Jul er ikke kun en dato – det er en tilstand

Jul er ikke kun en dato – det er en tilstand

 

Der er meninger og mere end en om netop denne dato, men uanset hvilken en af de mange man måtte have,  kan de fleste blive enige om, at julen står for en tiltrængt pause. Et lunefuldt øjeblik hvor tiden bliver  sat i bero og hvor man suspenderer, det man ellers så ofte og hele tiden er i gang med. Man drosler ned på aktivitet og produktivitet og spiser sig fra sund fornuft. Man giver slip og lader sig føre, undgår at skulle mere, være flere og bare lade aftenen passere. Julen er en kærkommen mulighed for afbrydelse af evigt åbne butikker og fristelser, for længst forudaftalte arrangementer, deadlines, indspark uden frispark, indstillinger, tilpasninger og til stadighed strabadserende  prøvelser. Datoen for juleaften er for denne så særprægede tid, opsigtsvækkende uændret og det samme er dagene som følger i forlængelse af. Ingen behøver at bryde det momentum ved at gentage, at julen som vi kender den, ikke bliver som den plejer…. lad og istedet forsøge at fastholde pausen, i den velkendte del af fortællingen. Med pausen sættes nærværet ind og sanserne skærpes, det er det pausen kan hjælpe os med og det er helt legalt at stemple ud en stund.

Ufrivillig og uønsket alene juleaften og rekord stort antal mennesker søger julehjælp. Det er egentlig ikke det jeg lytter til, men det er alligevel det  jeg hører. Det er julens disede og uigennemsigtige nuancer. En højtid hvor familier tager hinanden i hænderne og forærer hinanden gaver, men det kan man kun hvis man har nogen at holde, noget at give af. For flere er netop denne tid, disse dage, årets største udfordring, fuld af afsavn og bekymringer og med den viden, som ingen har kunnet undgå at høre om, oplevet eller kender til, er julen den tid på året, hvor vi skal minde hinanden om, at /:vi er her for andre end os selv/:……skal gentages.

Nu er det endelig december. Temperaturen er ca. 5 grader, luftfugtigheden er på 90% og vinden 1 ms. Solen står op kl. 8:31 og går ned igen 15:36, men solen har vi ikke set længe, faktisk mindre end en time denne måned. Langt de fleste naboer har tændt stjerner i vinduerne eller hængt guirlander af lys i træerne. Mine øjne ser fra mørke til lys, fra fortvivlelse til sjælefred. Om få dage vil jeg tage vores døtre i hænderne og spadsere sammen med min mand, over til mine forældre. Min mor vil tage imod os med julekuglekinder og en varm duft af nelliker, laurbærblade og brunede kartofler, vil sammen med det traditionsrige julestads, byde os velkommen ind i varmen. Min far vil sidde rank og stolt for bordenden og skænke vin fra flasker med hældetud og drypring og mandelgaven vil ligge klar på skænken med porcelæn og sølvtøj. Juletræet vil være endnu smukkere, pakkerne være endnu flere og på loftet sidder nissen med sin julegrød, sin julegrød, sin julegrød.

Jeg vil taknemmeligt tage imod det hele velvidende, at hjertet ved hvad julen betyder, for uden den viden eksisterer julen ikke. Jeg vil give mig hen og glemme det sørgerlige og sorgfulde for en stund, stemple ud og holde den sjældne pause. Jeg har selvsagt betænkt og skænket i håbet om, at de der mangler og de der savner, mærker at glæden er jordens gæst og hjerternes fest. “Ingen er nogensinde blevet fattige af at give lidt”. (Anne Frank)

Jeg ønsker jer alle en glædelig jul. En jul hvor aktivitet for en periode bør ophøre og midlertidigt ligger stille. I den stilhed hører man tydeligt lyden af jul.

