For hver uvenlig handling, finder der millioner af venlige

For hver uvenlig handling, finder der millioner af venlige

“Se”, siger min mor. “Er det ikke forfærdeligt?”. Hun har fundet sin telefon frem og viser mig et klip af et par fire til fem årige drenge og piger, som bliver hyldet for deres evne til at håndtere våben og hidse sig op og recitere afskyvækkende angreb på bestemte befolkningsgrupper, mennesker som dem selv, men som mener  ……  STOP! Jeg ser med et par sekunder før jeg forstår, hvad hun vil vise mig og vender ansigtet væk og bliver både forfærdet og bedrøvet og virkelig vred på voksne som trækker børn ind i en forpint, forvredet og fordrejet Verden af had og håbløshed. “Hvorfor viser du mig den slags”, spørger jeg. “Fordi det sker”, svarer hun.

Jeg er på facebook. Hviler hovedet i hånden, mens jeg bladrer gennem de seneste dages opdateringer. Der er fotos med tilhørende tekst fra ferier, fødselsdage og venlige påmindelser om, at ønske tillykke, Nogen er  i Tivoli eller til fest, andre spiser smukt tilberedte retter og drikker udsøgte vine og mens jeg beundrer fotos af solen den står op og igen går ned over havet eller byens hus tage dukker ……. STOP! Jeg ser med et par sekunder før jeg forstår, at jeg ser to dansende bjørne med seletøj og mundkurv som bliver slået med stokke, hvis de et øjeblik giver op og jeg vender ansigtet væk og bliver oprevet og oprigtig sørgmodig når voksne indfanger vilde dyr og tvinger dem til at optræde, men også på de voksne der bifalder og betaler. “Hvorfor vil du vise mig dette”, tænker jeg. Ingen svarer, men jeg ved, at det er gjort, fordi det sker.

Og jeg passerer et TV efter, at de har fortalt, at de vil bringe billeder, der kan virke rædselsvækkende, lytter til musik som bliver afbrudt af den uhyggelige nyhed om …… og ser spisesedlerne jeg cykler forbi, med breaking cliffhangers og click-baits om en Verden, plaget af klimaudfordringer, krig og kalamiteter. Jeg tvinger mig selv til at læse bøger skrevet af kvinder der er flygtet fra frygtelige forhistorier og ser dokumentaren om fx. “De hvide hjelme”, hjælpeorganisationen der i årevis har reddet sårede og bjerget dusiner af døde, ud af ruinerne i Aleppo. Jeg har råbt STOP!  Registrer og reflekterer og ved jo godt, at Verden er i ubalance, at had og håbløshed ånder på den. Jeg ved det, jeg ved det. Det sker. 
Der er den store Verden, selv bor jeg i den lille. Her begynder det, her kan jeg handle, her mærker jeg noget spire. Det er hverken en forbigåelse eller en forsømmelse, ikke at vove sig for langt ind i den store Verden og du må gerne dele og fortælle mig om den, men helst  hvis vi kan forandre noget i den. Det er for hårdt, kun at se på, at føle uformåen og utilstrækkelighed. .Gråden indlejrer sig og bliver kronisk. Fremtiden skal vi bryde os om at stå op til så jeg ruller den røde løber ud og bevæger mig ind  I ordene og den virtuelle, visuelle Verden. Her forskønnes fine og fortryllende fotografier, men vigtigst af alt, af selvsamme Verden. Jeg “liker” og sender hjerter for at vise, at jeg værdsætter, at de deler. Jeg mødes med dem jeg elsker og dem jeg lige har truffet, er opmærksom, foretagsom og hjælpsom. For jeg hjælper gerne, også i den store Verden, men du må vise mig hvordan. Frem til det, vil jeg i den lille Verden, forsøge at tale Verden op og leve efter det.

//Nan

Min datter er soldat

Min datter er soldat

Der findes ingen manual. Intet opslagsværk eller nogen encyklopædi som kan beskrive de mange udfordringer, livet beder os om at tage stilling til. Der findes ikke det skrift, hvor man kan slå op på fx side 247 for at finde svaret på hverken hint eller dette. Mange af de begivenheder, hændelser, konstateringer og spørgsmål som opstår undervejs, er livsvilkår. Man må bøje og sno sig, vende og dreje, give tid og tanke. Og i takt med at solen står op og solen går ned, lærer og lytter man til den indre monolog og den ydre dialog og giver plads til, at livet er besynderligt …. forunderligt, men også vidunderligt. At det er sårbart, spinkelt og sørgerligt, men også stærkt, stort og smukt.

At blive forældre forstærker følelser man kun har kendt i unikke lykkelige øjeblikke i det, man byder et lille menneske velkommen i og til livet og man lover, at man vil yde sit ypperste, gøre sig umanerlig umage, beskytte dem, elske dem og lære dem empati. Lære dem, at der ikke kun er et “jeg”, men også et “vi” , lære dem at interessere sig for andre og være parat til at hjælpe. Lære dem at håbe og ikke frygte, men tro på, at de får tre chancer og at de, når man har brugt dem, får tre nye. Sådan ca. tænkte vi da vi blev forældre. Vi ønskede for vores døtre, at de skulle føle sig som en del af flokken og blive i stand til at bygge bro og broderskab.

Vores ældste datter er soldat. Det var både overraskende og overvældende, at hun tog det valg – et valg jeg aldrig selv ville have truffet eller troet mulig, for en af voers piger. Jeg ledte efter en manual, et opslagsværk og havde et bestandigt behov for at slå op på side 247 i det forsvundne skrift for at finde svaret. Svaret jeg søgte, kom fra hende selv: “Jeg bekymrer mig om flokken; Verdensflokken. I har lært mig, at jeg er i stand til at bygge både bro og broderskab. Håbet er en del af mig og selv om jeg har respekt, har jeg sjældent frygtet. Jeg vil til hver en tid gøre mig umage og yde mit ypperste. Jeg er jeres førstefødte og føler mig forpligtet til at beskytte, ikke bare min søster eller dem jeg elsker, men også dem jeg ikke har mødt endnu. Det er noget med indlevelse og empati. Mit liv består af vi og sjældent af jeg. Vi kan jo ikke skabe fred alene, men må invitere hinanden med. Jeg har grebet en chance for at hjælpe hvor det er nødvendigt og jeg ved jo, at når jeg har brugt den chance, viser der sig en ny. Var det ikke det du sagde ? Hvordan kan du så være overrasket ? “

Jeg forsøger at holde fast i hendes svar, men vælter omkuld og siger, at ingen unge skal risikere ar på hverken sjæl eller legeme og at de krige der føres ude i Verden, ikke er vores krige. Men som en anden helgen svarer hun: “Verden er vores mor. Der er ikke en Verden som er uden for os – jeg er trådt ind i den og ønsker at forblive en del af den. ”  Og jeg siger omverdensfornægtende: “Men jeg hader krig. Jeg er pacifist”. Med ro i stemmen, lægger hun de sidste ord i mine ufærdige sætninger: “At præcis samme årsager mor, valgte jeg at blive soldat”.

//Nan

Præsident Barack Obamas tale ved modtagelsen af Nobels fredspris. Oslo, den 10. december 2009

http://www.emu.dk/sites/default/files/Obama%20ved%20Nobels%20Fredspris%202009.pdf