Livet er, hvad vores tanker skaber og dem skaber vi selv…

Livet er, hvad vores tanker skaber og dem skaber vi selv…

 

She only smiles
He only tells her
That she’s the flowers, the wind and spring
In all her splendor sweetly surrendering
The love that innocence brings

Ikke alle fredage er ens. Sommetider ved man det alt for godt allerede aftenen inden andre gange, sniger det sig ind langt hen på selvsamme eftermiddag. Den femte dag fredag, opkaldt efter Frigg, Odins hustru og mor til Balder som af mange anses, som retfærdighedens Gud….Retfærdighed…..straf og beløning, sat i system. Grænselandet som på netop denne fredag ligger mellem 23:59 og 00:01. Tynger eller trækker  lodderne eller er det lykkedes at placere ligevægt mellem metalformat, færdigheder og formåen? Små 89.000 står bag stregen. Nogen krydser den, andre bliver stående. Nuet bliver om et øjeblik, til fremtidens grund-enhed…. eller? 

Almaz, pure and simple
Born in a world where love survives
Now men will want her
‘Cause life don’t haunt her
Almaz, You lucky lucky thing

Hvordan havde jeg det? Hvad gjorde jeg? Hvorfor blev jeg det jeg er? Tiden dengang var ikke uden fremtid, vi talte bare ikke meget om den. Vi handlede nok lidt mere spontant, tog udgangspunkt i dagen og gik ligesom bare i gang, prøvede det af, sprang til og fra. Nuet var langt mere nærværende, livet lidt mere tilfældigt. Vi bekymrede os måske mindre og berusede os nok mere i udsigt, frem for indsigt, i praktik frem for taktik …. bekymrede vi os overhovedet? Måske var det netop det, at de færreste bekymrede sig? Vi troede på “det” og fik at vide, at det nok skulle gå. Det stolede vi på, kastede os ud i hvad som helst, men mest af alt, i livet. 

Now I watch closely
And I watch wholly
I can’t imagine love so rare
She’s young and tender
But will life bend her
I look around is she everywhere

Et lille nyfødt menneske – beundret og elsket og som vi med ét ved, at vi for altid vil støtte og drømme med. I den bedste af alle Verdner, bliver de født med mange muligheder. I den bedste af alle Verdner, tager vi aldrig de muligheder fra dem. I den bedste af alle Verdner går en eller flere af de muligheder i opfyldelse.  

Vores yngste datter blev optaget på Professionsskolen som sygeplejerske i fredags. “Det er dette her øjeblik man har ønsket, at vi arbejdede os hen imod. Det har vi gjort siden vi begyndte i børnehaveklasse, at få en uddannelse. Man har skærpet vores nysgerrighed og styrket vores evner. Jeg er voksen nu og forstår, at valget alene afhænger af mig … men lige nu mor, er min største frihed, at være i tvivl.”

Jeg nikker stiltiende.

 

He throws her kisses
She shares his wishes
I’m sure he’s keen without a doubt
With love so captive
So solely captive
I ask if I could play the part

//Nan

 

Randy Crawford skrev Almaz som betyder “diamant” på flere sprog i 1988. Verden er fuld af unge diamanter … looking for a world where love survive…..

Frihed, frisind og idéen om at ville noget andet

Frihed, frisind og idéen om at ville noget andet

34 hektar  eller 340.000 m2 – Så meget eller så lidt, fylder Danmarks fjerde største turistattraktion,Christiania. Smukt omkring voldene på Christianshavn bor 630 voksne og 130 børn, dels i nedlagte kasernebygninger, lader og krudthuse  og dels i barakker og skurvogne, de selv har konstrueret og bygget, mestendels af genbrugsmaterialer. I søen bor lappedykker, skarv og fiskehejre, gæs, ænder og knopsvane, på land bor man i Pagoden, Bananhuset, Carls Bastion og Snesol som måske ligger på Mælkebøtte- eller Mælkevejen og selv om man godt kan hedde Kim og Karina hører man oftere navne som Tjalfe, Urban og Nemo.

Slumstormere, hippier, kunstnere, hjemløse og narkomaner, indtog det nedlagte kaserneområde i 26. september 1971. Flere af dem fulgte en drøm, om et liv baseret på frihed, kreativitet og fællesskab. Flere af dem har været med til at nedskrive Christianias målsætning, om at opbygge et sted, hvor hvert enkelt individ frit kan udfolde sig, under ansvar over for fællesskabet. Flere af de oprindelige indbyggere bor stadig i den kollektivt styrede landsby; Det samme gør deres børn og børnebørn. De vokser op på Staden i Hovedstaden. En stad med både indkøbscentral, grønthandler, bager, smedje, cykelforretning, træværksted, ovn-værksted, trykkeri mm. En stad med spillesteder, restauranter, gallerier, teater, opera og jazz, men også en hverdags stad med mulighed for at indånde det skabende, skæve og selvstyrede særklasse samfund og blive mindet om, at der findes alternativer.

