“Man må være glad for vejret, så længe man kan trække det”.
Man må lære at holde balancen. Fra første gang man selv skal trække vejret ind, til den sidste gang, man puster endeligt ud. Man må finde og fastholde frekvensen. Ikke forceret, ikke forjaget eller forkrampet, men afslappet og afblanceret. Øve sig i, ikke at træde for meget til den ene eller til den anden side, ikke træde på, over eller udenfor, men holde begge ben på jorden, skabe stabilitet og lodde ligevægt. Øve sig i ikke at blive for kold eller form varm, tage lyset ind og lade mørket falde på, lade ligegyldigheder passere og kærlighed ideologisere. Et hav af hænder enten støtter eller skubber, mens vi forsigtigt sætter den ene fod foran den anden og balancerer på livets line.
Skrøbeligt og svært – alle holder vejret – Smidigt og stilfuldt – alle ånder lettet op. Applaus.
Hverdagen er i vatter, jeg holder kadencen og flytter mig efter solens stilling og vindens vej. Lykken ler og jeg smiler respektfuldt tilbage. Jeg har været heldig, jeg ved det og jeg værdsætter det eller …. ikke bare værdsætter, men tager ærbødigt imod det og giver alt hvad jeg indeholder igen. Jeg vågner veltilfreds og går i seng sorgløs og sådan kunne jeg lade stå til, lade ligge og lade som ingenting. Tage imod hvad jeg bliver budt og tillidsfuldt lade mig falde i armene på skæbnens sødme, men for mig, bryder det med balancen. Jeg vil være med, vende mig om, se den i øjnene og holde den i hånden. Mødes med de kræfter som er så meget større og stærkere end mig. Ikke for at udfordre, men for at forene og lade forstå, med hovede og hjerte, at jeg ved hvad der er på spil.
Om få dage, sætter jeg min vejrtrækning på prøve.
Uluru Peak, betyder frihedens tinde på swahili. Det er det højeste punkt på Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro i Tanzania, 5.895 meter højt – over bare 5.500 kan ingen mennesker leve. På toppen er der permanent is året rundt og temperaturen kan nå ned under minus 25 grader. For at nå derop, skal man i dage forcere, skrænter og stendiger, klipper og klimazoner, Et naturligt vidunder, en sovende vulkan og “Så stort som hele verden, prægtigt, højt og ufatteligt hvidt i solskin” (Hemingway) Kilimanjaro er et af de “Seven Summits” som står for de syv højeste bjerge, i Verdens syv kontinenter. Jeg vil bestige mit første, Afrikas største.
Jeg tager min omhyggeligt pakkede rygsæk og mine vandrestøvler på og bevæge mig 11.270 km mod Verdens næststørste kontinent, som Verdens mindste og mest beskedne. Jeg rejser hverken for at bevise eller besejre, nok nærmere for at bevæges og beriges. For hvert skridt jeg tager, vil jeg blive tappet for luft og kræfter, sådan er Moder Jord indrettet og jeg vil gå med hende i fuld fortrolighed, men også med frygtblandet ærbødighed. Mit håb er at rense og forny den indåndede ilt som cirkuleres og transporteres. Skærpe og stille skarpt på det livgivende og mest basale: Gaven det er, at trække vejret. Ikke forceret, ikke forjaget eller forkrampet, men afslappet og afblanceret.
Livet beder om balance.
//Nan
De kommende uger har jeg ikke adgang til min computer. Jeg håber derfor, at I vil bære over med, at Let love rule´s små fortællinger, ikke vil bliver skrevet i samme omfang som sædvanligt. Jeg glæder mig til at vende tilbage fra Bjerget og Afrika, med lungerne fyldt op med oxygen og hjertet, mættet med indsigt og udfrielser.
