Kvindens kvantespring
Pia og Birgit var børn i starten af 50`erne. Deres mødre havde været børn under depressionen, været unge under krigen, de blev gift umiddelbart efter krigens afslutning og så fulgte tiden som hjemmegående husmødre. Sådan var det for langt de fleste pigers mødre på den tid. 3/4 dele af kvinderne sørgede for husholdningsregnskab, kogekunst, klædevask og så naturligvis at opdrage og passe børnene. Det var i en tid, hvor man vaskede både bestik og bleer i hånden, broderede og reparerede i hånden og spadserede eller tog sporvognen fra forretning til forretning for at handle. Statens Husholdnings Råd udgav pjecer til mødrene om, hvordan de kunne få tiden til at række ved feks. at anvende et opvaskestativ efter opvasken i de tre baljer (en med skyllevand, en med sæbe og en med rent skyllevand), indkøbe de netop opfundne strygefri stoffer og benytte de nye købmandsforretninger som samlede indkøb af kolonialvarer, kød og mejerivarer på ét og samme sted. Børnene måtte man også give opgaver såsom at hente bestilte varer (sørge for nøjagtigt regnskab!), at se efter mindre søskende eller stoppe vådt fodtøj ud med papir, Skolegangen var syv år som minimum, men fælles for både Pia og Birgit var, at de tog realeksamen og gik yderligere tre år i skole. De blev begge ansat på kontor, men så hører ligheden med de to piger også foreløbigt op.
Birgits far var ansat i et engelsk firma som handlede med østersskaller og sammen med sin kusine, blev hun sat på et tog til Esbjerg og herfra sejlede hun til England. Meningen var, at hun skulle i huset hos direktøren, men han insisterede på, at hun ville kede sig og kom istedet i forretning. Hjemmefra havde hun fået besked om, ikke at tage imod invitation om at gå alene ud med direktøren, så da han inviterede hende, spurgte hun om lov til at tage sin kusine, som også var i England, med. Kusinen fortalte, at hun havde hørt , at SAS søgte stewardesser og ville søge. Birgit gjorde det samme. Hun fik afslag, med begrundelsen om, at hun ikke var dygtig nok til tysk og tog derfor til tyskland for at lære det og året efter, i 1968, blev hun ansat.
Pia fik en elev plads i en kjoleforretning, men ikke længe efter fik hun også mulighed for en elevplads som kontorelev og skiftede plads. Hun var allerde kæreste med Henrik, de blev gift og da hun blev gravid forlod hun pladsen og brugte herefter de første år som hjemmegående husmor for sine børn. I 1978 kom hun igen på arbejdsmarkedet, denne gang som hjemmehjælper. Hun kørte rundt på cykel, passede og plejede ældre medborgere samtidig med, at hun meldte sig ind i et politisk parti 1984 kom hun i Folketinget og i 1985 stiftede hun sammen med nogle partifæller sit eget parti.
Hverken Birgit eller Pia var revolutionære, selv om den tid de voksede op i var markant anderledes end deres mødres. Deres barn- og ungdom var præget af fred, håb og begyndende velstand. Det gav mange unge et mentalt overskud til feks. at protestere mod atomvåben, mod USA´s deltagelse i Vietnamkrigen og senere, blive en del af studenteroprøret. De unge fik en stemme de ikke tidligere havde haft og det gav sig udtryk i både meninger, mode, musik og manerer. Birgit og Pia bevarede lidt af den generation de var børn af, ved at pleje ægteskabet, yde håndværk og styre husholdningen. De kom på arbejdsmarkedet som mange gjorde i 70`erne, de blev iværksættere,som flere i 80´erne og har bevæget sig stærkt og sikkert ind i den digitale tid af i dag. Og selv om vi mener, at Verden er under forandring har kvinder født af kvinder i efterkrigsårene, gennemgået nogle af de største forandringer. De har taget imod og lært at gå imod og indgå.
