af talverdenop | okt 8, 2018 | MIG
Første del af rejseskildringen fra Tanzania, finder du her http://letloverule.dk/tanzania-en-trope/
Anden del
Barafu betyder oprindeligt “sne” og er navnet på den sidste lejr vi skal nå, inden vi samme aften, skal gå de sidste kilometer mod Uhuru Peak. Lejren ligger i 4600 meters højde på et nøgent og øde klippe fremspring. Teltene står tæt og kun få, bevæger sig uden for de plaskvåde polyester pauluner, som vind og vejr gør sit bedste for at få revet ud af pløkkerne. De fleste, har svøbt sig i soveposen, med sokker af uld og stærke strikkede sind af stædighed, spænding og sigte. Det er fra Barafu vi skal gå og Barafu vi skal komme tilbage til. I nat ved 23 tiden vil vi blive vækket, vågne og pakke os i alverdens vand- , varme – og vind venligt, dun og uld, lyne op og lukke ned, tænde for pandelampen og sammen slange og snegle os, sindigt og skridt for skridt gå mod Stella Point. I nat spiller Richard, vores guide´s ord om, at “pain is temporary and gold is forever” på repeat. I nat skal vi ikke længere nærme os, vi skal nå.
Og her står vi så. Lettede og lykkelige, smilende, sammen i solopgang…….
eller
Nikolaj, min mand, er forvirret, svimmel, kræftes- og modløs. Han er kold og kaster op. Jeg putter og pakker ham ind i begge vores soveposer, mens jeg holder hans hånd, holder fast og beder ham holde ud. Hovedpinen er intensiveret og han kramper i små intervaller. Jeg lægger mig ved siden af ham og beder til, at han må få lidt hvile og genvinde den manglende styrke, men midt i sin slumren, sætter han sig op og beder mig hente Richard. Ved hver udånding kommer en urolig rallende lyd og jeg lyner mig hurtigt ud af håbet om og istedet ud i uvejr og ubehag. “Nikolaj skal ned … nu!”, siger Richard. Han tager mig om håndleddet og siger:” Du skal gå alene. Din iltoptagelse er rigtig god. Du har i princippet, aldrig forladt Danmark. Du kan”. Han søger mit blik med sine brune øjne, mens jeg, søger Nikolajs våde blå.
Kunne, kan, skal skulle ….Jeg hører ikke hverken Richards ord som en anbefaling eller et spørgsmål, men jeg ved, at jeg ikke vill op til toppen alene, men at vi skal ned sammen. Effektivt, pakker jeg vores gennemtænkte ting i tasker, min fortagsomhed i min fysik og mine følelser i frit fald. De næste fem, seks timer bugserer og balancerer vi Nikolaj 1,5 km ned ad regnvåde sten og ufremkommelige stier. Vi går med pandelamper i mørke og Richard har kontakt til beredskab og helikopter tjeneste, hvis Nikolaj må give op og ikke kan blive på benene.
Da vi når ca. halvvejs, vender lugte, lyde og liv tilbage. Kraterets kolde og golde jord, er erstattet af regnskovens frodige fauna, vegetation og varme og selv om Nikolaj er svag, står han stadig op og turen ned til Mweka lejren har gjort ham stabil. En sidste gang puster jeg luft i madrasserne, ruller soveposerne ud og luller Nikolaj i søvn. Jeg lytter til hans åndedræt, svagt, men stabilt.
Morgensolen vækker Moshi. Børn, kvinder og mænd går på langs den nedlagte jernbanestrækning, som blev bygget under tyske kolonitid. Skinnerne blev lagt fra Moshi til Tanga, primært for at transportere sukkerrør. Efter 1. Verdenskrig, blev området Britisk og først i 1961, opnåede Tanganyiaka selvstændighed. Toget kører ikke længere, men skinner bliver brugt af fodfolket for at undgå vovemodige motorcykler, travle tuc-tuc og belæssede biler. Vi går der også, Richard, Nikolaj og mig, en uforudset foræret dag ved foden af Mount Kilimanjaro som viser sin vælde i himmelhvælvingen. Nikolaj trækker vejret frit igen, mens væsken fra lungerne stilner af. Angsten for er erstattet af ærgrelsen over. Richard standser, tager ham om håndleddet og ser ham i øjnene. Nikolaj smiler og spørger: “Pain is temporary – gold is forever?”. Richard svarer begavet og berigende: “Lost gold, you can find, my friend …lost time will always be gone”
Hverdagen i Tanzania, et af Verdens fattigste lande fortsætter. Et land hvor gennemsnitsalderen er 51,2 år, børnedødeligheden er 79,41 pr. 1000 fødsler og 12% af alle børn dør, før de fylder fem år. Selv,i er vi blevet mindet om det skrøbelige liv vi har modtaget og forstået, at vores lotto lod er indløst og gevinsten, uvurderlig. Richard har flyttet sin hånd fra Nikolajs håndled, til hans skulder. Det er tid til at sige farvel. Richard nikker og bekræfter, at han tog den rigtige beslutning, da han beordrede Nikolaj ned. Hans succes rate er at bringe turister til toppen, men også, at de er i live, når de kommer ned igen:
“Remember Nikolaj, Kilimanjaro is forever, our lifes are not”.
