af talverdenop | dec 6, 2020 | Den positive debat, MIG
Kære Dagbog
I dag, hvilken som helst dag på på ugen eller på året for den sags skyld – og dog. Vi er et par dage inde i december, den 3. eller d. 4. måske og året .. 2020 Måske betyder det ikke så meget, om det er onsdag eller torsdag, ikke lige nu i hvert fald, for jeg er i Shanghai i Kina, isoleret på et hotel. Det er sådan kineserne her ønsker det og så er det naturligvis sådan vi må gøre det. Og jeg har gjort det, selv om jeg har været mere end betænkelig. Betænkelig ived at skulle testes flere gange i samme døgn for Covid-19, betænkelig over at skulle isoleres i et døgn ude i Verden og betænkelig ved ikke at kunne formulere og forklare mig, hvis noget skulle gå galt undervejs, men nu har jeg gjort det. Stået med åben mund og sagt ahhh, mens en læge stak en vatpind i halsen på mig, ventede et par timer på svaret som var negativt og gik ombord på et fly på vej væk..Fløj sikkert og vist til Kina hvor plastikbeklædte mennesker eskorterede os rundt ad trapper, i sluser og labyrinter, fra terminaler til bussen hvor endnu en test skulle tages og jeg blev vred på damen hvis øjne jeg ikke kunne se, da hun stak to træpinde i halsen på mig samtidig og flere gange, uden ønsket resultat, til pas- og sikkerhedskontrol, til stempler og scanninger.
Jeg ser alt gennem bus ruden på vej til hotellet. De gammelkendte rødmossede ansigter på vej til og fra, på tæt-læssede knallertter. Huse der er ved at blive bygget op eller revet ned. De små anlagte køkkenhaver og vasketøj, altid vasketøj som hænger på små altaner bag gitter. Vejarbejderne, både dem der sparker til et par sten og dem der lige har lettet på hjelmen for at tørre en klud over panden. Jeg er sikker på, at der er en plan, men deres ansigtsudtryk signalerer, at de selv er lidt i tvivl. 
Kvinden som pusler lidt rundt foran sin lille butik med fremmede frugter og brændevin, lidt tørret og saltet fisk og noget på glas med skruelåg jeg ikke helt kan gennemskue. I vinduet hænger natursvampe , udenfor er gule pomegranter, gigantiske ingefær og sodavand i fremmede flasker, mens en plastikkat står bag ruden og vinker. Her er lidt af alt det man lige står og mangler eller noget af alt det, man godt kan undvære.
Hotellet er indrettet som de fleste med beige og brun marmor og smukke store kroner i loftet, men ellers er her intet andet, ingen andre. Kun statens plastikbeklædte folk, som skal sørge for, at vi er dem vi giver os ud for at være og hvis vi er… så skal sørge for at eskortere os til vores værelse. Det er her jeg er nu, bevist negativ og endnu engang konstateret, at jeg er mig, Vinduet står på klem og den søde duft af Kina, duftes i øjeblikke. Overfor hotellet spiller de badminton i en stor hal. Det er de menesker jeg kan se og så vagtbetjenten nogen har sat ved indgangen til hotellet. Han rejser sig af og til fra sit lille skillerhus og går en runde. Han er pligtopfyldende og gør hvad han bliver betalt for, men der kommer ikke nogen i alle mine vågne timer.
Nu banker det på døren og en plastikpose med knude, bliver sat på et lille bord uden for døren. Det er aftensmaden som stadig er næsten varm. Jeg sætter mig i sengen og ser på den gigantiske reklame skærm som tidligere har fristet med farvestrålende tilbud, afhængig af års- og taletid. Nu er den slukket og sort, som så meget andet.
Jeg er hverken ensom eller trist mens jeg ligger her og venter på at tiden skal gå, underligt nok, når man bliver lukket inde på et værelse uden nøglekort I det lille døgn jeg skal være her, finder jeg tværtimod ro og glæde i alle dem jeg har og alt det der venter. Friheden til at tænke og gøre (stort set) som jeg vil, min mands varme hånd, duften fra havet sammen med Buddha (min hund) alt for tidligt om morgenen, december lys i stager og på facader, smileyfyldte beskeder fra vores døtre, timers dagslys i min stue, god nybrygget kaffe, en cykeltur, uvist hvorhen, nærheden med mine venner, at spille fodbold om søndagen, forventningen ved at gå i gang med min nye bog, taknemmeligheden over at skulle til min svigerfars 80 års fødselsdag og at vi har alle vores “gamle”, friske blomster i vaser ….
