af talverdenop | jul 26, 2018 | Den positive debat, MIG
Pia og Birgit var børn i starten af 50`erne. Deres mødre havde været børn under depressionen, været unge under krigen, de blev gift umiddelbart efter krigens afslutning og så fulgte tiden som hjemmegående husmødre. Sådan var det for langt de fleste pigers mødre på den tid. 3/4 dele af kvinderne sørgede for husholdningsregnskab, kogekunst, klædevask og så naturligvis at opdrage og passe børnene. Det var i en tid, hvor man vaskede både bestik og bleer i hånden, broderede og reparerede i hånden og spadserede eller tog sporvognen fra forretning til forretning for at handle. Statens Husholdnings Råd udgav pjecer til mødrene om, hvordan de kunne få tiden til at række ved feks. at anvende et opvaskestativ efter opvasken i de tre baljer (en med skyllevand, en med sæbe og en med rent skyllevand), indkøbe de netop opfundne strygefri stoffer og benytte de nye købmandsforretninger som samlede indkøb af kolonialvarer, kød og mejerivarer på ét og samme sted. Børnene måtte man også give opgaver såsom at hente bestilte varer (sørge for nøjagtigt regnskab!), at se efter mindre søskende eller stoppe vådt fodtøj ud med papir, Skolegangen var syv år som minimum, men fælles for både Pia og Birgit var, at de tog realeksamen og gik yderligere tre år i skole. De blev begge ansat på kontor, men så hører ligheden med de to piger også foreløbigt op.
Birgits far var ansat i et engelsk firma som handlede med østersskaller og sammen med sin kusine, blev hun sat på et tog til Esbjerg og herfra sejlede hun til England. Meningen var, at hun skulle i huset hos direktøren, men han insisterede på, at hun ville kede sig og kom istedet i forretning. Hjemmefra havde hun fået besked om, ikke at tage imod invitation om at gå alene ud med direktøren, så da han inviterede hende, spurgte hun om lov til at tage sin kusine, som også var i England, med. Kusinen fortalte, at hun havde hørt , at SAS søgte stewardesser og ville søge. Birgit gjorde det samme. Hun fik afslag, med begrundelsen om, at hun ikke var dygtig nok til tysk og tog derfor til tyskland for at lære det og året efter, i 1968, blev hun ansat.
Pia fik en elev plads i en kjoleforretning, men ikke længe efter fik hun også mulighed for en elevplads som kontorelev og skiftede plads. Hun var allerde kæreste med Henrik, de blev gift og da hun blev gravid forlod hun pladsen og brugte herefter de første år som hjemmegående husmor for sine børn. I 1978 kom hun igen på arbejdsmarkedet, denne gang som hjemmehjælper. Hun kørte rundt på cykel, passede og plejede ældre medborgere samtidig med, at hun meldte sig ind i et politisk parti 1984 kom hun i Folketinget og i 1985 stiftede hun sammen med nogle partifæller sit eget parti.
Hverken Birgit eller Pia var revolutionære, selv om den tid de voksede op i var markant anderledes end deres mødres. Deres barn- og ungdom var præget af fred, håb og begyndende velstand. Det gav mange unge et mentalt overskud til feks. at protestere mod atomvåben, mod USA´s deltagelse i Vietnamkrigen og senere, blive en del af studenteroprøret. De unge fik en stemme de ikke tidligere havde haft og det gav sig udtryk i både meninger, mode, musik og manerer. Birgit og Pia bevarede lidt af den generation de var børn af, ved at pleje ægteskabet, yde håndværk og styre husholdningen. De kom på arbejdsmarkedet som mange gjorde i 70`erne, de blev iværksættere,som flere i 80´erne og har bevæget sig stærkt og sikkert ind i den digitale tid af i dag. Og selv om vi mener, at Verden er under forandring har kvinder født af kvinder i efterkrigsårene, gennemgået nogle af de største forandringer. De har taget imod og lært at gå imod og indgå.
De to jævnaldrende kvinder denne fortælling handler om har aldrig mødt hinanden, men har hver især har de printet sig ind i min bevidsthed; den ene fordi hun er min mor, den anden, purseren ombord på vej hjem fra New York. Under en natlig pause sad hun og strikkede istedet for at hvile og fortalte samtidig sin historie. Om livet før, men især om de 50 år der er gået siden hun begyndte som stewardesse i SAS. De er begge fortsat på arbejdsmarkedet, er glade og grebet over det de laver og lever et liv deres mødre end ikke fantaserede om. “Ja, der er sket meget siden jeg begyndte og vi alle kun måtte bruge Juvenas læbestift nummer 08”, siger Birgit og smiler.
//Nan
af talverdenop | sep 28, 2017 | Hverdagstanker og drømme, MIG
Der findes ingen manual. Intet opslagsværk eller nogen encyklopædi som kan beskrive de mange udfordringer, livet beder os om at tage stilling til. Der findes ikke det skrift, hvor man kan slå op på fx side 247 for at finde svaret på hverken hint eller dette. Mange af de begivenheder, hændelser, konstateringer og spørgsmål som opstår undervejs, er livsvilkår. Man må bøje og sno sig, vende og dreje, give tid og tanke. Og i takt med at solen står op og solen går ned, lærer og lytter man til den indre monolog og den ydre dialog og giver plads til, at livet er besynderligt …. forunderligt, men også vidunderligt. At det er sårbart, spinkelt og sørgerligt, men også stærkt, stort og smukt.
