utidig omhu – en hverdags novelle
Det er ikke selve stedet, de er bange for. Det er begrænsningen, så de ikke kan bevæge sig frit samt frygten for, hvad der kan ske, hvis de ikke kan komme ud
Det var en morgen som så mange morgener. Hun var landet fra New York – en natflyvning – med SK 910, havde taget Øresundstoget til Hellerup og derfra linje B mod Bernstorffsvej station.
Katjiink – hun kører rejsekortet hen over den røde side med “check ud”, bevæger sig med lange skridt og kort tålmodighed mod elevatoren, som skal fragte hende ned i tunellen og derfra, ud i den friske luft og hjem i seng efter en lang arbejdsnat.
En ældre dame, måske ti eller femten år ældre end hun selv og dårligt gående, har trykket på knappen og elevatorens tunge elastikker rykker på sig. De tunge døre åbner langsomt, slider sig til side og de træder ind i glasburet: Damen bærer et kanvas net fra slagter Broe, hun selv, en stor og en mindre rullekuffert, en duffel bag og en håndtaske. Elevatordørene lukker sig usmidigt og tungt i, “tunnel knappen” lyser, de ser ned i gulvet og maskineriet sætter i gang.
Gonk – elevatoren stopper, går i stå, ånder ud! Lamperne i panelet slukker, hun sukker, stilhed. Hun ser på damen som ikke længere er en dame, men Morten Sabroe som i romanen “Lovemedo” bliver spærret inde, i fire en halv time i en elevator med alvorlig klaustrofobi. “Og mens han trak luft ind i stadig mere paniske stød, lød hans stemme som et hjælpeløst barns: Fader vor….vil du ikke nok slippe mig fri….. vil du ikke nok åbne døren….jeg kan ikke klare det her….“
Hun forsøger at berolige damen eller romanfiguren som kun taler svært forståeligt engelsk og siger, at hun nok skal få dem ud. Damen trykker hidsigt på “hjælp” knappen som raller et hæst og døende sidste suk. “Help. Please help me! I can`t breathe“. Hun tager damens hånd i sin venstre og famler efter telefonen med højre og siger, at det nok skal gå og ringer til det eneste nummer, hun kan se skrevet på en lille papirseddel, over panelet på elevatoren: “Nummeret er ikke i brug – nummeret er ikke i brug“. Hun smiler sit mest overbevisende smil til damen eller Morten Sabroe og ringer istedet til elevator firma navnet: “Vi kan ikke besvare dit opkald lige nu“. Hun beder damen sætte sig på den ene af sine kufferter og trække vejret roligt, mens hun forsikrer hende om, at hun er lige ved at få styr på situationen.
114 – Velkommen til Nordsjællands Politi – du har nu tre valgmuligheder…. Hun fortæller, at de sidder fast i en elevator på Bernstorffsvej Station og en stemme i røret beroliger med, at Bane Danmark er på vej.
En fysisk mand i håbefuld grøn jakke med et påsyet C og en håndfuld kommunevalgs brochurer, kommer tæt på glasdøren, som er halvvejs mellem perron og tunnel og spørger om elevatoren har sat sig fast? Hun trækker på skuldrene, mens damen ved siden af trækker vejret ujævnt og ukontrolleret: “Jeg beder dig… åbn den dør …vil du ikke nok åbne den…vil du ikke nok…” Manden i håbefuldt grønt med påsyet C går med svaret om, at vi sidder fast, tilbage til sit ståsted i tunnellen, men dukker op efter en annoncering i højtaleren på stationen om, at hjælpen er på vej. Han gentager: “Hjælpen er på vej og og stem konservativt – Vi holder Danmark på sporet”.
Efter 35 år eller måske minutter slentrer to mænd, bekvemt klædt på i solide sko og uniform fra Bane Danmark hen til Morten og mig, nikker og siger højt , at de nok skal få os ud. Selv hun, begynder at tvivle. Efter yderliger … kommer en elevator operatør og skruer og smiler og ser ud som om, at nu varer det kun ……
Luften i elevatoren er ens og mast sammen, genbrugt og forsvundet. Operatøren lægger kræfterne i og får dørene tvunget til side. En frisk frost brise blander sig med manglen på ilt og hun lukker øjnene. De to venlige mænd fra Bane Danmark samler den maddike hvide dame op og ud, mens hun selv bliver stående, retter på uniformen, taler sig selv til rette inden også hun, bliver hjulpet ud af de få kvadratmeter vakuum kabine.
Af to omgange bærer hun sin bagage ned ad trapperne til tunnellen, hvor hun næsten segnefærdigt forsøger at organisere kufferter og tasker, så hun kan slæbe sig de sidste få hundrede meter hjem.
“Godmorgen og hjertelig velkommen hjem”! Må jeg tilbyde dig lidt valgmateriale?” skræpper en situationsforladt stemme i grøn hadefuld jakke med et forevigt strøget C og selv om hun nu igen mærker fast grund under fødderne, bliver hun i tvivl om, om andre er i fare for at have mistet jordforbindelsen?
//Nan