I dag, hvilken som helst dag på ugen eller på året for den sags skyld – og dog. Jeg er på vej hjem.
//Nan
af talverdenop | nov 18, 2019 | Hverdagstanker og drømme
Baggrund: Kina har i århundreder været et favorabelt marked for Europæere. Te var for Englænderne særlig lukrativt, men man skulle have noget at handle med og ædelmetaller, blev vekslet for enorme mængder te. Som lagrene af sølv blev udhulet fandt englænderne på at importere opium fra Indien som blev sejlet til Kina for at emballere befolkningen i de slavebundne stoffer.
En kejser fik i begyndelsen af 1800 tallet sat en stopper for frihandlen med England, troede han, men Englænderne brød sig ikke om at blive truet og gik med sin enorme hær i land ved Guangzhou, hvor de vandaliserede sig gennem Kina. Kejseren i Kina blev tvunget til at underskrive en traktat, som blandt andet gjorde Hong Kong til britisk koloni. 156 år efter blev Hong Kong leveret tilbage til Kina (i 1997). Årsagerne skulle dels, være englændernes frygt for kinesisk udelukkelse af samhandel, men også angsten for, at Kina ville lukke for vandforsyningen (Hong Kong har ikke sin egen) og stoppe fødevareforsyninger (Hong Kong er ikke selvforsynende)
“Et land, to systemer” har siden overgivelsen fra England til Kina, været under pres. Kina ønsker mere indflydelse på landet og demonstrationer eskalerede i juli, med forslag om, at mistænkte kriminelle kunne udleveres til Kina. I måneder har demonstranter været på gaden for at forsvare retten til demokrati og jeg har set dem i øjnene.
Forgrund: En tilkaldevagt bliver afløst af fem dage i Hong Kong. Jeg har hørt historierne og lyttet til vores kinesiske værtinde, som taler om udgangsforbud, tåregas, mursten og drab. Vi er på vej til en krigs zone, men ikke til en kamp jeg ikke forstår – det ved man, når man selv er opvokset i et demokrati. Vi beslutter at holde os fra centrum og istedet udforske mere fredelige områder og blive i naturen, for min del ikke så meget af angst, mere i respekt. Vi vandrer i bjerge med smukt anlagte stier og trapper. Her er forbavsende få, Hong Kongs 7 millioner indbyggere taget i betragtning. Vi besøger “The big Buddha” og går de ca. 15 km ned til fiskelandsbyen Tai O med huse bygget på pæle og hyrer en båd til at sejle os hjem, mens solen forsvinder i havets overflade Vi tager til Discovery Bay og går de ca. 20 km hjem gennem økologiske tibetansklignende samfund, de junglelignende bjerge og hele farveskalaens blå bugter. Vi taler i timer, tillids- og forventningsfulde, uvidende om næste top eller rundning på ruten.
Samme dag vi skal hjem tager vi alligevel til Hong Kong. Den offentlige trafik er delvist lammet, gitre er trukket ned foran butiksindgangene og der ligger glas og brosten fejet ind til kantstenen fra dagen før. Vi passerer en hovedvej hvor demonstranter strategisk har placeret brosten i lange rækker. Demonstranterne bærer masker for mund og næse, men det gør ikke demonstranter også. Vi ser til. Det gør de fleste. Om hjørnet lurer kampklædt politi. De er mange og strids pladsen synes ulig. Jeg trækker de andre mod toget. Jeg vil til hotellet, allerhelst vil jeg bare hjem, men i det mindste vil jeg tilbage … præcis som de unge demonstranter, men i en langt mere realistisk version.
Foran mig forudsigelighed. Den lange lige landevej. Det givne kig. Viderne, det horisontale, plane, parralelt med vandet land med konstitinuelt monarki, demokrati og medlemskab af både EU og Nato og Nordisk Råd. En domstol som værner om demokratiet, retssamfundet og den enkeltes retssikkerhed.
Jeg er kommet hjem og nogen spørger mig, om det har været en god tur. På nyhederne kan de se, at Universitetet i Hong Kong brænder. Jeg ved det godt, for det er kun få øjeblikke siden, at jeg så de unge mennesker i øjnene. Jeg lukker dem og håber atter engang og igen, at Verden snart må blive et sted med mindelighed og medfølelse. En Verden for de unge mennesker at vokse op i, med håbet om og troen på….