At blive forældre forstærker følelser man kun har kendt i unikke lykkelige øjeblikke i det, man byder et lille menneske velkommen i og til livet og man lover, at man vil yde sit ypperste, gøre sig umanerlig umage, beskytte dem, elske dem og lære dem empati. Lære dem, at der ikke kun er et “jeg”, men også et “vi” , lære dem at interessere sig for andre og være parat til at hjælpe. Lære dem at håbe og ikke frygte, men tro på, at de får tre chancer og at de, når man har brugt dem, får tre nye. Sådan ca. tænkte vi da vi blev forældre. Vi ønskede for vores døtre, at de skulle føle sig som en del af flokken og blive i stand til at bygge bro og broderskab.
Vores ældste datter er soldat. Det var både overraskende og overvældende, at hun tog det valg – et valg jeg aldrig selv ville have truffet eller troet mulig, for en af voers piger. Jeg ledte efter en manual, et opslagsværk og havde et bestandigt behov for at slå op på side 247 i det forsvundne skrift for at finde svaret. Svaret jeg søgte, kom fra hende selv: “Jeg bekymrer mig om flokken; Verdensflokken. I har lært mig, at jeg er i stand til at bygge både bro og broderskab. Håbet er en del af mig og selv om jeg har respekt, har jeg sjældent frygtet. Jeg vil til hver en tid gøre mig umage og yde mit ypperste. Jeg er jeres førstefødte og føler mig forpligtet til at beskytte, ikke bare min søster eller dem jeg elsker, men også dem jeg ikke har mødt endnu. Det er noget med indlevelse og empati. Mit liv består af vi og sjældent af jeg. Vi kan jo ikke skabe fred alene, men må invitere hinanden med. Jeg har grebet en chance for at hjælpe hvor det er nødvendigt og jeg ved jo, at når jeg har brugt den chance, viser der sig en ny. Var det ikke det du sagde ? Hvordan kan du så være overrasket ? “
Jeg forsøger at holde fast i hendes svar, men vælter omkuld og siger, at ingen unge skal risikere ar på hverken sjæl eller legeme og at de krige der føres ude i Verden, ikke er vores krige. Men som en anden helgen svarer hun: “Verden er vores mor. Der er ikke en Verden som er uden for os – jeg er trådt ind i den og ønsker at forblive en del af den. ” Og jeg siger omverdensfornægtende: “Men jeg hader krig. Jeg er pacifist”. Med ro i stemmen, lægger hun de sidste ord i mine ufærdige sætninger: “At præcis samme årsager mor, valgte jeg at blive soldat”.
//Nan
Præsident Barack Obamas tale ved modtagelsen af Nobels fredspris. Oslo, den 10. december 2009
http://www.emu.dk/sites/default/files/Obama%20ved%20Nobels%20Fredspris%202009.pdf
af talverdenop | aug 19, 2017 | Hverdagstanker og drømme
5. Mosebog, 5. bud Du må ikke slå ihjel / Sura 17.33 Og I må ikke dræbe noget menneske, hvilket Allah har forbudt – Samme grundregeler for at kunne leve sammen i fællesskab. Kristendommen byder på næstekærlighed, islam beder til medmenneskelighed.
ONE LOVE
Til minde om de omkomne i Barcelona torsdag aften, vil vi i dag i København, vise de der stadig ikke forstår, at vi står sammen om vores sammensatte værdisæt og forene tanken om frihed, frisind, lighed. For snarere før end senere, vil der åbne sig store alléer, hvorpå det frie tolerante og tålmodige menneske vil gå.
(Til)TRO
Er medfødt. Essentielt, eksistentielt og noget vi vil (opret) holde af og om og fast i. Forstår I: TRO er en tilstand, en evig positiv forventning til vores medmennesker som ingen vil have held med at ødelægge. Vi er ikke uden.
Antonym: Fejhed
HÅB
Er livsbærende. Det der driver drømme – en drift. Forstår I: HÅB er et livsvilkår, og selv om I forsøger at overbevise os om, at der ikke er en dag i morgen, vil vi stadig plante solsikker i dag. At håbe er at være i live.
Antonym: Fejhed
KÆRLIGHED
Byder vi på. Den tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt (Paulus´ første brev til Korintherne) KÆRLIGHED er navnet på tusinde følelser og forstår I: Kan først findes, når man giver slip og sætter sig derud, hvor man tillader sig at være sårbar.
Antonym: At gemme sig bag rattet på en stor bil og køre ned af en gågade for derefter at stikke af.
Ære være ofrene – lad os stå op og sammen, gå mange på gaden, gøre os sårbare. Samles, smile og holde om hinanden og bekræfte, at størst af alt er kærligheden.
Jeg kan ikke forestille mig nogen smukkere måde at gøre det på, end at male dagen med mangfoldighed. Forstår I: Når I tager noget – giver vi det tilbage.
//Nan
