Græder du mor?
Arm i arm går vi på Dag Hammerskjölds Allé, over Folke Bernadottes Allé og ned langs Kastellet. I krydset ved Grønningen og Esplanaden går vi til venstre, passerer Kafferiet hvor vi smutter ind for at gøre os fri af den iskolde østenvind, der er i gang med at sænke temperaturen til langt under frysepunktet. Vi sætter os ved vinduet, med udsigt til det grønne læhegn der skjuler byggeriet af det nye Friheds Museum. Jeg sætter skeen i hjertet på min Cortado, lytter til Svend Asmussen og Stephane Grapelpellis, “After you´ve gone” som blander sig med de øvrige kaffedrikkende samtaler.
Vi fortsætter ned mod Mærsk Bygning og svinger til højre af Amaliegade hvor vi overvældes af de mange rød/hvide Dannebrog som flager på halv fra samtlige statsbygninger. Vi går med halve skridt mod Amalienborg, taler om, at prins Henriks kiste samme dag, er kørt i kortege fra Fredensborg Slot til Amalienborg. Chaufføren hørte jeg, kørte i respekt, en æresrunde på slotspladsen inden bilen standsede foran Christian IX´s Palæ og kisten båret ind, af prins Henriks egne medarbejdere.
»On ne voit bien qu’avec le cœur.
L’essentiel est invisible pour les yeux.«
Antoine de Saint-Expéry
“Mor græder du?”, spørger vores datter forskrækket, stopper og ser bekymret på mig. “Næ…..Nej…… eller, Jo”, svarer jeg, selv lidt overrasket. “Jeg blev pludselig så rørt, da jeg hørte mig selv nævne ordet respekt. Tidligere ringede kirkeklokkerne, da kortegen passerede Holmens og Østerbros sogn. Massevis af mennesker, som i stilhed tog opstilling langs gader og stræder for at følge prinsens sidste rejse og de mange blomster, tegninger, kongekroner der er lagt og lys der er tændt, for at vise Prinsen en sidste respekt. Det er det, jeg bliver rørt over …. at vi forstår at udvise respekt, glemme os selv og byde på noget der rimer på næstekærlighed. Det giver et fornyet håb om fællesskab, at vi er noget i kraft af og fordi vi har hinanden. Du ved, der vil altid være nogen der gør et forsøg på at bilde os noget andet ind, men se, se dig omkring, virkeligheden er så meget mere smuk og varm.” Hun smiler og nikker, som om hun forstår.
Arm i arm står vi midt i den lidt forstemte stemning. Blomstervagter med hvide handsker og røde lange frakker står foran de mange personlige hilsner som folket, medborgere, hun og han har lagt. Vi siger ikke meget, mærker, ikke noget bestemt, måske hinanden? “Kære Margrethe. Håber, at du er ok? Kærlig hilsen….”. “Hvil i fred – De konge af livet”. Vi kigger mod balkonen og lidt på de andre vi står tæt med. Nogen bukker, andre har taget hatten af eller står med bøjet hovede og i aften vil FC København til ære for Prins Henrik, i kampen mod Atlético Madrid i Europa League, bære sørgebind.
Arm i arm bakker vi væk fra Slotspladsen. Vi går ad Frederiksgade med udsigt til Marmorkirken. Vi vender os et øjeblik og ser tilbage på Rytterstatuen af Frederik V og bag den, Operaen på Holmen.
I Det Gule Palæ, skriver vi, som mere end 40.000 danskere et kondolencebrev, fortsætter ad Bredgade ned til Gothersgade. Vi møder familier med børn i hænderne, mænd og koner med buketter i rød/hvide farver og selv om alle skutter sig, kigger de op og vi møder hinandens blikke – det bilder jeg mig ind i alle tilfæde. Vi har noget tilfælles og selv om omstændighederne er triste og handler om tabet af, er det ofte der, vi finder hinanden.
//Nan
