af talverdenop | dec 19, 2020 | MIG
Der er meninger og mere end en om netop denne dato, men uanset hvilken en af de mange man måtte have, kan de fleste blive enige om, at julen står for en tiltrængt pause. Et lunefuldt øjeblik hvor tiden bliver sat i bero og hvor man suspenderer, det man ellers så ofte og hele tiden er i gang med. Man drosler ned på aktivitet og produktivitet og spiser sig fra sund fornuft. Man giver slip og lader sig føre, undgår at skulle mere, være flere og bare lade aftenen passere. Julen er en kærkommen mulighed for afbrydelse af evigt åbne butikker og fristelser, for længst forudaftalte arrangementer, deadlines, indspark uden frispark, indstillinger, tilpasninger og til stadighed strabadserende prøvelser. Datoen for juleaften er for denne så særprægede tid, opsigtsvækkende uændret og det samme er dagene som følger i forlængelse af. Ingen behøver at bryde det momentum ved at gentage, at julen som vi kender den, ikke bliver som den plejer…. lad og istedet forsøge at fastholde pausen, i den velkendte del af fortællingen. Med pausen sættes nærværet ind og sanserne skærpes, det er det pausen kan hjælpe os med og det er helt legalt at stemple ud en stund.
Ufrivillig og uønsket alene juleaften og rekord stort antal mennesker søger julehjælp. Det er egentlig ikke det jeg lytter til, men det er alligevel det jeg hører. Det er julens disede og uigennemsigtige nuancer. En højtid hvor familier tager hinanden i hænderne og forærer hinanden gaver, men det kan man kun hvis man har nogen at holde, noget at give af. For flere er netop denne tid, disse dage, årets største udfordring, fuld af afsavn og bekymringer og med den viden, som ingen har kunnet undgå at høre om, oplevet eller kender til, er julen den tid på året, hvor vi skal minde hinanden om, at /:vi er her for andre end os selv/:……skal gentages.
Nu er det endelig december. Temperaturen er ca. 5 grader, luftfugtigheden er på 90% og vinden 1 ms. Solen står op kl. 8:31 og går ned igen 15:36, men solen har vi ikke set længe, faktisk mindre end en time denne måned. Langt de fleste naboer har tændt stjerner i vinduerne eller hængt guirlander af lys i træerne. Mine øjne ser fra mørke til lys, fra fortvivlelse til sjælefred. Om få dage vil jeg tage vores døtre i hænderne og spadsere sammen med min mand, over til mine forældre. Min mor vil tage imod os med julekuglekinder og en varm duft af nelliker, laurbærblade og brunede kartofler, vil sammen med det traditionsrige julestads, byde os velkommen ind i varmen. Min far vil sidde rank og stolt for bordenden og skænke vin fra flasker med hældetud og drypring og mandelgaven vil ligge klar på skænken med porcelæn og sølvtøj. Juletræet vil være endnu smukkere, pakkerne være endnu flere og på loftet sidder nissen med sin julegrød, sin julegrød, sin julegrød.
Jeg vil taknemmeligt tage imod det hele velvidende, at hjertet ved hvad julen betyder, for uden den viden eksisterer julen ikke. Jeg vil give mig hen og glemme det sørgerlige og sorgfulde for en stund, stemple ud og holde den sjældne pause. Jeg har selvsagt betænkt og skænket i håbet om, at de der mangler og de der savner, mærker at glæden er jordens gæst og hjerternes fest. “Ingen er nogensinde blevet fattige af at give lidt”. (Anne Frank)
Jeg ønsker jer alle en glædelig jul. En jul hvor aktivitet for en periode bør ophøre og midlertidigt ligger stille. I den stilhed hører man tydeligt lyden af jul.
//Nan
https://bornetelefonen.dk, https://weshelter.dk/erhvervspartner/stoet-i-julen/ https://moedrehjaelpen.dk/jul , https://julehjaelpen.dk https://www.rodekors.dk/jul/julehjaelp https://kirkenskorshaer.dk/jul
af talverdenop | dec 17, 2017 | MIG, Poesi og sproglige finurligheder
MC Einar
I en mappe i et skab som er til at komme til, ligger 24 kostbare julehistorier, om at være barn i december måned fra 1930 og frem til ca. 1950. Forfatterne til historierne er olde- eller bedsteforældre til børn i en af vores døtres børnehaveklasse og blev brugt som kalenderfortælling, hver dag gennem julemåneden.