De to jævnaldrende kvinder denne fortælling handler om har aldrig mødt hinanden, men har hver især har de printet sig ind i min bevidsthed; den ene fordi hun er min mor, den anden, purseren ombord på vej hjem fra New York. Under en natlig pause sad hun og strikkede istedet for at hvile og fortalte samtidig sin historie. Om livet før, men især om de 50 år der er gået siden hun begyndte som stewardesse i SAS. De er begge fortsat på arbejdsmarkedet, er glade og grebet over det de laver og lever et liv deres mødre end ikke fantaserede om. “Ja, der er sket meget siden jeg begyndte og vi alle kun måtte bruge Juvenas læbestift nummer 08”, siger Birgit og smiler.
//Nan
Og vi taler #Metoo#, om veninder, døtre, kvinder og om “pigen, der godt kunne lide at sætte sig selv på spil, hende, som havde meget frihed og frimodighed i sig…..”
Det er en lørdag aften. Jeg err til nytårskur. En tradition hvor nogle kvinder skåler med hinanden, spiser og offentliggør ønsker for året der kommer. Mit ønske sidste år var, at skabe letloverule.dk – et positivt medspil – et virtuelt kram og mit nu, 110´ende indlæg, som jeg har brugt dage på at finde vinklen på, udspringer i lørdagens signifikante samtale. Det er sårbart og stærkt, voldsomt og vigtigt og så handler det om både vores mødre og vores døtre, vores fædre og vores sønner, og om hvad der sker, når kvinder vil frigøres og træde endnu et skridt frem, mens mænd skal lære, at post materialisme rækker ud over det der kan måles og vejes og, at de nu må træde et skridt tilbage, hvis det er det, de vil anvende. De selvudnævnte “store mænd ” må forstå, at det er uetisk, sårende, ødelæggende, umoderne og krænkende at tro, at man ved hjælp af penge og magt, kan tage og få…..hvad…..et andet menneske? Til at få nogen til at gøre noget man tvinger dem til? S T O P! 
Det er da generationer siden, at magthavere havde mere at sige over mennesker, der havde mindre magt eller at mænd havde magt over kvinder, tyende, børn? Og for at kunne bære tanken, bringer jeg Fred Flintstone på banen og ser ham komme trækkende, med sin kone Wilma i håret og en kølle i den anden…..i hvad….Stenalderen?
I ca. 1848 ophævede Peter Von Scholten slaveriet og i dag……tusinder, hundreder, kun tyve år senere taler vi fortsat og stadigvæk om kvinder, som tydeligvis ikke er omfattet “afskaffelsen af revselsesretten” eller “råderetten over mennesker”. Lad os nu lære at lytte og forstå, at intet menneske, kvinde som mand, bør udsættes for hverken legemlig afstraffelse eller anden krænkende behandling. Lad os lære og forstå, at ingen er nogens ejendom men, at vi bør bekymre os om hinanden og at ordet krænke(r) er ødelæggende som både substantiv og verbum. Det skal ud og væk fra sproget.
Denne gang var det Cathrine som satte sig. Inviteret og dedikeret tog hun forsigtig fat med begge hænder, løftede og bød ind med sine betragtninger. Jeg støttede kun vagt da jeg mærkede, at bordet begyndte at vakle. Det stod ellers ok solidt, med masser af bordben, som gennem et halvt liv var blevet skubbet ind under for at stabilisere, men aldrig hamret fast med syvtommersøm, Så længe pladen ligger nogenlunde stabilt, skal det der holder den, kun vikariere så man kunne variere, når noget ikke duer mere. For man kan tro og mene noget – længe – men så dukker én eller anden op, puffer lidt til benene under bordet og man tvivler, lader det bestående komme an på en prøve, sætter sig igen og mærker, om det føles mere trygt; Om man er bedre tilpas.
Det, at vi er så forskellige er det, der gør os til de mennesker vi er, og forskel er i det hele taget det, der gør os til mennesker. Tilgangen til bordet, mit møde med to mennesker og ønsket om at skifte et ben eller to, blev for mig et øjeblik identisk. På den ene side fandt jeg, en fællesnævner mellem to kvinder som muligvis kan enes uproblematisk om det jævne, men som som på den anden side er vidt forskellige individualister, med ikke ubetydelige forskelle. Ønsket om at synge selv og ikke nøjes med at lave larm i baggrunden, er et nagelfast ribben hos dem begge.