Mulig fremtid: “Vi giver jer tilbage” og beder til, at det lykkes jer at komme frem eller i det mindste blive …fri for det megalomane diktatur og bevare retten til ytrings- og forsamlingsfrihed. Det er der, de unges idéer residerer og spirer.
//Nan
af talverdenop | nov 13, 2018 | Den positive debat
“Hvis du graver længe nok, kommer du ned til kineserne”, fik man at vide som barn, når man sad med spand og skovl i sandkassen. 
Jeg har senere læst mig til, at hvis man vil grave sig til Kina, skal man begynde i Bolivia, Chile eller Peru. Hvad jeg ikke har kunnet læse mig til er om hvorfor man sagde det; Om man troede, at kineserne gik med hovedet nedad på den anden side af jorden, eller om det var fordi, at Kina er et land langt væk, måske ikke i kilometer, men med sikkerhed i bevidsthed. Vi taler og tænker forskelligt, 
skriftsproget (som kan følges 3500 år tilbage) er smukt, men forskelligt, den mad kineserne spiser (og det de spiser den med) er forskellig, den musik de lytter til, deres adfærd, ceremonier, etik, hieraki, religion samt det moralske kodeks….ja, stort set alt hvad jeg kan tænke på, er forskelligt fra det danske.
Det er fjerde gang denne måned, at jeg lander i Beijing. Der er den samme blanding af lugten fra en gammel æske, der ikke er blevet åbnet længe, tonstung smog og mados fra de tusindevis af små mad huse. På vejene er alt i bevægelse hvor de små 8 millioner mennesker er på vej. Det lykkes mig at praje en taxa og sætter mig ind på det stof betrukne bagsæde, som gør det umuligt at spænde sig fast, da stoffet er trukket hen over selen og jeg forsøger at glemme statistikken, om den kvarte million, der hvert år bliver trafik dræbt i Kina. Vi kører til et område med Hutonger, for at komme væk fra de mange høje beton bygninger og istedet besøge de et etage høje og få meter brede boliger. Autentiske bolig former hvor kun få af husene har eget toilet, men benytter de fælles toilethuse, som er spredt i de smalle stræder. I dem, er der ingen døre og man sidder på hug overfor hinanden og forretter sin nødtørft. Blufærdighed er et ord man skal kigge længe efter i ordbogen, når man er i Kina. Her både prutter, spytter og bøvser man, når behovet melder sig. Man gør hvad man vil, når man vil omend det kan være en ukærkommen sædvane, når man er tæt på. I Beijing, er det uomgængeligt, ikke at være tæt.
Jeg finder et mindre madhus i en af de smalle smøger og bladrer gennem laminerede sider med billeder og bestemmer mig for at bede om grøntsager, da både mangel på hygiejne og husdyr, kan risikere at ende i samme gryde. Kineserne spiser ofte ude, dels af 
sociale årsager, men også på grund af de få kvadratmeter, de hver især bor på. De runde borde har plads til flere og meget mad er skåret i spiseklare bidder og bliver gået til med pinde. Omkring mig sidder flere generationer og lader skåle skifte hænder, mens der bliver smasket og snakket med mad i munden. Gennem ruden udenfor, passerer patchwork pakkede bedstemødre med deres bedårende børnebørn, mens mænd læsser jern ladcykler med sager som skal transporteres. 
Jeg tilbringer et par timer, går langs grå huse af cement med rødlakerede døre, af og til med en drage eller en løve foran, som symbol på tidligere tiders velstand. Jeg stjæler smug kik ind i gyder og gårde og finder omsider en taxa, der kan køre mig tilbage til hotellet, inden det bliver mørkt. Chaufføren renser undervejs, fordøjelsessystemet og stimulerer stofskiftet på turen, ved at drikke små slurke af sin medbragte drikke dunk, fyldt med urter og blade. Han klipper negle når bilen en sjælden gang står stille. Jeg betaler med den røde 100 yuan med Mao Zedong og får en grøn, en gul og en blå retur.
Kina er komplekst. Det er Verdens fjerde største land og Verdens folkerigeste. Deng Xiaoping indførste reformer i 1979 som blandt andet havde til hensigt, at afskaffe den sociale kontrakt om, at staten sørgede for og bestemte over, det enkelte individ fra vugge til grav (Jernrisskålen) Xi Jinping derimod, vil i løbet af de kommende to år få kineserne tilbage til stats truget, når komplet overvågning og pointsystemer er færdigimplementeret i 2020. Hvor kineserne er, hvem de er sammen med og hvad de køber bliver registreret og afhængig af, hvad det kommunistiske apparat har besluttet sig for er god opførsel, får eller bliver man trukket i point. En ensretning som skal sikre stabilitet, ved hjælp af ansigtsgenkendelses teknologi og 626 millioner overvågningskameraer inden udgangen af 2020.
