Vi ser ikke andre som de er. Vi ser dem udfra hvem vi selv er.

Vi ser ikke andre som de er. Vi ser dem udfra hvem vi selv er.

af | aug 26, 2018 | MIG

Så sidder vi her i Karins kurvemøbler i Kulhuse. Bordet, er dækket med fiskefrikadeller, formfranskbrød og rørte salater. Vi skal spise af vigtige vintagefund, drikke vin og vand og smage på sensommeren i sommerhuset. Vi der sidder her, er to mænd og to kvinder. Vi har alle passeret det halve liv, men vigtigere endnu, sat et forsigtigt fodaftryk i hinandens hukommelse, som i dag skal hentes frem og have børstet støv og spørgsmål af. Det er små 30 år siden vi så hinanden sidst, Christian, Eduardo, Karin og så mig.

Vi mødte hinanden på St Thomas V.I. hvor jeg var au pair sos en dansk/vestindisk familie, Christian arbejdede i en butik der forhandlede skandinaviske varer, mens Karin var au pair hos en hollandsk familie og Eduardo (the island man from Santa Domingo) arbejdede på øen som læge.  Tilfældigheder bragte os sammen på den lille ø i det Caribiske hav og nu sidder vi her, samlet igen, på en noget større halvø, omgivet af danske fjorde.

Tre singler, en gift. En med et barn, en med to, en med tre og en uden børn.

Tre heteroseksuelle, en homoseksuel, tre er hvide i huden, mens en er brun. To af os taler dansk, en hollandsk/dansk og en taler engelsk/spansk. To bærer briller, to gør ikke. En er bosat fashionabelt i Florida, en i en lejlighed i Rotterdam, en bor  i hus i Hellerup og en har bosat sig i sit sommerhus langt ude på landet. Og mens Christian frem- og medbringer formidable frugtbare syltede glas og safter, erkender Eduardo forlegent, at han behøver en kvinde som kan hjælpe ham med at lave mad. Det blotte øje, ville måske definere os ud fra forskelle og finde det svært at finde en sammenhæng, men selv, er vi nysgerrige efter ligheder og uanset, at de ikke er umiddelbare, synes de både før i tiden og i løbet af dagen, flere og mere.

Og det er ubesværet og ærligt omend emnerne er skrøbelige og selvberoende. Det er oprigtigt og overvældende og med en helhjertet lydhør- og tålmodighed for at forstå de liv, man ikke vidste hvor blev båret hen, da vi forlod hinanden, øen og den store Verden, vi netop havde opdaget. Et års venskab som blev en del af vores historie, en del af os, en del af mig og min histore. Et møde uden for “egne rækker” som gav indblik. Et møde som satte mig i forhold til og gav mig indsigt i, som fik min oprindelighed, til at vokse og min udsigt, til at være, så meget smukkere.

Mange af mine ubesvarede spørgsmål er faldet til ro i Karins kurvemøbler i Kulhuse.Ingen af os sidder længere fremme på stolen, men er sunket tilbage med en mental mæthed over de hjertebårne brikker, hver især har lagt til. Der er nu stor forskel på at sige farvel og på at sige på gensyn.

//Nan

(Foto er ikke fra Karins sommerhus – Vi havde aldrig telefonerne fremme)

Sliding doors

Sliding doors

af | maj 28, 2017 | MIG

Hellerup fredag formiddag – 2017: Lysene i kastanjetræerne er tændt og bøgen har iført sig sin lysegrønne krone. Jeg bevæger mig gennem et landskabs-galleri af konturerer, flader og farver, på tværs, på vej til Kulhuse for at besøge Karin. Karins mor var dansk, hendes far fra Holland, hvor hun er født og er opvokset. Efter moderens død for to år siden, købte hun sammen med sin søster et sommerhus, men vores venskab begyndte længe før, på St. Thomas  Jeg var var au pair hos en dansk/ vestindisk familie, Karin hos en vestindisk/ hollandsk familie.  Vi har ikke set hinanden i siden.

St. Thomas lørdag aften 1987. Min danske far siger, at han har inviteret Eduardo over. Han er kirurg, god ven af familien og vil invitere mig ud, så jeg kan lære nogen at kende. Jeg husker det som kikset og klodset, nærmest katastrofalt. Mest fordi, Eduardo er 20 år ældre end mig, er en lille spinkel mand fra Costa Rica med lyse loafers og pink Marc O`polo . Jeg vil helst blive hjemme, men kører med. Jeg vil helst sidde i baren, men går med da han finder et bord til to.. Jeg vil helst hjem efter maden, men går med på en bar hvor han møder en bekendt, Ron.

St. Thomas søndag formiddag 1987: Telefonen hos min familie ringer. Det er til mig. Ron vil invitere mig i biografen. Jeg bliver ustyrlig og  ualmindelig ungdomsforelsket. Ron er næsten 1:90 meter høj. Han har bare tæer i sandalerne og en hvid T-shirt med lange ærmer uden logo. og når han smiler er det, som at finde en perle i en muslingeskal. Vi bliver kærester den søndag og er sammen det år jeg arbejder hos familien. Jeg tager til Danmark, men kommer igen og besøger ham og bor hos ham. Mit visum udløber og jeg får afslag på at få det forlænget yderligere. Jeg må til Danmark og kommer ikke tilbage.

Hellerup torsdag morgen 2016. Min mand Nikolaj, vores to døtre og jeg, skal holde jul med min au-pair familie på St. Thomas. Det er 29 år siden, jeg har været på øen sidst. Det er bekendt og fremmed – lige til og langt fra. Der er pakker og palmer, sol og salmesang, flæskesteg og 35 grader. Jeg spørger til Ron – om de ved hvordan han har det? Min far fortæller, at han har en restaurant på øen, men at han er i Maryland over julen, om jeg vil have hans telefonnummer? Jeg nikker.

St. Thomas torsdag aften 2016. Den latter. Det sprog. Den stemme. Han lyder ikke overrasket, nærmere lettet over endelig, at høre fra mig. Vi er i det øjeblik 30 år yngre og samler de tabte hjerter op og puster liv i dem. Ron mødte ikke nogen kvinde efter mig, han blev ikke gift, han fik ikke børn.

Kulhuse fredag formiddag 2017. Karin og jeg sidder i havnen, ser færgen komme ind fra Hundested og hun spørger mig. Hvad ville der mon være sket, hvis du havde fået fornyet dit visum èn gang mere ?

//Nan