I 1975 fandt det første julemarked på Christiania sted i Den Grå hal, oprindeligt en ridehal fra 1853. Der blev solgt ud af hjemmesløjd, hjemmestrik og hjemmebag og man byttede og købte for kontanter. I dag, over fyrre år senere, skal man booke stadeplads i god tid, have mobilpay og ikke nødvendigvis Christianit. I dag kæmper oprindeligheder med fabriksfabrikeret, støbt og formet, men ikke i Den Grå Hal.  Her hånd- fletter, former, væver, trykker og plukker man fortsat unikaer og originaliteter. Julemarkedet er for mange en tilbagevendende tradition om at gense de mange små boder med kunsthåndværk, smykker og opfindelser. At drikke glögg med rom, spise lune æbleskiver og få øje på nissen der spiller fløjte hvis ikke han råber, at det er en god idé at se børneteater: “Så er man sikker på at komme i julestemning og har man fået en jule overdosisvende, kan man blive kureret”.  Man kan købe en plastik ko med glimmer og lyseholder i ryggen,  lytte til lysene og Django Rheinhard, se på en natugle med neglelak og diadem, eller blot, vove sig ud på Christiania – et oprør, en øjenåbner, en forløst drøm.

Christiania har modstandere og tilhængere som så mange andre samvær- og samfundsformer. En overgang boede jeg på Christmas Møllers Plads og i den tid, blev Christiania mit tilholdssted. De tidlige morgener hvor jeg løb rundt om Voldene og lyttede til lyden af brænde der blev hugget og duften, der kort tid efter steg op af de kvikt konstruerede skorstene. Eftermiddage med musik, en håndøl og mennesker der gik til og fra og aftnerne hvor man kunne få sig et billigt måltid mad fra en af de mange gryder eller grillen. Sameksistensen af løsgående gadekryds og skæve eksistenser, men naturligvis også det paradoksale i, en gade fuld af forbudte sager, som man konstaterer og ignorerer, men hverken fotograferer eller konfronterer.

Jeg kommer stadig på Christiania og i lørdags da jeg gik fra julemarkedet i den Grå Hal, sad Julia og Julius og mindede mig om det fineste initiativ – det Christiania er aller bedst til: “De juleløses jul”.  Jeg har selv hjulpet med afholdelsen, sammen med de mange andre frivillige kræfter der kokkererer og arrangerer og klapper taktfast når over 1000 gæster ankommer. Det er smukt, fuld af varme og kærlighed og skærer julesulet fra og helt ind til benet af, hvad julen egentlig handler om; At flette hænder, skabe julelys og samhørighed og sammen fejre hjerternes fest. Den grundtanke lever for mig, hele året på Christiania.

//Nan

Human errors are accepted

Human errors are accepted

 

“Føler du dig fri?” spurgte den ene.

Spørgsmålet kom uventet eller rettere…..hun havde den senere tid spekuleret over om hun var fri, men at blive spurgt så højt og direkte, dét var det uventede. Hun lod som om hun tænkte, selv om hun havde gennemarbejdet svaret og forblev tavs længere end nødvendigt. Konklusionen lød nogenlunde sådan her: “Når jeg er i mit eget selskab føler jeg mig helt fri. I selskab med andre, er jeg bevidst om den frie vilje og udfaldet af det valg jeg træffer og deraf den måde jeg vælger at opføre mig på, men også, at jeg kunne have opført mig anderledes. Som jeg ser det, er det flere måder at anskue det at være fri på”.

Den anden ville vide, om det betød, at hun følte sig ufri, i selskab med andre?

“Jeg tror snarere, at jeg føler en menneskelig afhængighed; et ansvar. Og hvis man på den måde af forståelsen knytter bånd, venskabelige som ægteskabelige bliver friheden jo begrænset, men friheden til at lade være, er i sagens natur intakt. Det er et tveægget sværd. En intersubjektiv intuition. At indgå, udgør også gerninger som vi ingen reel indflydelse har på og til tider stiller det os overfor opgaver vi ikke hverken forstår eller umiddelbart magter at overtage. Det er en livsbetingelse som frihed, ikke står til at ændre. I de situationer, kan man føle sig fanget og længes efter den frihed, man så sjældent værdsætter.

 For at være en del af samfundet, samværet og sammenhængskraften, tager jeg tøj på, går på arbejde, betaler husleje, holder til højre når jeg ser en komme gående imod mig og bliver nudget til venstre, når jeg handler (har du lagt mærke til det? ), mod uret. Disse dagligheder (for) binder os. Der er noget vi skal, bør, skulle have gjort, burde gøre osv. Alligevel føler jeg ikke, at det er forbandelse, snarere en folkelig friheds forpligtelse”.

“Mener du ikke en forbandet fængslende forpligtelse? ” Spørger en tredje

Og hun svarede voksent: “Nja, nok nærmere en befriende bekræftelse på at være en del af noget, være en del af nogen ….. Jeg tror, at jeg vil reducere det til at være.” Det var en lettelse at nå dertil. Nærmest en befrielse.