//Nan
af talverdenop | okt 3, 2018 | ALT
Første del
Flaget i Tanzania er diagonalt delt af et sort bånd med gule kanter. Den øverste del er grøn og symboliserer vegetation, den nederste, blå og symboliserer vand. Farven gul symboliserer mineraler, mens det sorte bånd i midten er menneskene. Et bånd af mennesker, vi blev bundet tæt til allerede i Kilimanjaro International Airport, hvor vi blev taget imod, vist, vejledt og videre fragtet til og senere fra, vores hotel. Vi tager plads og det røde jord støv hvirvler op og blander sig med Tanzanianernes hverdagsliv som foregår og fortsætter uanfægtet og ugeneret.
Kvinder i mønstre og mosaikker, balancerer med spande, skåle og krukker på hovedet, mænd samles og sidder. De der arbejder, binder bundter af bred last på deres motorcykler,, etablerer og reparerer, genkender og genanvender, ombygger og omdanner det nogle få, ikke længere kan finde nytte i. Børn skubber skæve hjulfælge afsted, hinker med sten eller er kortklippede og uniformerede sendt i skole, som er obligatorisk de første syv år.
På hotellet er der mange ansatte. Arbejdsløsheden er høj og stiger for hver dag, et ungt menneske forlader skolen. Mange, med kun modersmålet, swahili, som eneste sprog har svært ved at finde arbejde, men de der er ansat her, har gået i secondary school og taler og øver det engelske. Kvinder, mænd, muslimer, kristne, hinduer, sikher, katolikker og traditionelle Afrikanske religioner, servicerer og trakterer både inden og uden for hotellets sorte jerndør. I Tanzania er der fred, der er adgang til vand og mad, modsat mange af nabolandende, Kenya, Uganda, Rwanda, Burundi, Mozambique og Zambia. Men befolkningen er lud fattig og man bliver mindet om det uanset, om man spadserer langs landevejen til den nærmest liggende by Moshi, ser det gennem ruderne på Land Roveren der fragter os gennem landskabet eller bestiger Kilimanjaro. Lerhytter udgør fortsat boliger, vand må man gå langt efter og tøj er noget, man har på uanset størrelse, farve eller oprindeligt tiltænkt køn. Tøj bliver brugt som først tænkt, det beskytter mod varme eller kulde.
Richard har været Kilimanjaro guide i 17 år, i dag, er han kommet for at hilse på os. Han arbejder, når der er gæster og må lægge til side og finde på, når de udebliver. Vi bærer vores tasker med nøje afmålt indhold til vægten hvor viseren ikke må springe forbi 15 kg. Derefter pakker vi de rygsække vi selv skal vandre med, med vand, proteinbarer og toiletpapir. I Nationalparken skriver vi os ind med navn og pasnummer – bestigningen kan begynde. Regnskov og skygge, fugt, urter og liv, bliver samme dag afløst af lavere buske, lyng og kæruld; Nogle dage senere, græstørv, mos og stenbræk, stensletter og bjergkamme. For hver højdemeter vi bevæger os, jo mindre ilt og liv, men livet over skyerne og vulkan tinder med nyfalden sne er eksuberant og illusorisk. Og mens naturen kontinuerligt overrasker er lejrlivet enslydende og oppeholdt af rutiner. 
Lyden af lynlåse fra inder- og fortelt, morgenvask fra en lille plastikbalje, grød, æg og toast og nedpakning af indholdet i teltet når man er på vej og udpakning af indholdet til teltet når man ankommer. Popcorn te, lunch og afslapning, driven omkring. Toiletbesøg i et af “cowboyskurene” som sjældent kan låses, middag med suppe og en variation over ris, kartofler og pasta, tandbørstning i det fri, lyden af lynlåse fra for- og indertelt og ind og balancere på liggeunderlag nede i soveposen. Nætterne er pakket ind i vat, i stilhed og i stjerner.
Luften er klar og kold, vi har forceret Lava Tower i 4600 meters højde og ned igen til Barranco Camp for at sikre akklimatisering og er i dag på vej op ad Great Barranco Wall – en 257 meter mere eller mindre lodret klippe væg. I alle regnbuens farver, bugter vi og alle omkring os, som en kinesisk karnevalsdrage opad, hen imod, ned og op igen, fremad og hele tiden tættere på Kilimanjaro, Verdens højste fritstående bjerg. “Pole Pole” betyder “langsomt langsomt” og bliver sagt mindst ti gange om dagen, enten af vores guide eller, af de mange bærere som finder alternative ruter, udenom turisterne. Med last på ryg, nakke og/eller hovede, bevæger bærerne sig som gazeller, opret og galant og jeg ser til min undren, at de ikke har hove, men hvide træsko, for store støvler, hvor den bageste del af sålen ikke længere sidder fast eller glatte gummisko. “Mais poridge” siger Richard og griner.
