Hvis blot jeg vidste, hvad jeg skulle gøre med det jeg ved
Her ligger jeg så.
Sæsonen har varet længe og både de ydre og indre rammer har taget tid. Den kunstfærdige kuppelformede rede er lun og sikker, bygget af solide materialer som mos, fint græs og fjer. Skallen har skærmet, men nu har den slået sprækker og vi er, side om side. Vi er blevet fodret og fløjtet for, vi er flyveklar. Tiden er kommet og vi må videre. Vi ved at vi kan , for både anatomi og fysiologi har udvist unikke tilpasninger som gør os i stand til at flyve, så vi må videre. Ud at lære at bruge de enorme mængder energi der skal til for at krydse både ørkner og havområder uden mulighed for at tanke op. Videre, sammen, men hver for sig.
Det er det der gør mig utryg, uafklaret og fremtids usikker for under den vogtende varme vinge er jeg vokset op, med alle mine kompetente og kærlige kollegaer. Jeg trives ikke alene, men flyver smukkest i flok.
Det er mere end 30 år siden, at jeg fik vinge på. Et smukt lille metalformet skilt, symbolet på flyvefærdighed. Fra da af har jeg fløjet, dedikeret og engageret. Sørget for sikkerhedden og stået last og brast med det der på boardingkortet synes forudsigeligt – tur/retur Verden rundt – skolet i at agere og håndtere det uventede, det uforudsete. Stolet fuldt og fast på et talentfuldt team med tårnhøj og kilometer lang arbejdsmoral som byder en arm og en beroligende stemme. Ingen har vaklet, men veluddannet og vidende, har vi vist vej. Flere gange om ugen året rundt, har vi pakket vores liv ind og ud af kufferter, trådt ind og ud af kontinenter, været i et mikro-, men også i et makrokosmos….. Vores hverdag har været forunderlig …. foranderlig.
Nu minder intet om dagligdagen i luften. Alligevel handler alt om netop dette, her på jorden.
Tilbage i reden ligger enlige svaler og drømmer om sort sol af stære, som stimler sammen på træk. De moderlige vinger hviler sig for hun er jo i den sårbare gruppe og er blevet bedt om at holde sig hjemme. 75 år gammel, så vi må indlysende udvise forsigtighed. Hendes immunforsvar er stærkt, hun har ingen kroniske sygdomme og så er hun ikke at forglemme, af den velkendte vikingeslægt. En innovativ eventyrer, en oprindelig, en overlever. Vi forstår fuldhjertet at det er fatalt, men vi efterstræber og eftertragter, at vingerne vil bære og at det blå hjerte igen snart må slå.
Nogen vil blive skubbet ud af reden, resten af netop dette kuld, vil flyve stækket og svækket. Naturen er barsk, ubarmhjertig og til tider ubærlig, men mennesket kan tilpasse sig. Det er en del af vores evolution. Homo sapiens rejste sig for millioner af år siden og når Verden igen går med uret, vil vi vise hvordan vi breder vingerne og løfter os.
//Nan
