Jeg forstår, at der er kræfter som er større end mig
Jeg er blevet bedt om at skrive forordet til en bog om gode manérer. Det satte følgende tanker i gang.
Der findes øjeblikke hvor man erkender, at man at man er lille. At man blot er ét ud af de 7,6 milliarder mennesker som befolker Verden. At rummet der omgiver os er så overvældende, at man støder på sin egen erkendtlighed, at man trækker følehornene til sig og søger tilbage i skjoldet for forsigtigt, igen at kigge frem og indse, at man er skrøbelig. I de øjeblikke, hvor ego`et nedtones indtræder på forunderlig vis, en intens lykke over at være til og trækker vejret, bukker ærbødigt og beder til og beslutter sig for, at yde sit ypperste. Jeg har oplevet det utallige gange i mit liv senest, når jeg sidder i min kajak på Øresund en tidlig morgen. Solen er ved at stå op og havet er nystrøget og stille, bunden er klar, himlen rosen rød og jeg er alene. En lille hvid kajak, med et bitte lille menneske, mellem himmel og hav og uendelighed. For ikke at blive grebet af panik for hverken højde eller dybde, smiler jeg betaget, takker fordi jeg får lov til at opleve nuet og føler mig omfavnet. Jeg bliver en del af noget, som nogen.
At være menneske er også at være med. Vi betragtes som flokdyr, som ud over, de helt basale nødvendigheder, som mad og vand også følger uskrevne foreskrifter som fordrer og forbedrer et godt liv ….. sammen med andre. Vi er alle født med den frie vilje, men kollektiv konsensus og påvirkninger fra omgivelserne, får os ofte til at indgå kompromiser for at (for) blive en del af flokken. For de fleste er det naturligt. ligetil og enkelt. Vi skænker det ikke mange tanker og vi holder til højre, hilser med hånd eller lader fadet gå rundt før vi selv tager. Man kan udfordre det, men i langt de fleste tilfælde, er det langt lettere at slutte sig til sociale sammenhænge, hvis man tilbyder istedet for at trodse. Der er bedre harmoni i den flok, hvor man har accepteret balancen og indset, at vi indgår i en større sammenhæng. En sammenhæng som vi hver især bør bidrage til og have stor respekt for. Risikoen for at falde i eller ved siden af er ikke farlig, men sandsynligheden for at blive grebet og få varmen igen, er så meget desto større, hvis man har lyttet, set og ageret efter det regelsæt, lærde og/eller ældre har erfaret.
Ydmyghed og lydighed står der på hver sin side af den mønt, som er den mest dyrebare.
Enhver ved, at der er stor forskel på at modtage en verbal, virtuel lussing eller et fysisk imødekommende kram og hvor førstnævnte bringer fyrigt uvejr man må søge ly for med sig, stryger sidstnævnte istedet et væld af varme vinde. For at kunne være i og viderebringe den fornemmelse skal man kunne læse sine omgivelser – ikke hverken overfalde, overtræde eller gøre overgreb, men nedtone og nedjustere. Sætter man ego på pause og erstatter det med empati, skærper man opmærksomheden på andre og egenfølelsen af værdighed, er ikke uvæsentlig. Det kan være rigtig fint at opfange følelser, men især at fastholde fornuften. Balancen gælder i alle livets sammenhænger, også i den lille kajak, hvor jeg er et lille bitte menneske mellem himmel og hav og uendelighed.
//Nan
