En af gadens sande stemmer
Det er en tilfældig torsdag formiddag, klokken nærmer sig halv elleve og jeg er på vej mod Nørrebro, min ungdommens bydel. Det var her, jeg købte min første lejlighed her, vi fik vores første barn. “Hjørnet af Det fri og Guldbergsgade og noget med Hans Egedes Gade”, stod der vist. Jep, jeg ved hvor det er. Nørrebro kender jeg rigtig godt, kommer her flere gange om ugen. .Skal bare lige over krydset ved Panum Instituttet og så til højre ad Møllegade og hen mod Guldbergsgade. Derfra må jeg kunne se ham.
Idet jeg nærmer mig ved jeg, at jeg ikke har læst beskeden ordentligt. Klokken er allerede blevet et par minutter i elleve og jeg ser ingen, der minder om ham. “Hans Egedes Gade” tænker jeg og findet et kort frem ….. ligger på den anden side af Assistens Kirkegården? Åh nej. Jeg cykler alt hvad jeg kan ned ad Peter Fabers Gade, krydser Nørrebrogade og gennem lågen til kirkegården, på tværs af stier og gravstene hvor jeg rammer hjørnet af Struensegade og der, på en lille plads foran en gennem grafitti malet væg, står han – jeg er ikke i tvivl og da jeg sætter cyklen op ad væggen, siger han: “Nå, der er nok en der ikke kender klokken og kommer for sent til timen”. Jeg smiler forlegent og går over mod manden med den sorte kasket og hvide T-Shirt med skriften “Gadens Stemmer”. “Undskyld”, siger jeg. “Jeg kunne ikke finde det”. “Alt forladt. Du må hægte dig på, så godt du kan. Jeg bliver forresten kaldt Luffe”.
Luffe blev født i en mindre by, langt ude på landet. Hans forældre blev skilt og hans mor flyttede til København. Luffes far, satte ham på toget en sommer, ti år gammel, med en seddel om, ikke at stå af før Københavns Hovedbanegård. Derfra skulle han tage bussen og bede chaufføren sætte ham af foran Café 42. På værtshuset der, kunne han finde sin mor og hendes skiftende nye kærester og når værtshuset lukkede, gik turen hjem til Struensegade og til den lille lejlighed med petroleums varme og lokum i gården. Stemningen og selskabet i lejligheden var ofte så stram, at gaden og gården blev Luffes vej til at trække vejret. En større bror og senere gadens brødre, blev begyndelsen til enden i et liv med alkohol og narkotiske stoffer ….. over 30 år ….ude af stand til at komme ud eller væk fra det eneste miljø han kendte, det miljø han var vokset op i. En evigt påvirket tilstand af enten alkohol eller abstinenser og en evigt “væren på vej” gennem gader og stræder, herberger og hjemløse huse og når intet af det virkede, gaden.
Vi går fra Struense Gade, gennem Folkets Park og Assistens Kirkegården. Vi stopper ved en gravsten – en mindesten for gadens stemmer. Der står lys og blomster og man fornemmer en opsigtsvækkende omsorg fra nogen af de mest udstødte og udsatte. Jeg spørger og Luffe bekræfter, at man tager sig af hinanden. “På nat herberget i Hillerødgade er der plads til 40. Vi var et par stykker der gik sammen og kom man selv ind som den sidste og ens kammerater var nummer 41 & 42, gav man pladsen til en anden. Ingen skal sove på gaden alene”.
Personligt, har jeg aldrig savnet omsorg, ansvarsfulde orældre, mad eller muligheder. Jeg er blevet bekræftet og haft beskæftigelse størstedelen af mit liv og nu, kun en halv times tid på cykel fra mit barndomshjem, står jeg med Luffe som er vokset op, med mangel på selv samme. Han og jeg har i første omgang kun alderen til fælles, men i løbet af vores 1.5 time sammen forstår og finder jeg flere fælles menneskelige missioner. Luffe er by-guide hos Gadens stemmer – dels for at tjene det ekstra han må, ud over kontanthjælpen, men også for at kunne betale skat og give lidt tilbage til samfundet. “For mig”, siger han, “er det nærmest terapi at få lov til at fortælle min historie igen og igen. Jeg håber, at de der lytter forstår, at hjemløse også er mennesker, som bare er kommet lidt galt ind på tilværelsen. Istedet for at gå forbi, så spørg hvordan vi har det eller køb os et måltid mad. Vi lever ikke på gaden for at genere nogen; Vi har drukket eller stukket huslejen op. Gaden er sidste udvej, når ingen andre har plads eller kan overskue en forslået sjæl. I må gerne se os og tale med os – vi savner alt for ofte øjenkontakt”.
Jeg klapper af den fine omvisning og indsigt i et andet menneskes liv og Luffe tager kasketten af og bukker som tak for i dag. Jeg cykler hjemad og Luffe går mod en bus til Tuborg Vej (ironisk nok) hvor han har fået en lejlighed. Han er i metadon behandling og er blevet ringforlovet, Halvanden times nærvær og kontakt med et menneske hvis historie, rusker godt op i min, til tider, lidt for iscenesatte instagram profil.
//Nan
“Homeless & Hungry” står der. Ikke andet. Han siger ingenting. Sidder bare og vugger, mens de mange sko og støvler, sprinter, slentrer eller spadserer forbi. På papskiltet foran ham står et papkrus, som kun de færreste forsøger at ramme med en mønt.
One more block downtown, ligger Wallgreens. Svingdøren skubbes fremad, drejer rundt og kun to skridt fra gaden, bugner gangene med slik og snacks, hygiejnebind, håndsæbe og hovedpinepiller, En ansat i butikken spørger, om man vil købe en rød næse til en dollar og hjælpe børn i nød? “Det er de røde næsers dag?” , siger han. Kurvene, man kan trække efter sig, bliver fyldt med fornødenheder og “Bye two, get one free” inden man når køen til kassen. Kreditkortene kører ud og ind, i takt med de mange ansatte ved kasserne, der råber: “Next” og skilte med lys i, der viser, hvilken assistent der nu er ledig. Poserne bliver pakket og proppet og de fleste tager sig tiden, til at få hue og handsker på plads, inden svingdøren igen skubbes rundt og man er tilbage, to skridt fremad, ude på gaden.
I gangene findes både økologiske hudplejeserier, bomuldsundertrøjer, drikkedunke og sutter til babyer uden ftalater og naturligvis hensynet til både, gluten, laktose og andre form for allergier. 
Kunderne skubber rundt med vogne og flere har taget overtøjet af, som ligger i børnesædet foran, trygt og godt. Der bliver spurgt til single eller dobbelt bag og de fleste tager en dobbelt for ikke at miste overblikket hvis hanken skulle knække eller bunden ryge ud, inden dørene igen går til side og man står på gaden.. 
Tilbage ved hotellet holder portieren døren så det er lettere at komme indenfor. Nøglekortet bekræfter et værelse med køleskab og King size bed. Jeg slukker for air conditioning, børster tænder og trækker flere lag tæpper over mig, mens jeg retter en af de fire puder til, inden jeg lægger mig til at sove. Om natten drømmer jeg, at det er alt for trangt i den hårdt spændte konvolut og, at jeg skubber, de alt for mange puder og alt for mange tæpper på gulvet. Jeg er alene i værelset, men der er ikke plads. Jeg vil give det hele, nej det halve, til de to på gaden som har bedre brug for det, men det evige dilemma bliver, at ingen af dem, har et sted, at gøre af det. Virkelighedens Verden er kompleks og kontrastfuld og jeg ved det, ser det og må leve videre med det.
