af talverdenop | aug 16, 2019 | MIG
Der er noget vi måske aldrig skulle have sat ord på, noget som bare er og som hverken skal forklares, formuleres, give anledning til fordomme eller i værste fald forbydes. Der er nemlig noget som handler om følelser og fornemme forelskelser. Noget der kommer fra et sted, vi måske ikke skal forsøge at forstå, men blot være i … det får være … hvad skulle det være …. må vi være her – ja, vær så god og vær ved det og vær jer selv.
Som barn tilbragte jeg meget tid med min mormor og bedstefar. De havde en gildekælder hvor en stor spættet, sprællende venneflok samledes, stort set alle ugens dage. Man dansede, diskuterede, samledes og sang, store og små, høje og lave., tykke og tynde I kælderen var der mænd som klædte sig ud som damer, mænd der var damer, Der var kvinder med højt hår som spillede billard, pallietter, glimmer, fjerboaer og kalvekrøs. Der var masser af rød læbestift, mænd der blegede håret, bar blomstrede skjorter og hed Trille elller Kylle og Tutte. Det var en heterogen flok, fuld af homogene mennesker ….. Den eneste forskel jeg husker på dem og mig var, at jeg var barn og de var voksne.
I den gildekælder skulle Jørgen have været. Jørgen voksede op i 40`erne og kendte nok til ordet homofil, men dels blev homoseksualitet kun få øjeblikke forinden, betragtet som en psykisk sygdom som kunne behandles med hypnose og elektrochok og selv om det ikke længere var tilfældet da han var ung, var han angst for at blive udstødt. Han giftede sig derfor med en kvinde som han aldrig følte sig fysisk tiltrukket af. Hans store kærlighed hed til gengæld Fritz, en ung mand han havde truffet i Schweitz, mens han boede hos noget familie. Gennem mange år skrev de breve og besøgte hinanden. I selskab med Fritz trak Jørgen vejret: ”Som at have hovedet over vand.” Jørgens kone Alma døde efter 52 års ægteskab, Fritz er også gået bort og i en alder af 80 år, springer Jørgen endelig ud og møder sin store kærlighed, Benny som han fortsat er sammen med. Jørgen er 95 år gammel, da udsendelsen ”En sen blomstring – dokumentar på 24/7 bliver sendt.
På mn arbejdesplads er jeg gennem de seneste år, blevet beriget med Verdens mest vidunderlige kollegaer. Naturligvis er det ikke helt samme følelse at gå i gildekælderen, men modtagelsen, accepten af og glæden ved hinanden – den farverige, farveglade, farvestrålende flok er stort set den samme, som da jeg var barn. Her er man muligvis det ene og hvis ikke, så det andet. Det betyder ingenting – vi indgår og behøver ikke nødvendigvis at sætte ord på eller sætte hinanden fast, snarere fri. Vi er! i hinandens selskab.
At kunne følge sit hjerte, vise sin kærlighed og aldrig frygte for hvad andre måtte tænke om den man forelsker sig i rummer hele alfabetet. Det er ikke bare sådan det bør være – det er sådan det er.
Det er med stor stolthed, at jeg bor i et land hvor man i dag søsætter flagskibet Copenhagen Pride, hvor generationer efter Jørgen viser vigtigheden af at hylde friheden til kærlighed og Verdens glæde ved venlighed og mangfoldighed
//Nan
af talverdenop | jul 13, 2017 | MIG
“Mormor hvad er det egentlig for et ar du har over øjenbrynet?” spørger hun.
“Det ar fik jeg, da jeg var en lille pige – måske samme alder som du har nu”, siger hun. “Mine bedsteforældre havde et gyngestativ bagerst i haven, lavet af gamle telefonpæle. I det hang et slidt, men solidt træ bræt og der jeg sad ofte og gyngede. Fra gyngen kunne jeg hoppe ned og den dag jeg fik arret, ville jeg hoppe af, lave en halv skrue og lande med front mod gyngen. Jeg landede perfekt med begge ben ved siden af hinanden i gruset, rakte armene op og ud til siden som afslutning, men så kom gyngen retur og flækkede mit øjenbryn”
Uimponeret, men interesseret spørger hun: “Har du flere ar?”
“Ja, svarer mormoderen. Jeg har også arret fra mit ski uheld. Der hvor jeg faldt bagover og slog hånden mod den skarpe kant på skiene og skar den sene der holder tommelfingeren over. Det blødte voldsomt, men lægerne lappede mig og jeg fik dette her minde. Morfar har et ar i panden, fordi han som barn gjorde sig rundtosset og landede med hovedet på kanten af en radiator”.
“Kan man blive voksen uden at få år?”, vil hun vide og mormor svarer:
“Et levet liv har hver sin fortælling. Et levet liv lader sig sjældent fortælle uden ar. Et levet liv risikerer og balancerer med fare for både tydelige, dybe og overfladiske ar. For ca. 400 år siden duellerede tyske studerende med kårder (mensur/akademisk fægtning) og håbede at give eller få et schmiss, et ansigtsar, som var det smukkeste symbol på maskulinitet. Kvinder bærer ar fra fx kejsersnit som et evigt symbol på mødet med livet. Ar kommer af at vove det og at ville det”.
