I kan ikke slå os ihjel. Vi er en del af jer selv

I kan ikke slå os ihjel. Vi er en del af jer selv

5. Mosebog, 5. bud Du må ikke slå ihjel / Sura 17.33 Og I må ikke dræbe noget menneske, hvilket Allah har forbudt –  Samme grundregeler for at kunne leve sammen i fællesskab. Kristendommen byder på næstekærlighed, islam beder til medmenneskelighed.

ONE LOVE

Til minde om de omkomne i Barcelona torsdag aften, vil vi i dag i København, vise de der stadig ikke forstår, at vi står sammen om vores sammensatte værdisæt og forene tanken om frihed, frisind, lighed. For snarere før end senere, vil der åbne sig store alléer, hvorpå det frie tolerante og tålmodige menneske vil gå.

(Til)TRO

Er medfødt. Essentielt, eksistentielt og noget vi vil (opret) holde af og om og fast i. Forstår I: TRO er en tilstand, en evig positiv forventning til vores medmennesker som ingen vil have held med at ødelægge. Vi er ikke uden.

Antonym: Fejhed

HÅB

Er livsbærende. Det der driver drømme – en drift. Forstår I: HÅB er et livsvilkår, og selv om I forsøger at overbevise os om, at der ikke er en dag i morgen, vil vi stadig plante solsikker i dag. At håbe er at være i live.

Antonym: Fejhed

KÆRLIGHED

Byder vi på. Den tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt (Paulus´ første brev til Korintherne) KÆRLIGHED er navnet på tusinde følelser og forstår I: Kan først findes, når man giver slip og sætter sig derud, hvor man tillader sig at være sårbar.

Antonym: At gemme sig bag rattet på en stor bil og køre ned af en gågade for derefter at stikke af.

Ære være ofrene – lad os stå op og sammen, gå mange på gaden, gøre os sårbare. Samles, smile og holde om hinanden og bekræfte, at størst af alt er kærligheden.

Jeg kan ikke forestille mig nogen smukkere måde at gøre det på, end at male dagen med mangfoldighed. Forstår I: Når I tager noget – giver vi det tilbage.

//Nan

 

 

 

 

Jeg vil male dagen guld

Jeg vil male dagen guld

  • Udsende indbydelser – check,
  • musik og morgenkaffe – check,
  • æresport og ædle venner – check.

 

D. 3. juni 1967 indgik et meget ungt par i den sociale institution. De havde været kærester siden de var 13 og 14 år. Meget kunne være gået galt, men det gjorde det ikke. De to er gået gennem livet side om side med sin eneste ene.

I går, på dagen 50 år efter, blev de atter velsignet i selvsamme kirke som for to generationer siden. De manifesterede, ved en ceremoni, at kærligheden nu er formet i guld, som i sin reneste form, er det mest formbare materiale. I 50 år, har de været hinandens livs bekræftere, hinandens livreddere, hinandens livsfordoblere. For 50 år siden sagde de JA og tænkte måske i nær fremtid. Det JA blev til evig tid og altid. 

Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt

Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre 

Men størst af dem er kærligheden

I går så og hørte vi brudeparret bekræfte hinanden i, at valget om at blive gift ikke blev truffet fordi de var nødt til det, men fordi de ville hinanden, familien og børn. Den vilje har de stædigt og stolt holdt fast ved. Deres ægteskab indebærer lydhørhed, overbærenhed og stolthed; Især over det, de hver især har nået og formået. Den ene har altid taget den andens ryg, de har grædt ud ved hinandens skuldre og klemt hinandens hænder. De er vokset i solen og har husket både at vande og gøde. Det har båret blomster og frugt. Rødderne under jorden er flettet sammen og har stået stærkt. De har stået op mod vejr og vind og har ikke været til at vælte. Der er vokset nye grene og stamtræet har fået sideskud.

You can’t turn back the clock, you can’t turn back the tide
Ain’t that a shame?
I’d like to go back one time on a roller coaster ride
When life was just a game
No use sitting and thinkin’ on what you did
When you can lay back and enjoy it through your kids

Queen: These were the days

Denne dag blev trukket ud af Verdens øvrige stridig- og uenighed. Den blev isoleret, alene i samhørig- og kærlighed. Vi forenede os og  fulgte følelsen af forelskelse. For mennesket er vel egentlig smukkest når det er forelsket og glemmer sig selv? I går glemte jeg mig selv.  Jeg indådede en livslang bekræftelse, en beundringsværdig bedrift, ærligt og ægte følt – et ægte par.

//Nan