af talverdenop | mar 30, 2020 | Danmark og Verden
Kemisk renset og presset sidder jeg i mit ringhjørne. Særligt hænderne er vasket igen og igen med sæbe og mangelfuld håndsprit. Jeg har holdt afstand, holdt mig hjemme, holdt fast, og holdt vejret, holdt inde og holdt igen ….. nu handler det om at holde ud, at holde ved. Knockout! Kampleder og stævnelæge har i samråd idømt os karantæne på mindst 30 dage….De 14 af dem har jeg tilbragt i hjørnet efter et dybt stød – nogen råbte STOP, nogen talte måske til 8,. nogen måtte standses, andre satte kampen i gang. Nu sidder jeg retslig, ren og registrerende i ringen, mens pressemøder uafladeligt fortæller, at jeg skal blive siddende, isoleret (isola = Ø) gå i karantæne (quarantina = 40 dage på italiensk) og uafbrudte nyhederoplyser om højere dødstal, sørgelige statistiker, nedslående og fejlslagne strategier, indland, udland, lukkeland, mørkeland.
Jeg lytter, men ingen af mine øvrige sanser reagerer.
Fra mit hjørne ser jeg jo, at luftforureningen er reduceret med 40% i storbyerne i Danmark, at viruset som tager vejret fra folk, paradoksalt nok øger luftkvaliteten. At vandet er blevet klarere i Venedigs kanaler, at fisk og svaner er vendt tilbage mens delfiner boltrer sig ved havne på Sardinien. At man i Kina skønner, at udledningen af drivhusgasser er faldet med mindst 25%, forurening som før Covid-19 kostede ca. 4000 kinesere livet om dagen……..
Klimaets feber falder, mens den for mange mennesker stiger. Vi har indset at menneskeheden er skrøbelig, at vi er sårbare men vigtigst af alt har vi lært og forstået, at andre mennesker liv er en signifikant indsats værd. Vi har lært at skulle stå sammen, udvise samfundssind. Vi har lært, at vi har brug for hinanden, særligt og især i krisetider. Det gør det så meget desto sværere, at vi må undvære hinanden. Det er jo nu, mere end nogensinde at vi har brug for social samkvem, klem, kram, kys eller bare fornøjelsen over at se andre mødes, grine og glædes….ja-ja….jeg ved det.
Jeg har lagt hjelm og støvler, skridt- og tandbeskytter. Håndbindet vikler jeg opmærksomt op og efterlader det visibelt på gulvet så vi kan finde hinanden igen, ikke virtuelt men visuelt og fysisk. Det er det der får mig til at fortsætte, håbet, den tillidsfulde forventning om noget glædeligt, der vil indtræffe i tiden der venter. I håbet eksisterer et element af tillid til en åben fremtid. Det er der det efterlader mig, mørbanket, men håbefuld.
//Nan
af talverdenop | jul 9, 2017 | MIG
Åbent brev til Anni Grimm
For en uge siden skrev du om vores medmennesker, gode venner, kollegaer og/eller børn. Du kaldte dem for “afvigere” og dig selv for “normal“. Jeg vil gerne sætte blot et enkelt ansigt på et af de mennesker, som i dine øjne provokerer og påtvinger dig, at overvære sine mere eller mindre seksuelle udfoldelser. For god ordens skyld, er linjerne nedenfor, fra dit læserbrev så alle er klar over, at det ikke er mine ord.
“Afvigerne – det være sig homoseksuelle, lesbiske eller andre minoritetsgrupper – kæmper bravt for deres “rettigheder”. Så bravt, at jeg og andre bliver ugleset i den politiske korrektheds navn, for vores naturlige holdninger. Det gider jeg faktisk ikke at finde mig i.Problemet opstår jo netop kun, fordi disse afvigere vil påtvinge mig og andre dels at overvære deres mere eller mindre provokerende seksuelle udfoldelser på åben gade eller på landsdækkende tv, dels stiller krav om, at jeg skal synes, at deres afvigertrang er “normal”.
Anni Grimm, DF, Vejen.
Da vi flyttede ind i vores hus for mere end 12 år siden boede i nabohuset, et lidt ældre forældrepar med den yngste af deres tre sønner. Drengen var dengang teenager og kunne vi hurtigt konstatere, en temmelig isoleret og meget alene teenager. Dagene sov han væk, mens han aften efter aften, sad på sit værelse foran sin computer. Var man oppe i løbet af natten, var der stadig lys og han var fortsat alene. I løbet af et par år, så jeg til min store glæde, at der en dag hang en kjole i hans vindue. “Han har mirakuløst fået sig en kæreste” tænkte jeg.
Endnu senere, en tidlig morgen, så jeg ham fra køkkenvinduet, vove sig ud foran deres hus og gå lidt frem og tilbage iført kjolen fra vinduet, ballerina sko og en dametaske. Tydeligt, noget han har måtte overtale sig selv til længe. Årene gik og den unge mand, blev, måske fem år ældre. Han boede stadig i nabohuset med sine forældre og en dag stod han i køen foran mig i vores lokale Brugs. Han havde ladet håret gro og sat hårspænder i det. Hans støvler havde hæl og på ærmet af hans frakke var syet et hjerte. Det var første gang, at vi var så tæt og jeg så, en meget sky og skræmt ung mand der kæmpede for at bevare roen og troen, alene for at fuldføre sin handling, at betale. Sammen med ham mærkede jeg det ubehag det må have været, når samtlige elevatorblikke og himmelvendte øjne var rettet mod ham – en ung mand iført kvindeklæder, men dybest set, en menneske der var ude at handle. Årene gik, det isolerede natteliv og de flygtige dagsbesøg fortsatte, indtil den dag han flyttede hjemmefra.
Mit ønske Anni er, at se ham igen, men helst på en blokvogn under Copenhagen Pride. Jeg håber, at han er iført palietter, pudder og pink paryk. Men jeg håber især at se ham danse, være sammen med andre mennesker, smile og vinke til mig der ikke er med på vognen. Jeg vil, at begreberne minoritet og majoritet skal ophæves i det mindste den dag. At han, på lige fod med mig, kan være tæt med en, holde i hånd og mærke, at alt er ok – at han er ok. For hvem er jeg som menneske, tilfældig nabo, eller forbipasserende at vurdere, at han ikke er?
Så kære Anni Grimm. Man kan meget let lade sig provokere når man træder ud af sin hoveddør, men man behøver det ikke. Er det i virkeligheden ikke i selskab med de mennesker man ligner mindst, at man lærer mest? Lad os sammen glædes over at vi bor i så fint et lille land, som accepterer og tolererer 37 forskellige familieformer og retten til selv at vælge sin livspartner. Der er så meget at kæmpe for – retten til at finde sig selv og elske den man vil f.eks. Og hvis det lykkes, skal Verden da have det at vide.
Åbn din hoveddør, kom ud af skabet og nyd udsigten. Du behøver ikke invitere os indenfor, men du er velkommen i Verden udenfor den. Vi der færdes der, er ikke ude på at provokere eller påtvinge dig noget. Der er plads – homogent og homofint. Og ja, du lod din vrede kommer på besøg, men lad den ikke bosætte sig. Kærlighed findes i flere former og farver og hvis du sætter dig her ved siden af mig, skal jeg vise dig en sjovere og smukkere regnbue med flere farver så du ikke længere kun skal nøjes med at se én. Glædelig mangfoldighed.
//Nan