Vi begyndte 1. dec, hvor min søster og jeg hver aften satte den ene af vores sko i vinduet, for mor havde fortalt, at julemanden måske ville komme på besøg. Vi var meget spændte på om han huskede os, men vi blev ikke skuffede. Hver morgen hele december, glædede han os med en lille ting i skoen. Det kunne være et glansbillede, et stykke kridt til at tegne hinkerude nede i gården eller hvis vi var rigtig heldige, et lille stykke chokolade. Far havde sat blåt silkepapir i loftet og klistret guldstjerner på og vi synes, at det var så flot og mindede os om verset i “Et barn er født i Betlehem”, hvor der står: “På stjernetæppe lyseblå”. Den sang vi i kirken juleaften. I stuen sad vi og klippede kravlenisser og lavede Jacobsstiger og i køkkenet bagte vi pebernødder og vaniljekranse. Vi fik kun små stykker dej hver, for alt for ofte kom vi til at smage på det og “det får vi andre jo ikke glæde af”, sagde mor. Måske netop derfor, stod mor alene for marcipanen der skulle kommes i kræmmerhuse og i skålen med godter. Selve juleaften, når vi havde hjulpet med at rydde af bordet, stillede vi os foran døren med træet, den yngste først og gispede og fik næsten åndenød når den blev åbnet. Dér stod rantræet, så smukt dekoreret med røde og hvide lys, kræmmerhuse, kurve og hjerter og sølvlametta, fe-hår og flag. Efter salmesang fik vi børn pakker og vi blev beriget med både farvekridt, nipsenåle, et kaffestel i porcelæn til vores dukkehus og måske et stykke stof til en kjole, men det var nu så kedeligt.
December måned var lys, modsat de øvrige vintermåneder. Når vi skulle på das, gik vi to og to da vi skulle over gården til brændeskuret og kun havde måne og stjerner til at hjælpe os. Mor bagte fem store valmuebrød som blev lagt oven på et stort skab, for at blive gemt til juledagene. Min far lavede roser af silkepapir, som vi børn forsøgte at sælge. Dagen før juleaften blev der varmet masser af vand på brændekomfuret og den store balje blev fyldt, så vi efter tur, kunne blive vasket. Julemorgen fik vi rent tøj på og sendt i kirke så de voksne kunne få fred. Når vi kom hjem spiste vi gås med æbler og svedsker og til dessert, gul budding med saftevand. På juletræet hang udpustede æg, grankogler og papirroser. Under træet stod seks tallerkner og på hver af dem, en appelsin., et æble, pebernødder og et bolsje. Appelsiner havde vi aldrig før hverken set eller smagt og da vi havde sunget, fik hvert barn hver sin tallerken og mor skar et kryds i appelsinen og puttede en sukkerknald i. Resten af aftenen dansede og sang vi til min fars violinspil.
Slagteren på Læssø hed Willy og når han kom, var det optakt til jul. Han slagtede grisen og vi gemte os langt væk for ikke at høre grisens skrig. Dagen efter grisens slagtning var endnu en skrækkelig dag, for så skulle vi have blodpølse og vi skulle spise op og tænke på de sultne børn i Afrika og selv om vi døjede med at få det ned i flere timer og tallerkenen blev tom, er der stadig sultne børn i Afrika. Vi var ikke selv med til at bage, men måtte gerne kigge på, bare vi ikke var i vejen. Ofte blev vi sendt udenfor og så var det ikke meningen, at vi skulle komme ind lige med det samme. Iført undertrøje i bomuld og uldtrøje udenpå, uld underbukser, gamacher og skibukser og på overkroppen en bluse, en tyk trøje, en vest og en jakke. Desuden sokker, skistøvler, hue, vanter og halstørklæde. Min kusine og jeg kørte hver dag til mejeriet i en lille vogn med en pony for, for at hente mælk til os selv, præsten og gamle mænd og koner på vejen, de samme gamle mænd og koner som blev fordelt mellem os juleaften, så de havde nogen at fejre jul med. De fik julemiddag, kikkede lidt på juletræet og drak kaffe hos pigen i køkkenet, før de blev fulgt hjem, med en pakke under armen.
//NisseNan
