Mens solen glider om bag Jorden.
Noget sker kun én gang i livet. En følelse eller en fornemmelse som, uanset hvor umage man gør sig, sjældent kan genkaldes. Når man møder sin elskede og forstår, at det er ham eller hende, når man ser sit barn første gang. Den dag på året, man første gang opdager, at der er knopper på træerne, at det er forår. Når dem man har savnet så uendeligt, endelig viser sig i mængden i lufthavnen, de uforglemmelige stunder, hvor man henrykkes og et øjeblik lykkes. Hændelser man har håbet på, forudset eller forventet, men som alligevel bringer noget ganske ukendt og uventet med sig.
…………-………..-……….-………..-………
Jorden har kun en eneste. Dens væren, fra aftagende til tiltagende, inddeler vores tid, vores cyklus og adskiller dag og nat. Den drejer langsomt om sig selv og vender altid det samme ansigt mod os. Først et smalt smilende sejl, så en smigrende smuk og cirkelformet skive. Den afløser fraværet af lys i nattemørket. Man iagttager den sjældent mens den står op eller når den går ned, pludselig er den der og husket os på universets uendelige dybde og vores egen flygtige eksistens. Dette er mit møde med månen.
Øjne der åbner sig og op i ingenting. En arm, der rækker ud efter en sweater og søger et par sokker. Et ben sætter sig foran det andet og en mund åbner sig for at trække morgenluft. En hånd der åbner for gasblusset under kaffen som snart er klar. Fødder der hopper i et par støvler og en krop der ifører sig uld og termotøj. En cykel på vej gennem byen, mod Rundetårn og jeg forstår, at det er mig der er stået op for måske, måske ikke at være vidne til en sjælden scene.
Øverst oppe har observatoriet åbnet sit øje. Himlen er sort som fløjl, sort – bare sort. Vinden puster nattefrosten af sig, ned gennem den åbne sprække hvor vi sidder, tæt bænket med nedkølede kroppe og løftede hoveder. “Der er forskel på at vente og forvente”, hvisker vi håbefuldt til hinanden uden ord mens tvivlen langsomt indlejrer sig og drømmen om, opløses. Lidt endnu og stilheden bringer svar …..Som en symbiose, en sammensmeltning af sindbilleder, lister supermånen sig henover observatoriets øje og i minutter, er der intet andet end den blottede blodrøde måne og os, en fænomenologisk forbindelse.
Noget sker kun én gang. Et møde med den rolige røde runde måne, en hændelser vi havde håbet på, forudset eller forventet, men som alligevel bragte noget ganske ukendt og uventet med sig. Solen er værd at stå op for – Det er månen også.
//Nan
