Fortidens farmor
Linje 14 på vej mod Kgs. Nytorv, en ældre dame stiger ind ved “Den Frie” og Østerport Station. Hun er klædt i sorte slacks og vatteret vindjakke. Hun har kortklippet gråt hår, et turkis tørklæde om halsen og tofarvede briller på næsen. På skulderen hænger en taske med guldlås og i ørene hænger års smykker fra Georg Jensen. Hun stiller sig ud for det sæde jeg sidder på og holder fast. Jeg tager hendes arm, rejser mig halvt og spørger, om hun vil sidde istedet for at stå og hun griner. Hun bukker sig og kigger mig i øjnene mens hun siger: “Jeg er netop blevet 80 og til min fødselsdag holdt jeg en tale hvor jeg nævnte, at jeg ikke håbede, at man ville opfatte mig som så gammel, at man begyndte at tilbyde mig en siddeplads i bussen”. Jeg grinede med og blev siddende.
Min farmor ville have taget imod tilbuddet om en siddeplads. Hun ville være kommet ind i bussen iført håndsyede sko og nylon knæstrømper i beige. Hun ville bære en tweed nederdel med tværgående tern, skjortebluse med sløjfe og en cardigan med perleknapper. I ørene ville hun have clips med kulturperler. På overfrakken ville der sidde en broche, måske en marguerit og på fingeren, den vielsesring hun fik af sin afdøde mand. Hendes hår, ville have bløde krøller og om skuldrene, et strikket sjal. Den taske hun ville have med, ville hun have et fast håndtag i. Den ville være praktisk pakket med kuglepen og kalender, lommeletter og lommespejl, mintkarameller og mimrekort.
Den stående dame i bussen fortæller, at hun lige er kommet hjem fra Gran Canaria, en tilbagevendende begivenhed siger hun. “Golfferie. Man skal jo holde sig i gang”. Nu er hun på vej til Magasin, Mad & Vin, hvor hun skal spise frokost med en god bekendt. Måske de skal spise sushi eller en sund snack i underetagen, eller måske de skulle prøve poulet rôti og rødvin på toppen? Når hun skal med bussen hjem igen, vil hun forinden have drukket en cafè latte og gå ned gennem Købmagergade for at tage bussen fra Nørreport, “Oven på al den gode mad”, ville hun måske tænke.
Da hun stiger af bussen ønsker hun mig en god dag og jeg smiler og ønsker hende det samme.
Min farmor nåede kun at flyve en gang i sit liv.. Hun holdt sig hjemme, men i gang. Med menighedsråd og husmoderforening. Hun holdt sin have og havde forklæde på når hun kom i køkkenet. Hun lavede mad efter håndskrevne opskrifter og havde hænderne fulde af hækletøj. Hun broderede, sang “Jeg ved en lærkerede” og “lod aldrig solen gå ned med sin vrede”.
Jeg forstod, at jeg i mødet med den modne moderne dame, også havde sagt farvel til en fortid, en betydningsfuld langsommelig- og uforstyrrethed. At tiden skifter med generationer, men også, at generationer ændrer tiden. Jeg beundrer den behændige bedstemor fra bussen og er taknemmelig over, at have oplevet en forhistorisk, forstandig farmor. Jeg vil lære af dem begge. 
Da min farmor døde, havde hun forberedt sig længe forinden. Under hver lille skål, på hvert et smykke og bag hvert maleri, stod et af vores navne. I natbordsskuffen lå biblen og den natkjole og det lille lune slag med sløjfe, hun ville iføres., Derudover, de salmer vi skulle synge.
Af hende lærte jeg værdighed.
//Nan