//Nan

https://bornetelefonen.dk,  https://weshelter.dk/erhvervspartner/stoet-i-julen/  https://moedrehjaelpen.dk/jul , https://julehjaelpen.dk https://www.rodekors.dk/jul/julehjaelp https://kirkenskorshaer.dk/jul

 

 

Skal vi gøre det en gang til?

Skal vi gøre det en gang til?


“Try a new tradition” står der på reklamen jeg iagttager gennem ruden i Øresundstogets vindue på Hovedbanegården, mens vi venter på, at mennesker med gavemærker til og fra, er på vej ud og ind af toget. En retorisk sproglig figur, en antitese, en oxymoron eller zeugma, for hvordan skulle noget nyt kunne forenes med en procedure som gentages igen og igen? Men jeg forstår, at hver generation tager og skaber traditioner som på en gang skal være genkendelige, men også genskabes og genopfindes på ny. Der er noget vi plejer og nu gør vi det en gang til, men denne gang med modifikationer. Sådan er julen på alle måder synes jeg.

Hver morgen i december, gik jeg hen til den korssting broderede julekalender der hang på døren til mit værelse. Der var 24. små tændstikæsker hver, med et stykke slik til at begynde dagen med. Før aftensmaden så vi børnenes u-landskalender, som blev sendt i farver og varede et kvarter. Min mor pyntede hjemmet med udklippede kravlenisser, hun satte på alle  billedrammerne,  hang appelsiner med nelliker i røde bånd i vinduerne og tændte kertelys i det lille englehjul der med varmen, fik englene til at flyve i kreds. Min bror og jeg fik røde og grønne juleark med plastik mærker vi selv måtte klistre på vinduerne og cirka midtvejs i december, gik vi med min far til torvet for at købe det konventionelle juletræ. Juleaften fik jeg flettet hår og bundet røde sløjfer, trak gamasher uden over lakskoene og de hvide strømper for ikke at blive kold, på vejen hen til min mormor. Her begyndte aftenen i køkkenet, hvor børnene sad med frugtfarve og marcipan og formede aftenens konfekt og senere fik vi både and og steg og kartofler fra glas vendt i sukker og smør. Når ris´a la manden skulle serveres, blev den portions anrettet i køkkenet, mens børnene blev sendt ind i stuen for at hente min mormors cigaretter. 

Vores egne børn fik ikke slik hver morgen i julesokken. Tiden var på alle måder, løbet fra sukker start. På en måde, var den også løbet fra røde silkebånd, frugtfarve, og plastik dekoration til vinduerne. Børnenes u-landskalender  varede nu 25 minutter, den på DR for hvis man har/havde lyst, kan man vælge frit fra fire eller fem flere, på de andre kanaler. Denne måned pynter vi vores økologiske genbrugsjuletræ, som står i potten udenfor, i hvidt og sølv. Vi køber eksklusiv chokolade, laver det vegetariske alternativ og snitter en rødkåls salat med appelsin og guinoa.  I 15 år, skrev jeg julekort, men det var før de sociale medier og mens der fortsat fandtes  frimærker, posthuse og håndskrift og et postvæsen til at bringe dem frem. Vi holder jul flere forskellige steder og da ingen ryger, har vi skålen med ris a la mande på bordet, så alle har samme fair chance for at få mandlen.

Toget sætter i gang og vi forlader Hovedbanegården, kører, standser. Nogen står af –  toget samler andre op. Jeg lægger til og trækker fra. “Traditioner”, tænker jeg, kan tabes med tiden. Men det sker sjældent uden refleksion.  Skal vi gøre som vi gjorde eller skal vi lave noget …. det hele … om og afhængig af udfaldet kan de afstås eller adopteres. Jeg står af toget og går ned af vejen. Naboen har stillet sin gamle velkendte julebuk frem og genboen, lagt en invitation til den årligt tilbagevendende julepunch. Verden er foranderlig og global, men lokalt er det nu trygt, at nogen forsat fastholder de samme gamle traditioner.

Glædelig jul

//Nan