Vi ser ikke andre som de er. Vi ser dem udfra hvem vi selv er.
Så sidder vi her i Karins kurvemøbler i Kulhuse. Bordet, er dækket med fiskefrikadeller, formfranskbrød og rørte salater. Vi skal spise af vigtige vintagefund, drikke vin og vand og smage på sensommeren i sommerhuset. Vi der sidder her, er to mænd og to kvinder. Vi har alle passeret det halve liv, men vigtigere endnu, sat et forsigtigt fodaftryk i hinandens hukommelse, som i dag skal hentes frem og have børstet støv og spørgsmål af. Det er små 30 år siden vi så hinanden sidst, Christian, Eduardo, Karin og så mig.
Vi mødte hinanden på St Thomas V.I. hvor jeg var au pair sos en dansk/vestindisk familie, Christian arbejdede i en butik der forhandlede skandinaviske varer, mens Karin var au pair hos en hollandsk familie og Eduardo (the island man from Santa Domingo) arbejdede på øen som læge. Tilfældigheder bragte os sammen på den lille ø i det Caribiske hav og nu sidder vi her, samlet igen, på en noget større halvø, omgivet af danske fjorde.
Tre singler, en gift. En med et barn, en med to, en med tre og en uden børn.
Tre heteroseksuelle, en homoseksuel, tre er hvide i huden, mens en er brun. To af os taler dansk, en hollandsk/dansk og en taler engelsk/spansk. To bærer briller, to gør ikke. En er bosat fashionabelt i Florida, en i en lejlighed i Rotterdam, en bor i hus i Hellerup og en har bosat sig i sit sommerhus langt ude på landet. Og mens Christian frem- og medbringer formidable frugtbare syltede glas og safter, erkender Eduardo forlegent, at han behøver en kvinde som kan hjælpe ham med at lave mad. Det blotte øje, ville måske definere os ud fra forskelle og finde det svært at finde en sammenhæng, men selv, er vi nysgerrige efter ligheder og uanset, at de ikke er umiddelbare, synes de både før i tiden og i løbet af dagen, flere og mere.
Og det er ubesværet og ærligt omend emnerne er skrøbelige og selvberoende. Det er oprigtigt og overvældende og med en helhjertet lydhør- og tålmodighed for at forstå de liv, man ikke vidste hvor blev båret hen, da vi forlod hinanden, øen og den store Verden, vi netop havde opdaget. Et års venskab som blev en del af vores historie, en del af os, en del af mig og min histore. Et møde uden for “egne rækker” som gav indblik. Et møde som satte mig i forhold til og gav mig indsigt i, som fik min oprindelighed, til at vokse og min udsigt, til at være, så meget smukkere.
Mange af mine ubesvarede spørgsmål er faldet til ro i Karins kurvemøbler i Kulhuse.Ingen af os sidder længere fremme på stolen, men er sunket tilbage med en mental mæthed over de hjertebårne brikker, hver især har lagt til. Der er nu stor forskel på at sige farvel og på at sige på gensyn.
//Nan
(Foto er ikke fra Karins sommerhus – Vi havde aldrig telefonerne fremme)
