Tillid skabes ved at tage den i brug
Jeg druknede i en swimmingpool da jeg var barn.
Måneder forinden var min bror blevet født med maveports forsnævring og det var livstruende og dramatisk og han blev døbt på hospitalet fordi man ikke vidste om han ville overleve operationen. Jeg var 2 1/2 år gammel, husker ikke hele historien, men jeg ved, at han klarede den og kom i bedring og at min familie blev hel igen. Måske synes mine forældre, at jeg var blevet glemt, måske synes min far, at min mor (Pia Kjærsgaard) trængte til en get away, eller måske synes min mor, at hun og jeg havde brug for ferie. Vi tog til Tenerife og der var pool og liggestole ved hotellet.
Jeg var ca. fire år gammel og mens jeg legede i poolen, faldt min mor i søvn i solen på en liggestol,. Jeg husker det ikke selv, men er blevet fortalt, at jeg lå livløs med håret let bølgende i overfladen og ansigtet under vand.. Nogen hev mig op, nogen fik vandet ud af mine lunger, nogen gav mig livet tilbage.
I alle de mange år der er gået siden, har jeg aldrig haft noget om halsen. Min hovede har glemt, men min krop husker fornemmelsen af at blive kvalt. Det har været ukompliceret og jeg har trukket vejret frit. I efteråret mødte jeg Marco til en libanesisk middag. Han kommer fra Mexico, bor i København, er guldsmed og har butik på Christianshavn. Jeg fortalte dem jeg mødte om Marco og til min fødselsdag fik jeg, af mine “findes der et større ord end elskelige?” veninder et gensyn med Marco og et besøg i hans butik Aurum. Jeg havde fået foræret et smykke og skulle sammen med Marco, binde en buket af dem der betyder.
Marco lytter til Salsa Latina, har friske tulipaner i en Alvar Allto vase på sit arbejdsbord og duften er en blanding af Sandeltræ og Patuja. Han sidder ofte foroverbøjet over sit arbejde, men rejser sig så snart døren går op og det gør den ofte. Naboer, venner og kunder kigger forbi og Marco tager sig tid til at tage imod og følge på vej. Når man går derfra går han med, indånder duften fra Dronningensgade, ser mod himlen og jeg kan se, at han er taknemmelig, når han vinker og vender tilbage til sit kunstneriske virke.
Nogen siger, at jeg halvvejs i livet. Jeg ved godt, at jeg er længere, men vigtigst er, at der hvor jeg er lige nu, tør jeg for første gang i det levede liv have noget om halsen. Marco og de mennesker jeg omgiver mig med, har foræret mig en redningskrans. Den er af sølv, som symboliserer rigdom (for mig den menneskelige) guld som symboliserer troskab (for mig, overfor de mennekser jeg deler livet med), antikvariske koraller som symboliserer liv og sten som jeg ikke kender navnene på og det er godt og vigtigt og for mig, symbolet på, at jeg fortsat kan lære. Nederst i kæden hænger en slået guldmønt med et stjernesymbol og i galaksen af den, en diamant; den diamant eg har fået af min sjælebror. I går da Marco lukkede låsen, forsvandt frygten for det jeg ikke ved hvad er, men er tryg ved at vide, at hvis jeg igen bliver bange, har jeg om halsen, et hav af udstrakte hænder.
Når vi ses, må du huske at spørge om du må se den. Jeg vil bære den døgnet rundt ii de år af mit liv, jeg har tilbage.
Jeg giver slip på det der var og har tillid til det, der kommer – Godt nytår.
//Nan
