af talverdenop | apr 14, 2019 | Den positive debat
Oprindeligt, skulle det bare have været os to, men så møder vi en god ven og det der ret beset, kun skulle have været de to. Vi hilser på hinanden og præsenterer vores venner i det der i første færd, kan kaldes høflighed. Vi taler om det der vedkommer os, men også lidt om det der involverer dem og med lidt tid og frisind regner vi den ud, sætter to i datid og fire i nutid og finder sammen alle sammen. Formlen lyder: ”Dette her er” eller ”Du skal møde” og er lig med en af livets fornemmeste fortællinger; at møde hinandens venner.
Venner er værdifulde. De er liv- lyst- og lunefulde. De byder på det man længes efter eller med held, genkender. Det er ærligt og kærligt og naturnødvendig næring. ”Man skal have en ven i alle aldre”, siger hun. ”Ja, en ven må man have – uanset hvilken alder man har” siger han. Venner er uundværlige, helt specielle og ganske særlige. De indstiller udsigten og udvider indsigten. Hvordan, hvorfor og hvornår er knap så betydningsfuldt som ordet, derfor. Ikke alt skal forklares eller forsvares – blot modtages og med- og videre gives.
Det er år siden nu, at en kvinde i det der vel kaldes ”farvelseance” ( der hvor man siger tak for nu, inden man går hjem ) sagde til mig: ”Jeg vil gerne have lov til at tilbyde dig mit venskab” Det er en meget smuk kærlighedserklæring som i alle dets farver indeholder essensen af friheden til at takke enten det ene, men hvis det andet, den forbilledlige forpligtelse det er at modtage og ledsage en ven.
Venskab er ikke et ejerskab, nok nærmere, et følelsens slægtsskab med ord som empati, forståelse og sympati som ligger implicit, men lige for og ukompliceret, mens solidaritet og tolerance er kommaerne der ud- og afgør hele forståelsen for. Så store og smukke værdier, må vi dele med hinanden og det gør vi bedst ved at lade vores venner møde vores venner. Herigennem kan vi opnå større og mere, røre flere. Vi kan byde på det fineste vi har: Hinanden. At møde en god vens ven giver muligheden for at lære din gode ven endnu bedre at kende, men i bedste fald, et nyt venskab.
Det er det vi kan, når Verden går os imod og der er så meget, man ikke forstår eller kan gøre noget ved eller lave om. Vi kan mødes, finde alt det vi har sammen og dele det. Binde den fineste buket af de sjæle der udgør ens liv, præsentere og introducere et indblik i de mennesker der bidrager og støber det sikre fundament for at turde træde trygt. Forbinde de mange vener og lade dem løbe sammen , heale og helbrede ….. det begynder med lidt kemi og kærlighed mellem to…..
”Du skal møde mine venner/det`de bedste som jeg har”.
//Nan
af talverdenop | nov 18, 2017 | Den positive debat, MIG
Røde Kors har flere end 32.000 frivillige i Danmark og over 17 millioner internationalt. De er til stede i midten af Verdens brændpunkter, uanset etniske tilhørsforhold, religion, nationalitet eller politiske ståsted. Men Røde Kors er også lokalt forankret og hjælper ud fra en medmenneskelig dimension som et supplement til det offentliges dækning af basale menneskelige og materielle behov. Røde Kors’ indsats sker altid under forudsætning af, at Røde Kors’ grundlæggende principper respekteres:
Medmenneskelighed – Upartiskhed – Neutralitet – Uafhængighed – Frivillighed – Enhed – Almengyldighed
Udstillingsplakat fra Blågårds Bibliotek
I mange år var jeg en del af frivillig korpset, for netop Røde Kors og underviste og oplyste om organisationen. Undervejs blev jeg opmærksom på blev ordet “venskabsfamilie”. Man søgte frivillige fra Hovedstaden, som havde lyst til at hjælpe mennesker som kom til Danmark, med en introducere en ny kultur, et nyt sprog og ydermere være den, man kunne henvende sig til, når udfordringerne med at forstå, blev for store. Man skulle ikke tage stilling til hvorfor eller om, men forstå og fastslå, at mennesker flygter eller forsøger sig og hvorfor så egentlig ikke byde på adgang til en dansk famlie, hjælpe dem i gang, selv om det blot er en overgang tænkte vi og meldte os.
Det er nu otte år siden, at Mesfin & Sorome kom gående med en klapvogn, ned ad vores villavej. I klapvognen sad Keti, et år gammel. Familien kommer fra Etiopien, Mesfin er uddannet kaffeagronom, Sorome farmaceut. Familien havde fået green-card og kunne blive i Danmark i tre år, skulle forsørge sig selv og klare sig selv. De var flyttet ind i en lille møbleret lejlighed i København NV hvor licensen ikke var blevet betalt, den kolde hane i badeværelset havde sat sig fast, hvor “komfuret” bestod af to el varme plader og huslejen skulle afleveres i kontanter i en brun kuvert.
kuvert. 
Hos os spiste vi lakage eller lammefrikadeller med flødestuvet spinat og med kniv og gaffel. Hos dem spiste vi injara, store fladbrød og keysir, misirwet og kosta med fingrene. Hos os drak vi te eller most, hos dem ristede vi kaffebønner og drak den sorte tyktflydende vædske med masser af sukker. Sammen talte vi engelsk, men øvede os på dansk. De fortalte om Etiopien, landet mange mener, at mennesket stammer fra, landet med 70-80 sprog, landet med over 100 millioner mennesker, et fattigt landbrugsland og hvor menneskerettighedssituationen i landet regnes som bekymrende. Jeg fortalte om Danmark, stenalderen og vikingerne, om sproget og æ/ø/å, de lidt mere end fem millioner mennesker der taler det, hvor vigtigt det er, at lære det og de mennesker der bor her at kende.
I torsdags var jeg på besøg hos den lille familie i Valby som har fået permanent opholdstilladelse. Både Mesfin og Sorome arbejder, taler og skriver dansk. Keti går på Ellebjerg skolen og skal til optagelse prøve på Sankt Annæ skole inden længe, mens hendes tvilingesøstre Sifan og Freja går i børnehaven lige rundt om hjørnet. Vi drikker saftevand, spiser æbleskiver og piller clementiner. Pigerne viser mig at de kan lave vejrmøller og at de har syet små tøj bamser i filt. Vi aftaler at vi, næste gang vi skal ses, tager i biografen og ser en julefilm og vi krammer og griner højt af deres jublen og forventningsglæde til det projekt.
Da jeg går derfra ved jeg, at denne lille brik i mit livs puslespil passede ved første øjekast og at det at hjælpe, uanset om det er et ældre menneske, et barn, en med en anden kulturbaggrund, en der er snublet eller,…. Videnskaben siger det og jeg ved med sikkerhed: Af venlighed bliver man mere glad, det har en selvforstærkende effekt at række ud og træde til. Kroppen udskiller mere oxytocin ( et hormon som i større mængder har indflydelse på menneskers tillid og gavmildhed) – det er bevist. Familien i Valby er helt og aldeles blevet en del af mit åndedræt.
//Nan
