Bidt af banko
Allerede ved 17:15 tiden begynder de første at indfinde sig. De kommer i mindre grupper af tre, fire ad gangen og de der kommer alene, slår sig hurtigt til en af grupperne – kvinder primært, men ikke udelukkende. Mange af dem har en cigaret i den ene hånd alle, en sponseret stof pose i den anden. Smilende, småsludrende og hjerteligt, bevæger de sig mod porten og aftenens begivenhed, i baglokalet på Nørrebro. 
Vanefast styrer de ind i den rødmalede hal uden vinduer, med orienterings lys fra højt hængende pendler og arrangerede træ- borde og stole på stålstel, placeret på langs og på tværs. Et aldrende vrimmel af mennesker, indtager de pladser de havde i går og årene før det. På et mindre rullebord ved indgangen, står sorte og hvide termokander med kaffe, en karton med mælk, flere skåle med sukker og stabler af tynde hvide plastikkrus. I boden kan man købe kolde drikkevarer, sødt og salt og på hylden under loftet står Gammel Dansk og Jägermeister på række og minder om barndommen i Tivoli, hvor man, hvis man var heldig, kunne vælge – også fra øverste, mest attraktive hylde.
De ældre damer med kortklippet praktisk frisure og perler i de hængende flipper, myldrer til bordene som havde nogen sat en lokkedåse med særlig sirup frem. Op ad tasken kommer penalhuset med magnetstænger og markører i mange farver. 
Tape og den hæklede pose med plastik brikker bliver sat ved siden af kortholderen. Lakridser fra en blå bøtte bliver hældt på en lille serviet “tag endelig” og “Skal jeg hente en kande kaffe til bordet?”. Den nu tømte pose og tasken bliver sat på en ledig stol og et stykke stof bliver hæftet på bordpladen. “Den er til dæk brikkerne. Se, så lægger jeg det i skødet, så jeg har dem lige ved hånden”. Hver skaber sig en personlig overlevelses firkant på 30×30 cm med alt hvad man kunne tænkes at få brug for, inden for de næste fire 1/2 time og minder om barndommen i skolen, til en eksamen måske, hvor man tegnede usynlige streger på bordet til den klassekammerat man sad ved siden af, for at skabe sit eget private rum.
Vi lærte hinanden at kende i security i lufthavnen, som jeg passerer hver gang jeg skal på arbejde og ofte, er det ham der står og skal godkende, min entré. Vi er nogenlunde jævnaldrende og med tiden udviklede det sig og ord blev til et kram og gensynsglæde. Vi blev virtuelle venner, skrev lidt sammen om hint og dette og efter et års tid blev Nikolaj og jeg inviteret på middag på Amager. Vi fik serveret wienerschnitzel og champagne og skålede for vores nye bekendtskab. Det var ligefrem, let og legende og snakken naturlig. På væggene hænger foto og cd´er af Nanna Mouskouri som er hus herrernes idol, mens passionen hos kæresten er banko. To til tre gange om ugen, dukker han op i hallen på Nørrebro for at mødes, for at være sammen og så selvfølgelig for at spille det off-line spil han har spillet hele sin barndom med sin farmor i Fåborg. I aften, er jeg inviteret med.
Fra mikrofonen bliver regelerne skitseret – igen – og tallene bliver remset eller messet og gentaget, i et betimeligt tempo. Der er stille. ingen hverken hoster eller hvisker. Man lytter og har fokus på sine, ved mit bord, op til 24 plader. Øre, øje, hånd – øre, øje, hånd. BANKO! lyder det et sted blandt de godt 200 fremmødte og alle vender sig mod udråbet for at få et glimt af vinderen. Vi skuler til hinandens plader for at få en fornemmelse af, hvor stor chancen er for selv at få banko. Opråberen fortsætter “nummer 97″…….”nummer 97” og nummer 97 bliver gemt bag en lille farvet brik, duppet eller streget. Klokken nærmer sig 22:00 og sidste vinder har netop fået sin gevinst. Ingen fra vores bord vandt i aften. Der bliver skramlet og småsnakket og Martin forsøger at finde de damer, han skal have med i bilen mod Amager. “Kom godt hjem, vi ses i morgen”, siger de til hinanden. Jeg hopper på cyklen, vinker farvel og minder mig selv om ordene fra barndommen: “Husk nu, at det ikke handler om at vinde, men om at være med”. Grrrrrr……
//Nan
