Når hverdagen vender tilbage, venter jeg lidt endnu
Kontaktbog
Kontaktperson
Kontaktsøgende
Kontaktbehov
SOLOdaritet
På Sankt Hans Torv ser jeg to mænd der tilfældigt møder hinanden. Den ene tror jeg, er nok nede for at lufte sin hund, den anden …. Da de passerer hinanden, siger den ene, den andens navn. Giver de hånd? På Israels plads spiller børnene basketball eller står på skateboards. Deres forældre sidder på trappetribunen og ser til. Flere af dem taler med hinanden, drikker kaffe. Sidder de lidt for tæt? I Kongens Have har solen lokket københavnere på græs. Små lapper er spredt og lagt lidt tilfældigt som mønsteret på et patchwork tæppe. Enkelte spiller Kongespil, men de fleste sidder med en øl og vender Verden. Er de ikke lidt for mange?
Jeg skærmer mig, ser over skulderen og på striberne i gulvet. Jeg ser om hjørner og på kassedamen gennem plexiglas. Jeg går uden om, men står skudsikkert i cirkler på Nørreport Station, slår slag og i bukkede, buede bevægelser. Jeg undgår, undværer og undslår. Jeg åbner døre med albuen, trykker på knappen ved fodgængerfeltet med albuen, hilser ikke længere med albuen. Hilser i stedet på venner på skærmen, gennem telefonen. Vi går tur med flere meters afstand, taler om det de taler om fra den Verden vi ikke længere besøger.
Som fårede flokdyr søger vi fællesskab, følger med og finder hinanden. Vi støtter op og vil føle (også i fysisk forstand) at vi hører til. Nu skal vi holde afstand, holde os fra hinanden. Det er naturstridigt, fremtvunget og forkrampet selv om jeg synes, at det retorisk lyder smukt at vi skal stå sammen, hver for sig. Det byder på dage hvor jeg er skræmt, bestyrtet og forfærdet, sjældent for Covid-19, men for den menneskelige skyhed. At virus tidens handlemønstre vil forplante sig, blive konduite, forblive forevig Covid-etikette?
Men det er også dage hvor er jeg stærk og forener mig. Det er altafgørende, bliver der sagt. Hold afstand, stå sammen og imod af øjeblikkets nødvendighed, det er livsnødvendigt. Måneder i et levet liv ændrer noget, men ikke hele livet. Jeg gør det for dig, bare du lover mig snart at spørge, om du må sætte dig, tæt ved siden af mig.
//Nan
