Frihed, frisind og idéen om at ville noget andet
34 hektar eller 340.000 m2 – Så meget eller så lidt, fylder Danmarks fjerde største turistattraktion,Christiania. Smukt omkring voldene på Christianshavn bor 630 voksne og 130 børn, dels i nedlagte kasernebygninger, lader og krudthuse og dels i barakker og skurvogne, de selv har konstrueret og bygget, mestendels af genbrugsmaterialer. I søen bor lappedykker, skarv og fiskehejre, gæs, ænder og knopsvane, på land bor man i Pagoden, Bananhuset, Carls Bastion og Snesol som måske ligger på Mælkebøtte- eller Mælkevejen og selv om man godt kan hedde Kim og Karina hører man oftere navne som Tjalfe, Urban og Nemo.
Slumstormere, hippier, kunstnere, hjemløse og narkomaner, indtog det nedlagte kaserneområde i 26. september 1971. Flere af dem fulgte en drøm, om et liv baseret på frihed, kreativitet og fællesskab. Flere af dem har været med til at nedskrive Christianias målsætning, om at opbygge et sted, hvor hvert enkelt individ frit kan udfolde sig, under ansvar over for fællesskabet. Flere af de oprindelige indbyggere bor stadig i den kollektivt styrede landsby; Det samme gør deres børn og børnebørn. De vokser op på Staden i Hovedstaden. En stad med både indkøbscentral, grønthandler, bager, smedje, cykelforretning, træværksted, ovn-værksted, trykkeri mm. En stad med spillesteder, restauranter, gallerier, teater, opera og jazz, men også en hverdags stad med mulighed for at indånde det skabende, skæve og selvstyrede særklasse samfund og blive mindet om, at der findes alternativer.
I 1975 fandt det første julemarked på Christiania sted i Den Grå hal, oprindeligt en ridehal fra 1853. Der blev solgt ud af hjemmesløjd, hjemmestrik og hjemmebag og man byttede og købte for kontanter. I dag, over fyrre år senere, skal man booke stadeplads i god tid, have mobilpay og ikke nødvendigvis Christianit. I dag kæmper oprindeligheder med fabriksfabrikeret, støbt og formet, men ikke i Den Grå Hal. Her hånd- fletter, former, væver, trykker og plukker man fortsat unikaer og originaliteter. Julemarkedet er for mange en tilbagevendende tradition om at gense de mange små boder med kunsthåndværk, smykker og opfindelser. At drikke glögg med rom, spise lune æbleskiver og få øje på nissen der spiller fløjte hvis ikke han råber, at det er en god idé at se børneteater: “Så er man sikker på at komme i julestemning og har man fået en jule overdosisvende, kan man blive kureret”. Man kan købe en plastik ko med glimmer og lyseholder i ryggen, lytte til lysene og Django Rheinhard, se på en natugle med neglelak og diadem, eller blot, vove sig ud på Christiania – et oprør, en øjenåbner, en forløst drøm.
Christiania har modstandere og tilhængere som så mange andre samvær- og samfundsformer. En overgang boede jeg på Christmas Møllers Plads og i den tid, blev Christiania mit tilholdssted. De tidlige morgener hvor jeg løb rundt om Voldene og lyttede til lyden af brænde der blev hugget og duften, der kort tid efter steg op af de kvikt konstruerede skorstene. Eftermiddage med musik, en håndøl og mennesker der gik til og fra og aftnerne hvor man kunne få sig et billigt måltid mad fra en af de mange gryder eller grillen. Sameksistensen af løsgående gadekryds og skæve eksistenser, men naturligvis også det paradoksale i, en gade fuld af forbudte sager, som man konstaterer og ignorerer, men hverken fotograferer eller konfronterer.
Jeg kommer stadig på Christiania og i lørdags da jeg gik fra julemarkedet i den Grå Hal, sad Julia og Julius og mindede mig om det fineste initiativ – det Christiania er aller bedst til: “De juleløses jul”. Jeg har selv hjulpet med afholdelsen, sammen med de mange andre frivillige kræfter der kokkererer og arrangerer og klapper taktfast når over 1000 gæster ankommer. Det er smukt, fuld af varme og kærlighed og skærer julesulet fra og helt ind til benet af, hvad julen egentlig handler om; At flette hænder, skabe julelys og samhørighed og sammen fejre hjerternes fest. Den grundtanke lever for mig, hele året på Christiania.
//Nan