Man kan have det lidt stramt med højt talende kinesere, de mange lyde og lugte, asen og masen,det sære, det skøre, og det svært forståelige, men det er jo det, der minder os om at vi er blandt mennesker ……… Det tror jeg trods alt at jeg foretrækker, frem for de regelrette robotter, man inden for få år, vil gøre kineserne til … men jeg forstår….
Overvågning i Kina er et livsvilkår.
En af de ældste civilisationer er ved at træde ind i den nyeste af alle science fiction tider og jeg ønsker mig tilbage til sandkassen hvor det aldrig lykkedes mig, at grave dybt nok.
//Nan
af talverdenop | jul 20, 2018 | Hverdagstanker og drømme
Ude ad en smal landevej, mellem gule kornmarker, syner et skilt om, at man kan købe økologiske grøntsager og i det lille ubemandede læskur, ligger frugt og grønt til skue. På en bøjet krog hænger brune papirsposer, ved siden af et håndskrevet papskilt om, at man kan lægge penge i metalkassen, som står på bordet nedenunder. Fornøjede, høster vi store squash, ny opgravede kartofler og frisk plukkede kirsebær, tæller og lægger sammen og lirker mønter gennem sprækken til kassen. 
Det er tillid i verdensklasse – den danske usynlige værdi, som i et og samme, viser både styrke og sårbarhed. På samme måde som vi ubekymret, stiller barnevognen med vores mest dyrebare, udenfor en cafe låser vores cykler med en lille metalpind som spærrer for egerne og får de glemte byttepenge tilbage af den næste kunde i butikken.Vi har et fælles mellemmenneskeligt projekt som binder os sammen på tværs. Vi ser hinanden i øjnene og giver håndtryk uden at skrive noget ned og tror på det bedste i hinanden. Boden ved vejen minder os om, at ingen eller de færreste vil kunne nyde en pose stjålne ærter og hvis og i fald, er vi overbevidst om, at de vil blive hjemsøgt eller få mareridt over den gale gerning.
Graver man længe nok i sandet ender man hos kineserne og i Kina har man siden 2014, ønsket at promovere netop troværdighed. “Keeping trust is glorious and breaking trust is disgraceful,” hedder det i et statsligt dokument og derfor har man bedt et privat selskab om, at oprette et overvågningssystem af dimensioner. Kreditkort, computere, tablets og telefoners aktiviteter bliver registreret i et enormt system og de 1,4 milliarder kinesere, bliver vurderet og rangeret. Hvis man opfører sig som ønsket, passer sit arbejde, bruger sine penge med omtanke og er frivillig i en parti venlig organisation, scorer man point – social credit. Point, som giver lettere adgang til mad- og behandlingssteder, men også datingsider som de, der fx ikke kommer afsted i ordentlig tid om morgenen og kører for stærkt, går over for rødt lys eller kommenterer kritisk på et udsagn på nettet, bliver udelukket fra. Det betyder, at hver tanke, hvert skridt og hvert bekendtskab man tager eller indgår i, derfor bør overvejes nøje – det er kinesisk harmoni, det er tryghedsskabende og tillidsfuldt, men det er kun med én og samme forudbestemte stemme.
Ca. 67% af den danske befolkning benytter sig af sociale medier og ca. 5,4 millioner danskere har et kreditkort. Med samme tillid som ejeren af boden ved vejen, lægger vi ublu og ubekymret vores liv og meninger frem, deler og kommenterer, like`er, læser, køber som beset og stifter bekendt- og virtuelle venskaber. Informationer florerer og cirkulerer og vi diskuterer, proklamerer og er sjældent armeret. Det beror på tillid, ikke bare til andre, men også til os selv. Og vi vokser og bliver større, når nogen viser os tillid – udfordringen er ikke tage den for givet. For selv om vi er Verdensmestre i netop denne disciplin, er det en daglig øvelse at fastholde den og alle de stemmer den måtte indeholde.
