Nogen bliver våde – andre mærker regnen
Aftalen havde været undervejs længe. Forventningsfuldt havde vi udførligt forberedt ,hvordan den skulle forløbe og tre forskellige arrangementer var på vores fredags tour rider. Jeg tager imod dig på stationen og du har som jeg, malet øjenbryn og læber, farvekoordineret dit outfit og sørget for at stoppe skråtasken med spilopper og cigaretter. Get set!
Sammen cykler vi et hurtigt smut mod Nordhavn, ned til betonklodsen i strækmetal. Vi tager fat i det røde 440 meter lange jernrør og haster om op kap op ad trappen…. Shhh…… hiver havneluft i lungerne og hæver pulsen, mens vi indtagtager udsigten, 24 meter over jorden. Vi skåler i en stærk følelse af velmagt og velvære, løber ned ad trapperne igen og fortsætter cykelturen langs banelegemet og Folke Bernadottes Alle. Vi må søge ly under træet ved Den Frie for nu begynder det at dryppe, men utålmodigheden griber os og vi fortsætter mod Esplanaden og Toldbodgade. Her må vi igen stoppe og søge ly., denne gang under en grafitti tagget container. Vi kigger utålmodigt ud – konstaterer kontinuitet – nikker, griner og fortsætter ivrigt mod Nyhavn, over Kyssebroen og sætter cyklerne i stativ på Papirøen, hvor vi spiser pizza og drikker Pisner.
På de sidste siddepladser på skind i det farverige og folkeligt gade- og gedemarked, kan vi se over på Skuespilhuset hvor vi om lidt skal høre musik. Men udsynet opløses pludselig af massevis af mennesker og mange millimeter regn og vi må aflyse vores første koncert. Vi køber istedet mere øl og tilrettelægger turen til næste arrangement. Et sandt skybrud fylder nu parasoller, paptallerkner og plastikkrus fulde af vand udenfor, mens folk flokkes om borde og bænke med mad fra boder og øl fra mikrobryggerier, indenfor. Andet arrangement aflyses. Tumult, trængsel og tempo – larm, latter og limbo …. Shhhh….Regnen stilner af og summen siver.
Vi træder ud i lyset og ser solens sidste stråler, men i stedet for at haste til vores sidste koncert, cykler vi impulsivt væk fra byen, mod båd broen og Banchina hvor vinden og fredsommeligheden har sænket sig over det gamle skur. Vi slår os ned mellem skrot og skrammel og sætter os, som to strandede latterfugle med benene oppe på stole vi har stablet. Øjeblikkes symbiotiske symfonier…. Shhh ….Der er tomat på din t-shirt og en fugl har skidt dig ned ad ryggen. Vores læber og øjenbryn mangler maling og skråtasken bliver langsomt tømt for cigaretter. Ingenting, med udsigt til alting og det vi ikke fik nået, griner vi og glemmer og overgiver os, til solnedgang og sjælden stille spontanitet. Alene, men os to. Du og jeg. Ja, du og jeg.
//Nan