Og roen falder omsider på mit lille indvendige selskab,  en nat mellem klokken 03 & 05 på et hotelværelse i New York.

//Nan

 

Væk mig ikke

Væk mig ikke

Fredag d. 4. august 2017

Kære dagbog

Denne morgen vågnede jeg kl. 3:43 New York tid, som så mange morgener før. Jeg stod op,lavede kaffe, fandt avisen og satte mig tilbage i sengen, som så mange morgener før. Jeg så på telefonen og åbnede computeren, lukkede ned igen og tog løbesko på, som så mange morgener før. Solen sov endnu og mørket ude skræmte mig så jeg tog elevatoren til hotellets fitness rum og her, kære dagbog, begynder en dag, jeg endnu ikke ved, om har fundet sted.

Løbearrangementet bød på et stort panel af muligheder for et forprogrammeret, et individuelt eller en robotificeret træner som vil… tale til mig? Jeg kan regulere højde og hastighed. længde og løberute alt imens, tusindevis af TV kanaler kæmper om min opmærksomhed.

“Putin sends Trump a message: “Don´t mess with us”” ….. Har du også dårligt hjerte? Hej, mit navn er doktor xxx. Jeg har i mange år haft hjertesorger, men så fik jeg anbefalet…… Og vi skal over til vejret og vejene. Hvordan ser det ud? Skaaat – har du set de mange gode tilbud de har ned i xxx “Time for talk is over: Trump grapples for new approach on North Korea” Mit navn er xxx og dette er CNN. Døjer du også med økonomiske vanskeligheder? Så er xxx det måske noget for dig. “A young man was shot this morning, outside a Seven Eleven in Queens”.  Jeg er xxx og i alt for mange år, levede jeg uden at kunne høre. Takket være xxx, kan jeg igen nyde mine børnebørns pludren. Mange mennesker, får ikke den medicin de har brug for. Det koster bare 1 $, at ændre dette. Donér i dag. “Trump about RAISE act: “This competitive application process will favor applicants who can speak English, financially support themselves and their families, and demonstrate skills that will contribute to our economy””  Står du i en krise? Ring gratis på 1-800 xxx og få gratis rådgivning. Her i studiet taler vi alle engelsk – ha ha ha – mit navn er xxx og du har tunet ind på CNN.

Informations- og hastighedsniveauet eskalerer. Stigningen intensiveres procentvis fra brise til kuling, i tungt sand og angsten for tabt terræn. Min kropstemperatur og mit tankesæt nærmer sig en inopportuns tinde. Som et hæfte man bladrer alt for hurtigt i, tumler tanker, arme og ben, pulsen pumper, hjertet jamrer, fødder og hænder – KLUDDERMOR!

Den virtuelle virkelighed er skiftet ud med det uforfalskede USA og jeg tømmer tankerne og trækker vejret. Ben og hovede koordinerer en ikke destineret eller defineret, civiliseret spadseretur.  Forældre med duften af nyvaskede børn i klapvogne, arbejdere med Carhartt Caps og Caterpillar boots, Chai Chi udøvere ved torvet, motionister med musik, som løber fra et venekateter på armen til ørene gennem små hvide ledninger , business-mænd&kvinder på benarbejde til stationen, ældre ægtepar på silence slentretur og hundeluftere – Fred, frihed og frimodighed.

Riv og rusk, men ryk dig aldrig Roskilde

Riv og rusk, men ryk dig aldrig Roskilde



Søvnige, sorgløse snavsede stamgæster i solstrejf, stormskyl eller støvregn. Gaffatape, grafitti og gummistøvler – campingstole, kærlighed og koncerter. En tør lugt af urinstøv eller den våde, brygget på selvsamme, men som nu, cycles om til PISner øl. De rød-hvide Godik toiletvognene der for længst er løbet tør for papir. Papholdere med plastikbægre, publikum i pit-kø og pløre. Fællesskab, frihed, fristed og feststemning. Men først og fremmest, mennesker, møder og masser af musik.

Mindepladsen med de ni træer som blev plantet for hver og en af de omkomne ved Pearl Jam koncerten i 2000 – How fragile we are – minder os mest af alt om, at vi skal passe på hinanden, have tillid og vise hensyn og det gør vi.

We believe that music and art can change the world. We believe that a festival can trigger and reinforce a social movement of young people who want something more than just themselves

Roskilde Festival

 

 

Roskilde rummer og rammer det hele. År efter år, byder festivalen på sig selv og op til dans. Det er en tilbagevendende eufori at være en del af mange mennesker som mærker og mødes og sammen har, en mellem mennesker oplevelse. Roskilde er, som stifterne har sagt – samfundets overkogningsventil som giver plads til at give slip – for de fleste en nødvendig bedrift og befrielse.

Peace out <3

//Nan