Der hvor himlen kysser jorden (del 1)
“Jeg har en drøm”, siger Nikolaj. “Det handler om frihed og planløshed, det simple og spontane – vilkårlige indskydelser og pludselige påhit … en drøm der tager os med på nye eventyr, væk fra det forsættelige, byde det velkomment når det er kærkomment …. livets lunefuldheder. Jeg drømmer om at sove tættere på stjernerne og på havet, om at flytte mig, mens jeg er tæt på noget genkendeligt.”
Nu er vi midt i i den, drømmen. Blandt fold sammen kasser og kurve, besindigt pakkede kufferter og tænkbare eventuelle behov. Drømmen hedder California og er en folkevogn med soveplads på taget. Nikolaj har taget sin stråhat på og mens den milde sommervind stryger gennem vinduerne, ruller vi forbi bugter og bondens marker, spiser frokost på en kro og beslutter os for at overnatte i Bisserup, Holsteinborg sogn ved Smålandsfarvandet og Karrebæksminde Bugt, fem kilometer syd for Rude. Bilen parkerer vi langs stranden i skumringen, tæt på skoven. Vi brygger kaffe i vandkanten og ser solen gå ned, lægger os under dynerne på taget af bilen, lidt tættere på stjernerne blinker os i søvn.
Havbrise og blide bølgeskvulp vækker os og vi kravler ned og åbner sidedøren. Her sidder vi længe og forsøger at fange og fatte hver eneste følelse der farer gennem os. Vi hopper i havet fuld af vitaminer og mineraler og sætter os mellem stenene og brækker brød og spiser tomater med purløg fra vej-boden vi passerede aftenen forinden. Vi slår tag-teltet ned mens kurve og kasser bliver kategoriseret og systematiseret før vi kører mod Lolland.
Vi cykler fra Bandholm til Kragenæs og tager færgen til den 11,38 km2 lille ø Femø. Vi cykler øen rundt og drikker afkølet æblemost og taler tilfældigt med en af de 121 øboer …. “Vi fryder os tit over alt det, vi er fri for.” siger hun og vi mærker med både krop og sind, hvad hun tænker på. På vejen tilbage til Bandholm, stopper vi hos købmanden (den der er) Et lille hjøjrnehus, som Jan har overtaget efter Mogens og Bodil i 1994. I den lille pavillon udenfor finder vi grøntsager fra de lokale og æggene bliver hentet i hønsehuset. Jan fortæller, at han er ved at gøre klar til Fødevarestyrelsens andet besøg: “De mente, at fuglene er lidt for tæt på de smørstegte kyllingelår”. Vi snitter grøntsagerne og spiser ratatouille fra den lille gryde på primusanlægget. Udsigten er mod vest og solen forsvinder i horisonten. Vi lader dørene bag bilen stå åbne og ligger lunt under dynerne mens de gloende røde farver, flyder over i douche.
Drømmen fortsætter over Falster til Langeland, mens bindingsværk, bondegårde og stubmarker, bakker og åbne vidder, er vores loyale ledsager. Vi kører i udkanten af Danmark og jo, vi har også set den affolkede del, de tilgroede tomter, de afsondrede og afsidesliggende huse som muligvis, muligvis ikke, er blevt forladt. Vi har set flere ældre end børn, flere til salg – end solgt skilte og langt flere elkørestole end cykler, men det ændrer ikke ved naturens eksuberante skønhed, stilhed og sindsro. Flere vi har mødt siger, at de muligvis bor isoleret, men at de har meget sammen socialt. “Vi se og hør det meste. Se`om det e noe nyt i kram- eller vej bod eller stikker næsen forbi æ kirk eller æ købmand”.
Bag forsatsvinduet i den røde bungalow, med de gennemsigtige gardiner med blonde, sidder en ældre dame ved det knapt oplyste spisebord. Hun bor i svinget og vores billygter lyser rummet op. Hun sidder måske og spiser, måske løser hun kryds og tværs eller også sidder hun bare. Der er dug på bordet, måske en hun selv har broderet. Den ene pære i lysekronen er gået og det øvrige lys i huset er slukket. En automatiseret pære tænder, da vi passerer hoveddøren med blyindfattede ruder. En hare hopper gennem majs markens lange aks, måske den ældre dames mark. Vi beslutter at parkere på en skrænt for enden af netop denne mark.
//Nan
