun: “Verden er vores mor. Der er ikke en Verden som er uden for os – jeg er trådt ind i den og ønsker at forblive en del af den. ” Og jeg siger omverdensfornægtende: “Men jeg hader krig. Jeg er pacifist”. Med ro i stemmen, lægger hun de sidste ord i mine ufærdige sætninger: “At præcis samme årsager mor, valgte jeg at blive soldat”.
//Nan
Præsident Barack Obamas tale ved modtagelsen af Nobels fredspris. Oslo, den 10. december 2009
http://www.emu.dk/sites/default/files/Obama%20ved%20Nobels%20Fredspris%202009.pdf
