En vane er også en egenskab
“Jeg begynder altid dagen med en banan og en hytteret” siger min kollega. “Det er blevet en god og fast vane.” Mere skal der ikke til. Jeg er i gang med mit næste indlæg.
Jeg er stewardesse og har fløjet i snart 30 år. Mit arbejdsliv er omskifteligt og omstilleligt og både besætninger, destinationer, passagerer og procedurer, er forskellige fra forrige gang jeg var på arbejde. Det er ikke en ulempe … snarere en “forlempe” at arbejdslivet er foranderligt og fleksibelt. Hverdage og weekender skaber man selv, da jobbet kalder uanset højtider og helligdage eller timer på døgnet. Søvn og spisning afhænger af flyets afgang og fly har sin bedste tid på vingerne i vinden – uanset.
Denne eftermiddag er der afgang fra København til Tokyo. Vi flyver hen på eftermiddagen og efter ca. tre og en halv time, er det spisetid og hviletid for besætningen. Hver især har vi mulighed for en pause på den 10:45 timers lange flyvetur og nettop nu sidder jeg i mørket og bør hvile velvidende, at det er den eneste hvile jeg kan få denne nat. Om lidt er det mine kollegaers tur, om lidt er natte omme og når vi lander i Tokyo om yderligere nogle timer, er det årle formiddag. Jeg lukker øjnene og dér bag øjenlågene, begynder månedens film.
Vi er i begyndelsen af juli. Jeg er netop stået af toget i Williamsburg, New York. Jeg drejer 180 grader for at orientere mig og forsøger at opfange hvert et tegn om at dreje mod højre eller venstre – et menneske, en facade, et blomsterbed. Det er den indre dialog impulsiviteten og improvisationen det viser vejen – der er ikke noget mål.
Min kjole er ikke længere grøn, men gul og jeg er ikke længere i New York, men er ankommet til Chicago. En somalisk taxachauffør har netop sat mig af i Bucktown. “Èt barn kunne han brødføde i USA mod de 12 han har i Somalia”, siger han. Jeg går under jernbanen og de grafitti dekorerede facader – det var dagens mål.
Nyklasissistiske huse i pastel og brostensbelagte bakkede gader. Min kjole er ikke længere hverken grøn eller gul, men blå og jeg er i Washington. Jeg scanner QR koden på løbehjulet og kører mod aftensolen. J. F. Kennedy er malet blandt blomster, frodigheden langs kanalen er kolossal og menneskemængderne driver, drikker og indånder livet som det inviterer til denne aften. Solen sænker sig og jeg ville gerne være blevet lidt længere – det bliver mit næste mål.
Det er tid til at bytte vagt og jeg træder ud af mørket og gør klar til at lande i Tokyo. Klokken er 9:25 lokal tid og jeg tænker atter på min kollega og det lille morgen ritual, banan og hytteret. De små faste holdepunkter i en omskiftelig, uforudsigelig og evig foranderlig hverdag. Den lille genkendelighed af noget der minder om og ligner, en indledning til det der senere skal blive dagens sætning, et udgangspunkt, en struktur og et system ….. Jeg breder armene ud …..Balance …. balance ….. balance ……
//Nan