Selv har jeg fx en instagram profil. Den er ca. 1,5 år gammel og fungerer som mit virtuelle dagbogs album . Hvèr dag lægger jeg et foto op, på samme måde som jeg før i tiden, ville have skrevet en note i den dagbog, jeg ikke længere benytter. Jeg opfatter profilen som min helt egen private, velvidende, at de der har lyst til at være med, er inviteret. Derfor er billederne længe undervejs og aldrig uden overvejelse. Vi er mange med profiler på de sociale platforme og vores tilgang til dem er forskellig, men fælles for de fleste af os er, at vi stoler på, at de der ser med, vil os det godt. At de opfatter det lille ind- eller opslag – det vi poster – son et postkort man bliver glad for at modtage, måske man hænger det op i sin bevidsthed for en stund, men før eller siden lader man det passere og kasserer så der kan blive plads til en ny hilsen. Jeg kan lide idéen med vej boden og det, at vi byder på det bedste vi har og håber på, at den kontante afregning stemmer.
Hullet til Kina er dækket til med sand og selv om jeg ofte besøger det overvågede land, har jeg hjemmefra, social kapital nok til at begå mig og social credit nok, til at rejse derfra igen. Kontinuerligt træder vi ind og ud af regneark, måleenheder og diagrammer og i mere eller mindre grad scorer vi point – høje som lave – primært hos hinanden, men også i mange og flere bevidstheder.
//Nan
af talverdenop | okt 29, 2017 | ALT, Hverdagstanker og drømme
Hun kørte ned ad den snoede rampe fra garagens 3. sal, stak P-kortet i automaten som registrer den tid, bilen har været parkeret og fortsatte videre ud i natten. Det var langt over midnat og en arbejdsdag på over 12 timer er tilvejebragt. Fredag og ikke voldsomt meget trafik, tænkte hun og besluttede sig for at køre gennem København. Hun ville varme bilen helt op inden hun nåede til Christianshavn, så hun var klar til at køre vinduet ned og lade den kølige Københavner luft ind, indsnuse ungdommens utilslørede og ubekymrede vildskab. Se dem bevæge sig omkring uden at kende destinationen, ikke tænke over konsekvenserne, grine over hvad som helst og det der ikke kan genfortælles, tale med dem de ikke kender, være tilfældige, drikfældige, lemfældige………………
Radioen i bilen er tændt. Almindeligvis står den på P7 mix og moderne musik, men i nat står den på Radio 24/7. Andre nætter ville hun skifte eller slukke, men stemmene i radioen er i gang med et dystopisk drama: “Social Credit Systemet har været undervejs siden 2014, foreslået og fastsat af den kinesiske regering og skal endeligt iværksættes 2020. Meningen med projektet er at tildele alle borgere en “social kredit” eller en “social værdi”, baseret på de regeringsdata som vedrører deres sociale og økonomiske status. I bund og grund er det et masseovervågnings værktøj som analyserer borgernes data –
En slags statslig menneske Trustpilot. Planlægningsoversigten for opførelse af det sociale kreditsystem er udstedt af statsrådet og vil fokusere på fire områder: Ærlighed i offentlige anliggender, kommerciel integritet, samfundets integritet og retslig troværdighed. Borgerne vil blive ratet alt efter hvilken opførsel de har og om den stemmer overens og er ønskværdig ifølge Xi Jinpings. Han og rådet fastsætter alle tænkelige måder at agere og tænke på. Hovedponten er at øge bevidstheden om integritet og niveauet af troværdighed i samfundet samt styrke innovation af samfundets styring. Et redskab til at styre borgernes adfærd…………..
……………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………..
Bilen parkerer foran hoveddøren. Hun slukker og sidder stille i mørket og ved, at intet er som det var. Kina er Verdens 3. største land, har den 2. største økonomi og nu, Verdens første statsregulerende overvågningssamfund. Ingenting var længere som de er, men som nogen beslutter, at de er. Nogen åbner bildøren, nogen lukker døren til huset op, nogen går i seng med alt tøjet på, nogen kikker op i en revne i loftet og gør sig lille. Hun vil lige google. måske det blot var et natligt radio drama, en fjern fortælling? https://en.wikipedia.org/wiki/Social_Credit_System
………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………
Hun lytter til stilheden og forsøger at genfinde og genkalde sig sine egne tanker, mens hun stadig havde nogen. Hvis hun lykkedes med at falde i søvn, ville kloden være vendt når hun vågnede. Lys ville tvinge sig adgang og naboens hund ville gø, skaderne ville skræppe, vandet vælte ud af bruseren og kaffen blive brygget. I morgen ville hun slå græsplænen en sidste gang for i år og måske lytte til P7 Mix……………
//Nan
