Det er ganske vist

Det er ganske vist

Denne ventede morgen

En åbenlys forskel

sætter tå på hæl – skubber 

skoen falder af og hun gnubber 

sin ømme røde hæl

 

Og med fornyet energi 

beundrer hun de bare tæer

som får lov til blot at være


nøgne og ude i det fri 


Uldsokker! tænker hun tilfreds

må på hylden højt oppe

Og hun må træde op – hoppe

For at få dem lagt på plads

 

Iført sommerkjole og velbehag

Begiver hun sig barfodet af sted

Med en forløst erkendtlighed

på årets første sommerdag 

 

Så skete det alligevel

at kaffesort blev til mælkehvid

“Det er blevet sommertid”

Siger de

og hun mærker det selv

 


//Nan

Human errors are accepted

Human errors are accepted

 

“Føler du dig fri?” spurgte den ene.

Spørgsmålet kom uventet eller rettere…..hun havde den senere tid spekuleret over om hun var fri, men at blive spurgt så højt og direkte, dét var det uventede. Hun lod som om hun tænkte, selv om hun havde gennemarbejdet svaret og forblev tavs længere end nødvendigt. Konklusionen lød nogenlunde sådan her: “Når jeg er i mit eget selskab føler jeg mig helt fri. I selskab med andre, er jeg bevidst om den frie vilje og udfaldet af det valg jeg træffer og deraf den måde jeg vælger at opføre mig på, men også, at jeg kunne have opført mig anderledes. Som jeg ser det, er det flere måder at anskue det at være fri på”.

Den anden ville vide, om det betød, at hun følte sig ufri, i selskab med andre?

“Jeg tror snarere, at jeg føler en menneskelig afhængighed; et ansvar. Og hvis man på den måde af forståelsen knytter bånd, venskabelige som ægteskabelige bliver friheden jo begrænset, men friheden til at lade være, er i sagens natur intakt. Det er et tveægget sværd. En intersubjektiv intuition. At indgå, udgør også gerninger som vi ingen reel indflydelse har på og til tider stiller det os overfor opgaver vi ikke hverken forstår eller umiddelbart magter at overtage. Det er en livsbetingelse som frihed, ikke står til at ændre. I de situationer, kan man føle sig fanget og længes efter den frihed, man så sjældent værdsætter.

 For at være en del af samfundet, samværet og sammenhængskraften, tager jeg tøj på, går på arbejde, betaler husleje, holder til højre når jeg ser en komme gående imod mig og bliver nudget til venstre, når jeg handler (har du lagt mærke til det? ), mod uret. Disse dagligheder (for) binder os. Der er noget vi skal, bør, skulle have gjort, burde gøre osv. Alligevel føler jeg ikke, at det er forbandelse, snarere en folkelig friheds forpligtelse”.

“Mener du ikke en forbandet fængslende forpligtelse? ” Spørger en tredje

Og hun svarede voksent: “Nja, nok nærmere en befriende bekræftelse på at være en del af noget, være en del af nogen ….. Jeg tror, at jeg vil reducere det til at være.” Det var en lettelse at nå dertil. Nærmest en befrielse.

Og roen falder omsider på mit lille indvendige selskab,  en nat mellem klokken 03 & 05 på et hotelværelse i New York.

//Nan