Skal vi gøre det en gang til?
“Try a new tradition” står der på reklamen jeg iagttager gennem ruden i Øresundstogets vindue på Hovedbanegården, mens vi venter på, at mennesker med gavemærker til og fra, er på vej ud og ind af toget. En retorisk sproglig figur, en antitese, en oxymoron eller zeugma, for hvordan skulle noget nyt kunne forenes med en procedure som gentages igen og igen? Men jeg forstår, at hver generation tager og skaber traditioner som på en gang skal være genkendelige, men også genskabes og genopfindes på ny. Der er noget vi plejer og nu gør vi det en gang til, men denne gang med modifikationer. Sådan er julen på alle måder synes jeg.
Hver morgen i december, gik jeg hen til den korssting broderede julekalender der hang på døren til mit værelse. Der var 24. små tændstikæsker hver, med et stykke slik til at begynde dagen med. Før aftensmaden så vi børnenes u-landskalender, som blev sendt i farver og varede et kvarter. Min mor pyntede hjemmet med udklippede kravlenisser, hun satte på alle billedrammerne, hang appelsiner med nelliker i røde bånd i vinduerne og tændte kertelys i det lille englehjul der med varmen, fik englene til at flyve i kreds. Min bror og jeg fik røde og grønne juleark med plastik mærker vi selv måtte klistre på vinduerne og cirka midtvejs i december, gik vi med min far til torvet for at købe det konventionelle juletræ. Juleaften fik jeg flettet hår og bundet røde sløjfer, trak gamasher uden over lakskoene og de hvide strømper for ikke at blive kold, på vejen hen til min mormor. Her begyndte aftenen i køkkenet, hvor børnene sad med frugtfarve og marcipan og formede aftenens konfekt og senere fik vi både and og steg og kartofler fra glas vendt i sukker og smør. Når ris´a la manden skulle serveres, blev den portions anrettet i køkkenet, mens børnene blev sendt ind i stuen for at hente min mormors cigaretter.
Vores egne børn fik ikke slik hver morgen i julesokken. Tiden var på alle måder, løbet fra sukker start. På en måde, var den også løbet fra røde silkebånd, frugtfarve, og plastik dekoration til vinduerne. Børnenes u-landskalender varede nu 25 minutter, den på DR for hvis man har/havde lyst, kan man vælge frit fra fire eller fem flere, på de andre kanaler. Denne måned pynter vi vores økologiske genbrugsjuletræ, som står i potten udenfor, i hvidt og sølv. Vi køber eksklusiv chokolade, laver det vegetariske alternativ og snitter en rødkåls salat med appelsin og guinoa. I 15 år, skrev jeg julekort, men det var før de sociale medier og mens der fortsat fandtes frimærker, posthuse og håndskrift og et postvæsen til at bringe dem frem. Vi holder jul flere forskellige steder og da ingen ryger, har vi skålen med ris a la mande på bordet, så alle har samme fair chance for at få mandlen.
Toget sætter i gang og vi forlader Hovedbanegården, kører, standser. Nogen står af – toget samler andre op. Jeg lægger til og trækker fra. “Traditioner”, tænker jeg, kan tabes med tiden. Men det sker sjældent uden refleksion. Skal vi gøre som vi gjorde eller skal vi lave noget …. det hele … om og afhængig af udfaldet kan de afstås eller adopteres. Jeg står af toget og går ned af vejen. Naboen har stillet sin gamle velkendte julebuk frem og genboen, lagt en invitation til den årligt tilbagevendende julepunch. Verden er foranderlig og global, men lokalt er det nu trygt, at nogen forsat fastholder de samme gamle traditioner.
Glædelig jul
//Nan