Dag nr. 6 er på kun ca. tre timers vandring mod Barafu Camp i 4600 meters højde. Vi er mange i lejren, i den næste, bliver vi endnu flere. Naturen er gold og kold og udover os mennesker, som insisterer, er det eneste liv der eksisterer, de sort- og hvidhalsede ravne som kredser over lejren for at finde føde. Det sorte støv fra de tidligere lejre har sat sig fast i tøj og telt, hår og hud, men alligevel, griber man vanen tro, fat i det lille blå plastik kar og gnider formålsløst, hænder og ansigt.
Grøden bliver spist, indholdet i teltet pakket sammen og “Hakuna Matata” bevæger vi os over endnu en bjergkam i haglregn. Nikolaj, min mand, har svært ved at trække vejret og vi holder mange små hvil og drikkepauser undervejs, mens uvejret raser og varsler. Fire timer efter, er vi fortsat ikke fremme og jeg beder de andre fortsætte, mens vi tager den ekstra tid der skal til. Richard bliver stående som en klippe med regnslaget blafrende, revnet og revet i stykker, som en høvding, en klan herre og gruppens ubestridte leder. Han ryster på hovedet og siger: “Hvis man vil hurtigt afsted, skal man gå alene – hvis man vil gå langt, skal man gå sammen”.
//Nan
af talverdenop | sep 17, 2018 | MIG
Man må lære at holde balancen. Fra første gang man selv skal trække vejret ind, til den sidste gang, man puster endeligt ud. Man må finde og fastholde frekvensen. Ikke forceret, ikke forjaget eller forkrampet, men afslappet og afblanceret. Øve sig i, ikke at træde for meget til den ene eller til den anden side, ikke træde på, over eller udenfor, men holde begge ben på jorden, skabe stabilitet og lodde ligevægt. Øve sig i ikke at blive for kold eller form varm, tage lyset ind og lade mørket falde på, lade ligegyldigheder passere og kærlighed ideologisere. Et hav af hænder enten støtter eller skubber, mens vi forsigtigt sætter den ene fod foran den anden og balancerer på livets line.
Skrøbeligt og svært – alle holder vejret – Smidigt og stilfuldt – alle ånder lettet op. Applaus.
Hverdagen er i vatter, jeg holder kadencen og flytter mig efter solens stilling og vindens vej. Lykken ler og jeg smiler respektfuldt tilbage. Jeg har været heldig, jeg ved det og jeg værdsætter det eller …. ikke bare værdsætter, men tager ærbødigt imod det og giver alt hvad jeg indeholder igen. Jeg vågner veltilfreds og går i seng sorgløs og sådan kunne jeg lade stå til, lade ligge og lade som ingenting. Tage imod hvad jeg bliver budt og tillidsfuldt lade mig falde i armene på skæbnens sødme, men for mig, bryder det med balancen. Jeg vil være med, vende mig om, se den i øjnene og holde den i hånden. Mødes med de kræfter som er så meget større og stærkere end mig. Ikke for at udfordre, men for at forene og lade forstå, med hovede og hjerte, at jeg ved hvad der er på spil.
Om få dage, sætter jeg min vejrtrækning på prøve.
Uluru Peak, betyder frihedens tinde på swahili. Det er det højeste punkt på Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro i Tanzania, 5.895 meter højt – over bare 5.500 kan ingen mennesker leve. På toppen er der permanent is året rundt og temperaturen kan nå ned under minus 25 grader. For at nå derop, skal man i dage forcere, skrænter og stendiger, klipper og klimazoner, Et naturligt vidunder, en sovende vulkan og “Så stort som hele verden, prægtigt, højt og ufatteligt hvidt i solskin” (Hemingway) Kilimanjaro er et af de “Seven Summits” som står for de syv højeste bjerge, i Verdens syv kontinenter. Jeg vil bestige mit første, Afrikas største.
Jeg tager min omhyggeligt pakkede rygsæk og mine vandrestøvler på og bevæge mig 11.270 km mod Verdens næststørste kontinent, som Verdens mindste og mest beskedne. Jeg rejser hverken for at bevise eller besejre, nok nærmere for at bevæges og beriges. For hvert skridt jeg tager, vil jeg blive tappet for luft og kræfter, sådan er Moder Jord indrettet og jeg vil gå med hende i fuld fortrolighed, men også med frygtblandet ærbødighed. Mit håb er at rense og forny den indåndede ilt som cirkuleres og transporteres. Skærpe og stille skarpt på det livgivende og mest basale: Gaven det er, at trække vejret. Ikke forceret, ikke forjaget eller forkrampet, men afslappet og afblanceret.
Livet beder om balance.
//Nan
De kommende uger har jeg ikke adgang til min computer. Jeg håber derfor, at I vil bære over med, at Let love rule´s små fortællinger, ikke vil bliver skrevet i samme omfang som sædvanligt. Jeg glæder mig til at vende tilbage fra Bjerget og Afrika, med lungerne fyldt op med oxygen og hjertet, mættet med indsigt og udfrielser.