Og du spørger: “Hvis du kunne rejse tilbage i tiden, ville du så have set anderledes ar-fri ud?” “Nej” svarer hun,”det havde den ikke. Jeg havde siddet på gyngen, stået på ski, spillet bold og gjort mig rundtosset igen. Jeg havde prøvet lykken på løbehjul og klatret op i det højeste træ jeg kunne finde. Og det skal du også. Sig oftere ja end nej, er du i tvivl, så nøjes med, måske”.
“Ar kommer af både kærlighed og sorg – har man ingen – har man aldrig levet.”
//Nan
af talverdenop | jul 9, 2017 | MIG
Åbent brev til Anni Grimm
For en uge siden skrev du om vores medmennesker, gode venner, kollegaer og/eller børn. Du kaldte dem for “afvigere” og dig selv for “normal“. Jeg vil gerne sætte blot et enkelt ansigt på et af de mennesker, som i dine øjne provokerer og påtvinger dig, at overvære sine mere eller mindre seksuelle udfoldelser. For god ordens skyld, er linjerne nedenfor, fra dit læserbrev så alle er klar over, at det ikke er mine ord.
“Afvigerne – det være sig homoseksuelle, lesbiske eller andre minoritetsgrupper – kæmper bravt for deres “rettigheder”. Så bravt, at jeg og andre bliver ugleset i den politiske korrektheds navn, for vores naturlige holdninger. Det gider jeg faktisk ikke at finde mig i.Problemet opstår jo netop kun, fordi disse afvigere vil påtvinge mig og andre dels at overvære deres mere eller mindre provokerende seksuelle udfoldelser på åben gade eller på landsdækkende tv, dels stiller krav om, at jeg skal synes, at deres afvigertrang er “normal”.
Anni Grimm, DF, Vejen.
Da vi flyttede ind i vores hus for mere end 12 år siden boede i nabohuset, et lidt ældre forældrepar med den yngste af deres tre sønner. Drengen var dengang teenager og kunne vi hurtigt konstatere, en temmelig isoleret og meget alene teenager. Dagene sov han væk, mens han aften efter aften, sad på sit værelse foran sin computer. Var man oppe i løbet af natten, var der stadig lys og han var fortsat alene. I løbet af et par år, så jeg til min store glæde, at der en dag hang en kjole i hans vindue. “Han har mirakuløst fået sig en kæreste” tænkte jeg.
Endnu senere, en tidlig morgen, så jeg ham fra køkkenvinduet, vove sig ud foran deres hus og gå lidt frem og tilbage iført kjolen fra vinduet, ballerina sko og en dametaske. Tydeligt, noget han har måtte overtale sig selv til længe. Årene gik og den unge mand, blev, måske fem år ældre. Han boede stadig i nabohuset med sine forældre og en dag stod han i køen foran mig i vores lokale Brugs. Han havde ladet håret gro og sat hårspænder i det. Hans støvler havde hæl og på ærmet af hans frakke var syet et hjerte. Det var første gang, at vi var så tæt og jeg så, en meget sky og skræmt ung mand der kæmpede for at bevare roen og troen, alene for at fuldføre sin handling, at betale. Sammen med ham mærkede jeg det ubehag det må have været, når samtlige elevatorblikke og himmelvendte øjne var rettet mod ham – en ung mand iført kvindeklæder, men dybest set, en menneske der var ude at handle. Årene gik, det isolerede natteliv og de flygtige dagsbesøg fortsatte, indtil den dag han flyttede hjemmefra.
Mit ønske Anni er, at se ham igen, men helst på en blokvogn under Copenhagen Pride. Jeg håber, at han er iført palietter, pudder og pink paryk. Men jeg håber især at se ham danse, være sammen med andre mennesker, smile og vinke til mig der ikke er med på vognen. Jeg vil, at begreberne minoritet og majoritet skal ophæves i det mindste den dag. At han, på lige fod med mig, kan være tæt med en, holde i hånd og mærke, at alt er ok – at han er ok. For hvem er jeg som menneske, tilfældig nabo, eller forbipasserende at vurdere, at han ikke er?
Så kære Anni Grimm. Man kan meget let lade sig provokere når man træder ud af sin hoveddør, men man behøver det ikke. Er det i virkeligheden ikke i selskab med de mennesker man ligner mindst, at man lærer mest? Lad os sammen glædes over at vi bor i så fint et lille land, som accepterer og tolererer 37 forskellige familieformer og retten til selv at vælge sin livspartner. Der er så meget at kæmpe for – retten til at finde sig selv og elske den man vil f.eks. Og hvis det lykkes, skal Verden da have det at vide.
Åbn din hoveddør, kom ud af skabet og nyd udsigten. Du behøver ikke invitere os indenfor, men du er velkommen i Verden udenfor den. Vi der færdes der, er ikke ude på at provokere eller påtvinge dig noget. Der er plads – homogent og homofint. Og ja, du lod din vrede kommer på besøg, men lad den ikke bosætte sig. Kærlighed findes i flere former og farver og hvis du sætter dig her ved siden af mig, skal jeg vise dig en sjovere og smukkere regnbue med flere farver så du ikke længere kun skal nøjes med at se én. Glædelig mangfoldighed.
//Nan
