Søg ikke efter fejl – søg et fællesskab.

Søg ikke efter fejl – søg et fællesskab.

Vi er

Mange maler misundelsesværdige malerier af sig selv og det er fashionabelt at frembringe filtrerede, fejlfri billeder. Man kan gøre hvad som helst og blive hvem som helst, men at tage imod  og være sig selv er straks sværere, måske det aller sværeste. Vi pynter os med lånte strudstefjer og plukkede svanedun, får lidt luft under vingerne, mens vi utålmodigt venter på, at den grimme ælling skal vokse op, Det kan blive en livslang kamp, enten at passe ind eller, at skille sig, men dagligt og hele tiden, gør vi  jo begge dele. Det er ikke hvad vi ser, men hvad vi får øje på.  I film verden fx. træder et budskab ofte tydeligere frem, hvis man retter kameraet mod modtageren frem for afsenderen. Måske derfor,  er det ikke altid at vi tør, men vi bør, øve os i ikke at spejle os i andres øjne. I dag er det muligt, både at være afsender og modtager,  holde kameraet selv, se sig selv med egne øjne og søge det sammenlignelige og det særegene. Hver især er vi uundværlige unika for dem der holder af os, men vi er også en del af menneskeheden ved, at være kvinde/&mand/barn, være arbejdstager/arbejdsgiver/arbejdsløs, mor/datter/niece osv. Livet er også, at træde ud, træde frem og ved siden af, træde ind og et skridt tilbage – sådan er mennesker flest, uanset hvor umage man gør sig for at skjule det ene og synliggøre det andet. Man må finde sin vej.

vilkår og valg

Jeg blev født som pige i et kristent hjem. Mit hår er lyst og jeg har grønne øjne, er 1.71 m høj og vejer lige under 60 kg. Jeg er gift med en mand og er mor til to døtre. Mine etnisk danske forældre har aldrig været skilt. Jeg er lønmodtager, har en ejerbolig og en have. Jeg dyrker motion, spiser mere grønt end kød og bor i cykelafstand fra hovedstaden. Således træder jeg tæt, med mange.

punktum eller potientale

Jeg hedder Nan, jeg er datter af Pia Kjærsgaard og har gået i 1.G to gange. Jeg flyttede hjemmefra som 15 årig og har taget tre uddannelser, men har aldrig brugt dem. Jeg har været på den samme arbejdsplads i 29 år og så er jeg minus A menneske og står op et sted mellem klokken fire & fem om morgenen. Således fjerner jeg  mig fra flere.

Muligheder

Hvorfor jeg er som jeg er, er blevet som jeg er blevet, kan jeg tilskrive mine livsvilkår, tilfældigheder, men også mine muligheder. Man kan hænge sin skæbne på hvilken som helst af de ledige knager, men man kan også vælge at tage den på. Den kan stramme, føles trang og ubehagelig, den kan være uden pasform, have alt for lange ærmer og tilsyede lommer. Man kan vænne sig til ubehaget, søge dybere meninger eller have højere forventninger og så kan man tilpasse den, så den passer til. Vi skal jo trods alt, bære den hele livet.

Vi er på en gang individualister og kollektivister.Vi skiller os ud og indgår. Der er nogle helt basale grundvilkår fra vi bliver født, friheden ligger i at forholde sig til dem. Menneskeheden er en enorm majoritet med en masse mangfoldige minoriteter. Det er muligt at finde fællesskab også med dem man ikke ligner, minder om eller tænker som. Verden ville være så meget bedre, hvis vi stod ved og lod andre i fred. Konfronterede og accepterede mennesket – i hver sin farve og hver sin form. Det er der vi kan mødes … som dem …

Vi er.

//Nan

 

Kære brevkasse

Kære brevkasse

September 1979

Kære brevkasse

Vi er to veninder som er blevet uenige om, hvem af os der er en minoritet. Det kommer sig af en opgave vi har haft i skolen, som lød sådan her:

Gå sammen i grupper og lav en mindmap over minoriteter. Forklar hvorfor, at det er en minoritet og hvad der kendetegner præcis den minoritet I har valgt. Efter nogle minutter sendes I jeres papir videre og I modtager en ny minoritet. Den skal I skrive videre på hvis det er muligt. Hvis ikke, så laver I en ny.

Min veninde siger, at fordi jeg hedder Nan og har en mor der er politiker er jeg mere en minoritet end hun er, mens jeg synes at hun er mest minoritet fordi hun er rødhåret og har krøller og fregner. Ps. Synes ikke, at det der med navnet skal tælle med. Det har jeg jo ikke selv bestemt. Min veninde hedder forresten Charlotte.

SU ASAP

Charlotte og Nan

April 2017

Kære Charlotte og Nan

Først vil jeg undskylde den lange svartid. Jeg er sikker på, at livet allerede har lært jer at vægte det der samler, frem for det modsatte. Man kan vel sige, at vi alle hver især tilhører en minoritet, men samtidig en majoritet. I skoletiden var i piger og elever – henholdsvis halvdelen og flertallet i forhold til undervisere og kontorpersonale. I ungdomsårene var i studerende, skattebetalere og social- og sundhedshjælpere på et plejehjem. Senere blev i gift, blev forældre og blev husejere. I står op, står til ansvar, går på arbejde, går på kompromis og vander både blomster og dem I holder af – Det gør majoriteten. Men I er også individualister og hvis man vil det, en minoritet. På Kildegård Gymnasium i Gentofte, var der ikke mange børn fra hverken Brønshøj eller Vangede. Der var ikke mange der havde røde krøller eller fregner og måske kun én hvis mor var politiker, men sæt pris på det og at I med hver jeres baggrund har lært noget om jer selv og hinanden.

Det at være forskellige og alligevel ens er kun en fordel. Ingen bør være hinanden underlegen og ingen skal undertrykkes – så langt må man aldrig drive nogen eller så høje tanker må man aldrig have om sig selv, at man er nogen overlegen. Mit håb er, at I stadig ses som veninder og at I hver især har brugt hinandens styrker og kompenseret ved sorg og svagheder. Vi skal passe på hinanden – uanset.

Kærlig hilsen

letloverule.dk

Er der nogen der ønsker at passe ind?

Nogen der ønsker at skille sig ud?

Nogen der ønsker at have nogen at spejle sig i?

Nogen at se op til eller ned på?

Det er jo som man ser det 

//Nan